Nyt vragfund: Skibbrud på diamantkysten

Et gådefuldt guldskib fra 1500-tallet er pludselig dukket op i en forbudt zone i Afrika.

28. oktober 2009 af Roff Smith

Der var engang et portugisisk handelsskib, der stævnede ud mod en berømt krydderiby i Indien, lastet med en formue i guld og elfenben. Det kunne lyde som et eventyr, men det er det ikke: Da skibet midt i 1500-tallet forsøgte at runde Afrikas sydspids, blev det blæst langt ud af kurs af en voldsom storm. Flere dage senere forliste det medtagne skib ved en mystisk, tåget kyst, der var oversået med mere end 100 millioner karat diamanter som en hån mod søfolkenes drømme om rigdom. Ingen af de skibbrudne nåede nogensinde hjem igen.

Den utrolige fortælling var nær gået tabt for evigt, men så i april 2008 dukkede der et overraskende fund op: et skibsvrag begravet i strandsandet i Sperrgebiet – mineselskabet De Beers’ fabelagtigt kostbare og notorisk forbudte diamantmineområde nær Orangeflodens munding ud i Atlanterhavet i det sydlige Namibia. En geolog fra selskabet, som arbejdede i mineområdet U-60, faldt over noget, han først troede var et klippestykke formet som en perfekt halvkugle. Han samlede det nysgerrigt op og så straks, at det var en kobberbarre.

Et sært treforkmærke på dens forvitrede overflade viste sig at være et kontrolstempel fra Anton Fugger, en af Europas rigeste finansfolk i renæssancen. Barren var af den slags, man brugte til at betale for krydderier i Ostindien i første halvdel af 1500-tallet.

Arkæologerne fandt senere hele 22 ton af disse kobberbarrer begravet i sandet sammen med kanoner og sværd, elfenben og astrolabier, musketter og ringbrynjer – i alt flere tusinde genstande. Og guld, naturligvis, i læssevis: flere end 2000 smukke, tunge mønter – hovedsageligt spanske excellenter præget med et portræt af Ferdinand og Isabella, men også enkelte venetianske, mauriske og franske mønter og andre såsom udsøgte portugaløsere præget med den portugisiske kong Johan 3.s våbenskjold.

Det er langt det ældste skibsvrag, der nogensinde er fundet på Afrikas kyst syd for Sahara – og det mest kostbare. Værdien i kroner og øre kan man kun gisne om, men ingen af skattene har formået at fyre lige så meget op under arkæologernes fantasi som selve skibet: en portugisisk ostindienfarer fra 1530’erne – tiden for de store opdagelsesrejser – med dens intakte last af skatte og handelsvarer, som har ligget urørt og ukendt hen i sandet i næsten 500 år.

“Dette er en uvurderlig chance,” siger Portugals chef for søfartsarkæologi, Francisco Alves. “Vi ved så lidt om disse store, gamle skibe. Dette her er kun det andet, der nogensinde er udgravet af arkæologer. Alle andre er blevet plyndret af skattejægere.”

Skattejægere vil aldrig blive et problem her midt i en af verdens bedst bevogtede diamantminer på en kyststrækning, hvis blotte navn – Sperrgebiet – betyder “forbudt område” på tysk. Repræsentanter for De Beers og de namibiske myndigheder, der driver minen som et joint venture ved navn Namdeb, suspenderede deres aktiviteter omkring fundstedet og tilkaldte et hold arkæologer, og i nogle få, fornøjelige uger udgravede de historien i stedet for diamanter.

Det vil tage forskerne årevis at studere alt det materiale, der er indsamlet fra Diamantvraget, som det er kommet til at hedde. “Der er så meget, vi ikke ved,” siger den portugisiskfødte Filipe Vieira de Castro, der er koordinator af søfartsarkæologi på Texas A&M University i USA. I over 10 år har han studeret portugisiske handelsskibe, eller nauer, og har på det seneste udviklet computermodeller på baggrund af de sparsomme arkæologiske fund, der foreligger. “Dette vrag vil give os ny viden om alt lige fra skrogets form, rigningen, og hvordan disse skibe udviklede sig over tid, til små, dagligdags ting, såsom hvordan man lavede mad om bord, og hvad folk tog med sig på disse lange rejser.”

