Religiøse symboler

Cerro Blanco hører til verdens højeste klitter, og den rejser sig, bar og bleg, inde i en krans af udtørrede forbjerge til Andes som et fysisk og spirituelt fikspunkt i de sydlige Nazcadale. I århundreder har Andesfolkene tilbedt guder, der tog skikkelse af bjerge som Cerro Blanco. Ifølge Johan Reinhard, der er fast tilknyttet National Geographic som opdagelsesrejsende, er bjergene traditionelt blevet forbundet – mytologisk om ikke geologisk – med vandkilder.

10. marts 2010

Cerro Blanco hører til verdens højeste klitter, og den rejser sig, bar og bleg, inde i en krans af udtørrede forbjerge til Andes som et fysisk og spirituelt fikspunkt i de sydlige Nazcadale. I århundreder har Andesfolkene tilbedt guder, der tog skikkelse af bjerge som Cerro Blanco. Ifølge Johan Reinhard, der er fast tilknyttet National Geographic som opdagelsesrejsende, er bjergene traditionelt blevet forbundet – mytologisk om ikke geologisk – med vandkilder. De nazcapotteskår, der flyder på vejen op til toppen af Cerro Blanco, kan tyde på, at den forbindelse har rødder langt tilbage i tiden.

I 1986 rapporterede Johan Reinhard, at han havde fundet ruinerne af en rituel stencirkel på toppen af Illakata, som med sine over 4200 m er et af de højeste af de bjerge, der leverede vand til nazcaernes aftapningssystem. I kombination med andre tegn på rituel aktivitet på toppen af Nazcas afvandingsområde fik denne opdagelse ham til at foreslå, at et af hovedformålene med Nazcalinjerne havde at gøre med at ære bjergguderne, heriblandt Cerro Blanco, pga. deres forbindelse med vandet.

Ny forskning har understøttet denne teori. I højlandet længere mod nord, hvor vilde vicunjaer vandrer ved Palpaflodens udspring, tager jeg med Markus Reindel og hans hold på klatretur til toppen af et helligt bjerg, der lokalt kaldes Apu Llamoca (på det stedlige sprog betyder apu gud). På toppen af denne mørke, vulkanske rygning viser Markus Reindel mig en rituel cirkel med potteskår af keramik, som holdet har fundet i 2008, og i nærheden en halvcirkelformet struktur næsten præcis magen til den, Johan Reinhard havde fundet på Illakata.

Men for Nazca-Palpa-projektets forskere skete den skelsættende opdagelse om nazcaernes hellige ritualer til ære for vandet i 2000, på det trapez, der er hovedfiguren på den nøgne højslette ved landsbyen Yunama. Arkæologerne havde med jævne mellemrum lagt mærke til store, menneskeskabte stenhøje for enden af den slags trapezer, som de mente kunne være altre til ceremonier.

Da Markus Reindel gravede sig vej gennem en af dem, afdækkede han knuste potteskår, krebseskaller, planterester og andre efterladenskaber, der helt klart var rituelle ofre. Han stødte desuden på stumper af en stor muslingeskal af arten Spondylus, der kan kendes på sit cremede, korallignende skær og piggene på ydersiden. Den dukker op i vandet ud for Nordperus kyst, men kun når El Niño kommer, og derfor blev den forbundet med, at der kom regn, og med frugtbart landbrug.

“Spondylus-skallen er en af de få genstande i Andesarkæologien, der er velbeskrevet,” siger Markus Reindel. “Det er et meget vigtigt religiøst symbol på vand og frugtbarhed. Ligesom røgelse i Den Gamle Verden blev den transporteret langvejs fra og bliver fundet i bestemte sammenhænge, såsom gravfund og på disse forhøjninger. Man forbandt den med bestemte aktiviteter, hvor man bad for vand. Og det er tydeligt, at vand var hovedsagen her i området,” tilføjer Markus Reindel.

I sidste ende kom der ikke noget svar på alle disse ofre og bønner.

På et sted ved navn La Tiza i den sydlige del af Nazcaområdet gjorde arkæolog Christina Conlee i 2004 en makaber opdagelse, da hun udgravede en nazcagrav, der lå med udsigt over den udtørrede flod Aja. Den første del af skelettet, der stak op af jorden, var ikke kraniet, men halshvirvlerne. “Vi kunne se rygsøjlen sidde øverst,” siger Christina Conlee. “Personen sad ned med arme og ben over kors og uden hoved.”

Skæremærker på de halshvirvler, der stak frem, tyder på, at hovedet sandsynligvis blev skåret af med en skarp kniv af obsidian. Som for at understrege dette stod der en keramikkrukke, et såkaldt krukkehoved, ved skelettets albue. Det bærer et billede af et typisk afhugget “trofæhoved”, og ud af det vokser der en uhyggelig, gyser-agtig træstamme med øjne. Ifølge Donald Proulx, der er ekspert i nazcalertøj og professor emeritus ved University of Massachusetts i USA, tyder krukkens stil på en datering omkring år 325-450 e.Kr.

