NYT FUND: 500 år gammelt skibsvrag tilhørte Vasco da Gama

I 3 år har dykkere undersøgt et gammelt skibsvrag ud for den arabiske stat Oman. Nu afslører en ældgammel mønt og et par tunge kanonkugler, at skibet sejlede under ledelse af den verdensberømte opdagelsesrejsende Vasco da Gama.

22. marts 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

“Det var et fantastisk fund. Det er den slags, du hører om i en Hollywood-historie.”

Begejstringen er stor hos direktøren for det britiske firma Blue Water Recoveries, David Mearns.

Siden 2013 har hans team af dykkere undersøgt et 500 år gammelt skibsvrag ud for kysten af den arabiske stat Oman - i samarbejde med landets kulturministerium.

Og efter 18 måneders arbejde er konklusionen klar: skibet tilhørte ingen ringere end den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama.

Sølvmønt fik arkæologer til at spærre øjnene op

Dykkerne har indsamlet knap 3000 genstande fra det gamle skibsvrag, men det var især to fund, der bestyrkede skattejægernes mistanke om, at de havde fået fingrene i et Vasco da Gamas skibe.

En portugisisk sølvmønt ved navn ‘índio’ skabt udelukkende til handel i Indien og kanonkugler af sten indgraveret med initialerne af Vincente Sodré, Vasco da Gamas onkel og kaptajnen på skibet Esmeralda.

Kom med bag scenerne på fundet og udgravningen af skibsvraget fra Vasco da Gamas flåde

Det er uvist, hvad der fik Esmeralda til at gå til grunde på sin sejlads mod Indien i 1503, men arkæologerne mener, at det højest sandsynligt var en storm, der gjorde det af med skibets cirka 100 besætningsmedlemmer.

"Et skibsvrag er ikke nogen smuk ting. Det er en tragedie og et sted, du behandler med respekt, fordi så mange mennesker mistede livet," siger direktøren for Blue Water Recoveries David Mearns.

Måske er du interesseret i ...

Læs også