En del kyndigt detektivarbejde blandt de sjældne manuskripter og kongelige arkiver i Lissabon har allerede gjort det muligt at koble tilstrækkeligt mange stumper og stykker sammen til at genfortælle historien om en for længst glemt sørejse og et forsvundet skib.

Historien begyndte en kølig forårsdag i Lissabon – helt nøjagtigt fredag den 7. marts 1533 – da de store nauer i den årlige Indien-flåde stolt sejlede ned ad Tejo-floden og ud i det vide Atlanterhav med vajende flag og vimpler og bakken draperet i farverigt silke og fløjl. De var Portugals stolthed, den tids rumfærger, på vej ud på en 15 måneder lang odyssé for at bringe en formue i peber og krydderier med sig tilbage fra fjerntliggende kontinenter. Goa, Cochin, Sofala, Mombasa, Zanzibar, Ternate: sagnomspundne steder, der engang var lige så fjerne som stjernerne, var nu velkendte havnebyer, hvis navne var almindelige i folkemunde takket være portugisernes opfindsomhed og avancerede teknologi.

De skibe, der stævnede ned ad Tejo-floden i 1533, var robuste og sødygtige. To af dem var helt nye og ejet af kongen selv. Det ene af disse var Bom Jesus – den gode Jesus – hvis kaptajn hed Dom Francisco de Noronha. Om bord på skibet var der godt og vel 300 søfolk, soldater, handelsfolk, præster, adelige og slaver.

Det kræver detektivarbejde og en god portion held at finde frem til navnet på et anonymt, næsten 500 år gammelt skibsvrag, som helt uventet er dukket op på en fjern kyst – især hvis det virker sandsynligt, at det er et vrag fra begyndelsen af det portugisiske imperium. Det spanske imperium har efterladt bjerge af søfartsoptegnelser i sit kølvand, men i november 1755 blev Lissabon ramt af et katastrofalt jordskælv efterfulgt af en tsunami og brande, som næsten udslettede byen og rev bygningen Casa da India, der husede langt de fleste af Portugals dyrebare landkort, søkort og søfartsoptegnelser, ud i Tejo-floden.

“Det efterlod et kæmpemæssigt hul i vores historie,” siger marinarkæolog Alexandre Monteiro ved det portugisiske kulturministerium. “Uden Indien-arkiverne er man nødt til at bruge andre, mere opfindsomme metoder, når man skal finde oplysninger.”

I dette tilfælde kom der et afgørende fingerpeg fra de mønter, der blev fundet så mange af på vraget – især de smukke og sjældne portugaløsere, der afbilder kong Johan 3. De blev kun slået i nogle få år, fra 1525 til 1538, hvorefter de blev kaldt tilbage, smeltet om og aldrig sendt tilbage i cirkulation. Fundet af så mange funklende nye portugaløsere i vraget tyder stærkt på, at skibet sejlede inden for denne 13-årige periode. Desuden peger de mange kobberbarrer på, at skibet var på vej til Indien for at købe krydderier – ikke på vej hjem.

Selv om alle Casa da Indias optegnelser for længst er væk, findes der stadig nogle fascinerende stumper på biblioteker og i arkiver, som overlevede jordskælvet i 1755. Blandt dem er Relações das Armadas, de såkaldte flådeberetninger. En grundig gennemgang af de mest fuldstændige beretninger viser, at 21 skibe forsvandt på vej til Indien i perioden 1525-1600. Kun ét af disse gik ned noget sted i nærheden af Namibia: Bom Jesus, som afsejlede i 1533 og “forsvandt under rundningen af Kap Det Gode Håb”.