Alt ved begravelsen – skelettets stilling, krukkehovedet og måden begravelsen er udført på – tyder på en planlagt, respektfuld jordfæstelse. “Sådan gør man ikke med sin fjende,” siger Christina Conlee.

Isotopanalyser af den unge mands knogler slår fast, at han levede i umiddelbar nærhed og altså var lokal snarere end en fremmed krigsfange. Christina Conlee antager, at skelettet stammer fra en rituel ofring. “Selv om man har fundet trofæhoveder op igennem hele nazcatiden, er der tegn på, at de blev mere almindelige midt og sidst i perioden og desuden i tider med stort pres på naturen, som f.eks. tørke,” siger hun. “Hvis dette var en ofring, blev offeret bragt for at stille guderne tilfredse, måske på grund af tørke eller misvækst.”

Der er ikke megen tvivl om, at vand – eller snarere manglen på det – var blevet af største vigtighed i Nazcakulturens sidste tid, omtrent mellem 500 og 600 e.Kr. I Palpaområdet har geofysikere sporet, at østkanten af ørkenen krøb omkring 20 km op i dalene mellem år 200 og 600 e.Kr. og nåede op i en højde af ca. 2000 m. Tilsvarende rykkede de tæt befolkede områder ved flodoaserne omkring Palpa længere op i dalene, som om de prøvede at løbe fra det tørre klima. “I slutningen af 6. århundrede e.Kr. kulminerede tørken, og nazcasamfundet gik under,” konkluderede Bernhard Eitel og Bertil Mächtle for nylig i en videnskabelig artikel. Omkring 650 e.Kr. havde det mere militaristiske Waririge (Huaririget), der udvidede sit territorium fra sit sæde i det centrale højland, erstattet nazcaerne i ørkenområderne mod syd.

“Det var ikke kun klimaforhold, der fik den tidlige Nazcakultur ved Cahuachi til at bukke under, og det samme kan vi sige generelt om afslutningen på Nazcakulturen,” siger Johny Isla. “Der opstod en krisetilstand, fordi der var mere vand i nogle dale end i andre, og lederne i de forskellige dale kan have ligget i konflikt.”

Arven fra nazcaerne lever selvfølgelig videre i linjerne, og selv om de fleste kommer for at beundre dem fra luften, har det, jeg har set og hørt, overbevist mig om, at man ikke for alvor kan forstå geoglyfferne, medmindre man har oplevet dem til fods. I en af vores samtaler har Johny Isla beskrevet følelsen af at gå på disse hellige stier.

“Man kan mærke det,” siger han. Jeg er nysgerrig efter at opleve følelsen og spørger ham, om vi kan gå ad flere af linjerne på Cresta de Sacramento, der er en lille bjergkam nord for byen Palpa.

Vi mødes ved daggry en vintermorgen i august, hvor tågen strømmer gennem dalen under os, og solen stadig står lavt mod øst. Mens vi forsigtigt går hen over et stort trapez på højslettens ørkenjord, passer Johny Isla lige så godt på det hellige landskab som en opsynsmand og stamper løse sten tilbage på plads, som var de fairway på en golfbane. Efter adskillige minutters tåspidsvandring befinder vi os på en gammel spiralsti – endnu en udbredt form i Nazcageoglyfferne.

Mens vi vandrer rundt ad spiralstien, stiller mine fødder mig naturligt ansigt til ansigt med hvert eneste punkt i omgivelserne kompasset rundt: Palpadalen mod syd, kystbjergene mod vest, det lokale “hellige bjerg” (Cerro Pinchango) mod nord og mod øst Andeskædens forbjerge med deres gudelignende magt til at lede vand til de sårbare vandløb, der snor sig gennem Nazcas afvandingsområde og vander de frø af civilisation, der er blevet sået i dette ellers tørre miljø. Hvis jeg i fordums tid var trådt ind på denne snoede sti, ville jeg også have stået ansigt til ansigt med mine medtilbedere, der gik på samme sti. Nazcaernes bønnevandring må have styrket de sociale relationer til andre mennesker såvel som forholdet til guderne.

“Se!” udbryder Johny Isla pludselig. Solen er stået op over forbjergene, og det lave morgenlys kaster lange skygger over geoglyffen. Spiralen nærmest svæver over landskabet, og dens rand af småsten står skarpt aftegnet i relief.

Da jeg fortsætter til fods rundt i spiralens kurver, går det op for mig, at en af de “mystiske” Nazcalinjers vigtigste funktioner slet ikke er noget mysterium. Geoglyfferne har uden tvivl givet nazcafolket en mærkbar, ritualiseret påmindelse om, at deres skæbne var bundet til omgivelserne med deres naturskønhed. I hver en linje eller krumning, de har kradset ud af ørkenjorden, kan man aflæse deres ærbødighed over for naturen, såvel i tider med overflod som i tider med håbløs nød. Når ens fødder opholder sig på deres hellige sted, bare et kort og ydmygt øjeblik, kan man mærke det.

Måske er du interesseret i ...

Læs også