Turismen truer hulerne

Fan Jinshi havde ingen planer om at blive hulernes vogter. Da hun i 1963 ankom til Dunhuang Akademi som 23-årig, troede hun ikke engang, at hun ville holde et år på dette forladte udsted, og da slet ikke et helt liv. For nok var Mogaohulerne imponerende, men hun brød sig ikke om maden, manglen på rindende vand eller det faktum, at alting – husene, sengene, stolene – lod til at være lavet af lerjord.

17. juni 2010

Fan Jinshi havde ingen planer om at blive hulernes vogter. Da hun i 1963 ankom til Dunhuang Akademi som 23-årig, troede hun ikke engang, at hun ville holde et år på dette forladte udsted, og da slet ikke et helt liv. For nok var Mogaohulerne imponerende, men hun brød sig ikke om maden, manglen på rindende vand eller det faktum, at alting – husene, sengene, stolene – lod til at være lavet af lerjord.

Så kom kulturrevolutionen i 1966, hvor formand Maos regime ødelagde buddhistiske templer, kulturgenstande og symboler på alt fremmed i hele Kina. Mogaohulerne var et naturligt mål. Fan Jinshis gruppe slap ikke for uroen. Der var 48 ansatte, som delte sig i en halv snes revolutionære fraktioner og derefter brugte tiden på at fordømme og afhøre hinanden. Men på trods af den bitre interne strid var fraktionerne enige om ét princip: Mogaohulerne skulle der ikke røres ved. “Vi sømmede alle indgangene til grotterne til,” siger Fan Jinshi.

Et halvt hundrede år senere står arkæologen i spidsen for en helt anden slags kulturrevolution. Mens eftermiddagssolen strømmer ind på den lille kvindes kontor på Dunhuang Akademi, slår hun ud med armen mod den gråbrune klippeside uden for vinduet. “Hulerne har nærmest alle tænkelige skavanker,” siger hun og opremser de skader, som skyldes sand, vand, sod fra bål, salt, insekter, sollys – og turister. Fan Jinshi leder 500 ansatte, men hun forstod helt tilbage i 1980’erne, at akademiet godt kunne bruge hjælp fra udenlandske konservatorer. Det lyder måske enkelt, men det er en følsom sag at samarbejde med udlændinge på højborge for kinesisk kulturarv – og udplyndringen af Mogaohulerne for hundrede år siden fungerer som en effektiv historie til skræk og advarsel.

Uden for Fan Jinshis vinduer har himlen været skyfri og dueblå i dagevis, men pludselig mørkner den. En sandstorm er under optræk. Fan Jinshi lægger knap nok mærke til den, kun lige længe nok til at huske det første projekt, hun gennemførte sammen med en af de partnere, der har samarbejdet længst med akademiet, det amerikanske Getty Conservation Institute (GCI). For at forebygge den invasion af sand, der havde begravet nogle af hulerne og beskadiget malerierne, opstillede GCI hegn i en vinkel på klitterne oven på klippen. Det sænkede vindhastigheden til det halve og nedbragte sandflugten med 60 %. I dag har akademiet sendt bulldozere og arbejdere ud for at plante brede bælter til med ørkengræs for at opnå samme effekt.

Men den mest arbejdskrævende indsats finder sted inde i hulerne. GCI har også sat apparater op, der måler luftfugtigheden og temperaturen i hulerne og nu også måler gennemstrømningen af turister. GCI’s største projekt fandt sted i hule 85, en grotte fra Tangdynastiet, hvor instituttet i samarbejde med konservatorer fra Dunhuang Akademi brugte otte år på at udvikle en særlig cementvælling til at fastgøre stumper af vægmalerier, der havde løsgjort sig fra klippefladen.

På så gammelt et sted opstår der masser af etiske dilemmaer. Kunstinstituttet Courtauld ved University of London bruger hule 260, der er fra det 6. århundrede, som studieobjekt. Her har kinesiske studerende for nylig brugt mini-støvfjernere til at rense overfladen på tre små afbildninger af Buddha. Nu stråler Buddhas røde kjortler pludselig, selv om de før var næsten usynlige. “Det er vidunderligt at se bemalingen,” siger konservator Stephen Rickerby, som koordinerer projektet. “Men vi er ambivalente. Støvet indeholder salte, der kan ødelægge malingen, men når støvet fjernes, bliver malingen udsat for lys, som vil få den til at falme.”

Det er det dilemma, Fan Jinshi står over for: Hvordan kan man bevare hulerne, samtidig med at man viser dem frem for et større publikum? I 2006 nåede antallet af turister, der besøgte Mogao, op over en halv million. Indtægten har holdt Dunhuang Akademi kørende, men fugten fra deres samlede åndedræt kan ødelægge vægmalerierne mere end nogen anden enkelt faktor. Turismen er i dag begrænset til 40 huler, der er åbne på skift i sæt, ti ad gangen.

Digital teknologi kan være en løsning. I hælene på et fotodigitaliseringsprojekt, Mellon International Dunhuang Archive, som er udført i 23 huler i samarbejde med en amerikansk velgørenhedsorganisation, har akademiet iværksat sit eget flerårige program, der skal digitalisere alle de 492 udsmykkede huler. Indtil videre er de ansatte færdige med 20. Det sker som sidestykke til en international indsats for at digitalisere de skriftruller fra hule 17, der er spredt rundt om i verden.

Det er Fan Jinshis drøm at bringe de digitale arkiver fra Østen og Vesten sammen for at genskabe den fulde tredimensionelle oplevelse af hulerne – ikke på selve stedet, men i et nyt og flot besøgscenter, der foreslås opført 24 km derfra. Centret er stadig på tegnebrættet, men Fan Jinshi tror på, at genforeningen af alle Mogaos skatte på ét sted, selv om det kun er virtuelt, vil sikre, at deres pragt aldrig bliver begravet i sandet igen. “Det vil være en måde at bevare dem på for evigt,” siger den kinesiske arkæolog.

Måske er du interesseret i ...

Læs også