Stor underjordisk by fundet i regionen Kappadokien i Tyrkiet

Et boligbyggeri har måske afsløret det største gemmested, der nogen sinde er fundet i Kappadokien. Det underjordiske tilflugtssted kan have givet ly til tusindvis af mennesker i krisetider.

14. april 2015 af Jennifer Pinkowski

Fundet er gjort under en bjergfæstning fra den byzantinske periode i provinshovedstaden Nev?ehir og daterer sig i hvert fald tilbage til tidlig byzantinsk tid.

Mystisk fund er endnu uudforsket

Hulesystemet er stadig stort set uudforsket, men foreløbige undersøgelser tyder på, at det i størrelse og karakter muligvis kan måle sig med Derinkuyu, som er den største underjordiske by, der indtil nu er udgravet i Kappadokien, og som har kunnet huse 20.000 mennesker.

Ligesom Derinkuyu ser det nyopdagede hulesystem ud til at have været et stort, selvforsynende kompleks med ventilationsskakte og vandkanaler. Når en fare truede, trak indbyggerne i Kappadokien sig ned under jorden, blokerede adgangstunnelerne med runde stendøre og isolerede sig med husdyr og forsyninger, indtil faren drev over.

Se video, der på baggrund af laserskanninger giver et indblik i en række indbyrdes forbundne gange og rum i den underjordiske by. Videoen er stillet til rådighed af Nev?ehir kommune.

Hvor stor er byen?

Geofysikere fra universitetet i Nev?ehir har foretaget en systematisk opmåling af et fire km stort område ved hjælp af geofysisk modstandsmåling og seismisk tomografi. På baggrund af 33 uafhængige målinger anslår de det samlede areal til at være omkring 460.000 kvadratmeter.

Undersøgelserne tyder desuden på, at de underjordiske gange kan nå helt ned i en dybde af 113 m. Hvis det viser sig at holde stik, kan den nyopdagede by være en tredjedel større end Derinkuyu.

Det nøjagtige omfang af den underjordiske by er dog stadig uvist, understreger Murat Gülyaz, der er leder af museet i Nev?ehir og som arkæolog står i spidsen for undersøgelsen. ”På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige. Men med tanke på byens beliggenhed, forsvarsanlæg og nære adgang til vand, er det højst sandsynligt, at den breder sig over et meget stort område.”

Hvad er Kappadokien?

Kappadokien er en region i det centrale Tyrkiet, som er kendt for sine skorstenshuse – bizarre klippeformationer, der ligner noget fra en anden verden – hulekirker og underjordiske byer, som regionens indbyggere har hugget ud gennem tusinder af år.

De 250 tilflugtssteder, som blev benyttet, når Kappadokien blev invaderet, har indbyggerne hugget ud i den vulkanske tuf – en blød bjergart, der består af hærdnet vulkansk aske og støv.

Måske er du interesseret i ...

Læs også