Et andet interessant fingerpeg i retning af Bom Jesus kommer fra et brev, som Alexandre Monteiro har gravet frem af de kongelige arkiver. Brevet er dateret den 13. februar 1533. Det afslører, at kong Johan netop havde sendt en ridder til Sevilla i Spanien for at hente guld til en værdi af 20.000 crusadoer (en gammel portugisisk mønt med et kors på bagsiden) fra et konsortium af forretningsfolk, som havde investeret i den flåde, der netop skulle af sted til Indien – og som bl.a. omfattede Bom Jesus. Arkæologerne var forundrede over den enorme mængde spanske mønter, der blev fundet i forbindelse med vraget – ca. 70 % af guldstykkerne var excellenter, hvilket er uventet om bord på et portugisisk skib. “Dette brev kunne være forklaringen på det,” siger Alexandre Monteiro. “Det lader til, at spanske investorer havde en usædvanligt stor andel i flåden af 1533.”

Et sjældent bogværk fra 1500-tallet kaldet Memória das Armadas giver endda et forjættende glimt af Bom Jesus. Bogen, der er en mindeudgivelse, en slags opslagsbog fra renæssancen, indeholder illustrationer af samtlige flåder, som sejlede til Indien hvert år, efter at Vasco da Gama havde vist vejen i 1497. Blandt illustrationerne fra 1533 er en vignet af to master med fuld sejlføring, som forsvinder i bølgerne, og teksten “Bom Jesus” sammen med en simpel efterskrift: perdido – tabt.

Men hvad skete der rent faktisk? Det lader til, at den første flåde af 1533 blev ramt af et vældigt stormvejr og spredt for alle vinde ca. fire måneder efter den storslåede afsejling fra Lissabon. Oplysningerne er mangelfulde. En beskrivelse af rejsen forfattet af kaptajn Dom João Pereira, flådens øverstbefalende, er gået tabt. Alt, hvad der er tilbage, er en fuldmægtigs bekræftelse af, at rapporten var modtaget, og en anmærkning om, at Bom Jesus forsvandt i en storm et sted ud for Kap Det Gode Håb.

Det er ikke svært at forestille sig, hvad der dernæst skete: Det stormhærgede skib blev fanget af de stærke vinde og strømmen, der løber langs Afrikas sydvestkyst, og drev hjælpeløst flere hundrede kilometer nordpå. Da den vindblæste kratbevoksning i Namibørkenen kom til syne, ramte den dødsdømte nau et klippefremspring ca. 140 m fra kysten. Ved det voldsomme sammenstød brækkede et stort stykke af skibets agterende af, så tonsvis af kobberbarrer væltede ud i havet, og Bom Jesus blev sendt til sin grav.

SPOL TIDEN fem århundreder frem til en marinarkæologisk udgravning, der føles en anelse surrealistisk. En gruppe forskere iført hat og solcreme er i færd med at udgrave et skib, der ligger ca. 6 m under havets overflade. Atlanterhavet holdes tilbage af et massivt dige, som lækker lidt i bunden. Overvågningskameraer er placeret rundt langs hele kanten af udgravningen – en påmindelse om, at dette stadig er en diamantmine. Og en værdifuld én af slagsen, hvor der meget vel kan ligge løse diamanter i det sand, arkæologerne børster væk.

“Havde det ikke været for kobberbarrerne, som tynger det hele ned, ville der ikke have været noget tilbage at finde her,” siger Bruno Werz, der er direktør for Det Sydlige Afrikas Institut for Søfartsarkæologi, og som blev tilkaldt fra Cape Town for at hjælpe med udgravningen. “Fem århundreder med storme og bølger ville have skyllet alt bort.”

Bruno Werz og et hold forskere har gransket vraget og målt op, fotograferet og skannet fundstedet millimeter for millimeter med en avanceret, tredimensionel laserskanner. De forsøger bl.a. at sammenstykke skibets sidste, sindsoprivende øjeblikke – de forvredne rester af skroget og bakken og et virvar af sammenfiltrede sejl, rundholter og rigning, der flød i dønningerne, mens skibet drev nordpå med strømmen og formentlig faldt fra hinanden undervejs. Minearbejdere fandt en enorm takkelblok mere end 4 km længere oppe ad kysten.

Og hvad med folkene om bord? Dom Francisco de Noronha og de andre? “En vinterstorm langs denne kyst er ikke noget at spøge med,” siger diamantminens egen arkælog, Dieter Noli, som har boet og arbejdet langs dette stykke af Namibørkenen i over 10 år. “Det har været rigtigt modbydeligt, med vindstød på over 125 km/t. og en enorm brænding. Det må have været næsten umuligt at komme i land. Hvis stormen på den anden side var løjet af, og skibet rullede ind mod land på en af disse stille tågede dage, som vi også får her, ja, så åbner der sig alskens interessante muligheder.”

Det er muligt, at det var det, der skete. Fundet af nogle tåknogler i en sko, der lå fastklemt under en masse planker, tyder på, at mindst ét menneske ikke overlevede, men det er det eneste levn efter mennesker, som er fundet ved vraget. Og kun meget få personlige ejendele blev fundet blandt genstandene. Disse kendsgerninger har fået arkæologerne til at mene, at mange, om ikke de fleste, klarede sig i land, selv om skibet blev slået i stykker i brændingen.

Og hvad skete der så? Dette er et af de mest ugæstfri steder på Jorden, en ubeboet ørken med sand og kratbevoksning, som strækker sig over hundrede af kilometer. Det var vinter. Søfolkene frøs og var våde, udmattede og forladte. Der var intet håb om at blive reddet eller fundet, for ingen i den vide verden udenfor vidste, at de var i live, eller hvor de skulle lede. Det var heller ikke sandsynligt, at et skib helt tilfældigt ville komme forbi, for de befandt sig langt fra handelsruterne. Deres chancer for at nå tilbage til Portugal var lig nul – besætningen kunne lige så godt være strandet på Mars. Alligevel behøver det ikke at være gået helt galt for de skibbrudne, siger Dieter Noli. Orangefloden lå blot 25 km syd for vraget, og søfolkene havde måske lagt mærke til den plantevækst, som flodens ferskvand gav næring til, da de drev forbi flodmundingen. Føde var der også rigeligt af: skaldyr, havfugleæg og masser af snegle i ørkenen.

Desuden kunne portugiserne have mødt de lokale eksperter i overlevelse. Vinteren var den årstid, hvor de jægere og samlere, som i dag går under betegnelsen buskmænd, begav sig nordpå langs denne kyst i håb om at finde døde sydlige rethvaler, som nu og da driver i land her.

Hvordan portugiserne ville have klaret sig i et sådant møde, ville have været op til dem selv, mener Dieter Noli. “Hvis de var kloge nok til at slå en handel af frem for at prøve på at tage for sig, er der grund til at tro, at alle kunne komme fint ud af det med hinanden. De få små grupper af jægere og samlere langs floden skulle ikke kæmpe med andre om mad og brændsel, og derfor havde de ingen grund til at være aggressive over for de nyankomne. Tværtimod kunne en stor, muskuløs, portugisisk dom meget vel blive betragtet som en potentiel svigersøn.”

Hvad deres skæbne end var, havde de overlevende fra Bom Jesus ingen anelse om den ironi, hvormed deres bønner før afsejlingen fra Lissabon var blevet hørt. De var draget ud på en rejse på jagt efter rigdom i en pagt med Gud om at donere altre og ikoner mod at få gunst og succes. Og nu var de her, ført i land på en kyst med ufattelige rigdomme – en 300 km lang ørken, der var så utroligt rigt på diamanter, at en opdagelsesrejsende ved navn Ernst Reuning i begyndelsen af 1900-tallet indgik et væddemål med en rejseledsager om, hvor lang tid det ville tage at fylde et tinkrus med ædelstene fundet løst i sandet. Det tog hele 10 minutter.

Igennem årtusinderne havde den store flod taget millioner, ja, måske milliarder af diamanter med sig fra forekomster, der lå helt op til 2735 km inde i landet. Kun de hårdeste, mest funklende stene i ædelstenskvalitet, hvoraf nogle var på flere hundrede karat, overlevede turen. De blev skyllet ud i Atlanterhavet ved flodens munding og op langs kysten af den samme kolde strøm, som en dag skulle føre Bom Jesus til sit sidste hvilested.

Læs også

Måske er du interesseret i ...