Nazcalinjerne er som ånder i sandet

De mystiske Nazcalinjer afslører deres hemmeligheder

29. marts 2010 af Stephen S. Hall

Fra luften er det svært at se de linjer, der er aftegnet i ørkenjorden – som med tegninger, der har ligget for længe i solen. Mens piloten kredser i skarpe sving over ørkenhøjlandet nord for byen Nazca i Sydperu, kan jeg akkurat skelne en række smukt fremstillede figurer.

“Orca!” råber den peruvianske arkæolog Johny Isla hen over motorens brøl. Han peger ned på en figur, der har form som en spækhugger. “Mono!” siger han nogle øjeblikke senere, da den berømte Nazca-abe kommer til syne. “Colibrí!” Kolibrien.

Siden de blev almindeligt kendte i slutningen af 1920’erne, da der blev oprettet kommerciel lufttrafik mellem Lima og den sydperuvianske by Arequipa, har de mystiske ørkentegninger, der kaldes Nazcalinjerne, undret arkæologer, antropologer og enhver, der er fascineret af tidlige sydamerikanske kulturer. Lige så længe har horder af videnskabsfolk – og amatører – lagt deres forskellige fortolkninger ned over linjerne, som var de verdens største samling Rorschach-blækklatter. De har i tidens løb været udlagt som inkaveje, kunstvandingskort, billeder, der skulle ses fra primitive varmluftsballoner og – den mest underholdende – som landingsbaner for fremmede rumskibe.

Efter 2. verdenskrig foretog en tyskfødt lærer ved navn Maria Reiche den første egentlige undersøgelse af linjerne og figurerne – de såkaldte geoglyffer – lige uden for Nazca og den nærliggende by Palpa. I et halvt hundrede år frem til sin død i 1998 spillede Maria Reiche en meget afgørende rolle for bevaringen af geoglyfferne. Men hendes egen foretrukne teori – at linjerne er komponenter i en astronomisk kalender – er stort set forkastet. Hun beskyttede intenst linjerne mod udefrakommende, og nutidens vogtere af linjerne værner lige så om dem. Derfor har selv videnskabsfolk svært ved at få adgang til de berømteste dyrefigurer på højsletten, pampassen, nordvest for Nazca.

Siden 1997 har der dog været et stort peruviansk-tysk forskningssamarbejde i gang ved byen Palpa længere nordpå. Under ledelse af Johny Isla og Markus Reindel fra Deutsches Archäologisches Institut har Nazca-Palpa-projektet iværksat et systematisk, tværfagligt studie af områdets gamle folkeslag. De er begyndt med, hvor og hvordan nazcaerne levede, hvorfor de forsvandt, og hvad meningen var med de usædvanlige tegninger, de efterlod sig i ørkensandet.

Mens vores fly krænger for at vende igen, sidder Johny Isla med sit brede ansigt med de høje kindben presset mod ruden. Han er født i højlandet og ansat ved Andesinstituttet for Arkæologiske Studier. “Trapezform!” råber han og udpeger en kæmpemæssig geometrisk lysning, der dukker op. “Forhøjning!” tilføjer han og gestikulerer med en finger: “Forhøjning!”

Forhøjning? Han peger på en lille bunke sten i den ene ende af trapezet. Hvis Johny Isla og hans kolleger har ret, kan beskedne bygningsværker af den slags rumme nøglen til en forståelse af det virkelige formål med Nazcalinjerne. Historien begynder – og ender – med vand.

Kystområdet i Sydperu og Nordchile er et af Jordens tørreste steder. I den lille beskyttede sænkning, hvor Nazcakulturen opstod, løber der 10 floder ned fra Andesbjergene længere mod øst, og de fleste af dem tørrer ud i hvert fald en del af året. Disse 10 sårbare striber med grønt er omgivet af tusindvis af nuancer af brunt, og i lighed med Nildeltaet og floderne i Mesopotamien var de et frugtbart samlingspunkt, hvor der tidligt opstod en civilisation.

“Det var et perfekt sted for mennesker at slå sig ned, fordi der var vand,” siger geograf Bernhard Eitel, der er medarbejder på Nazca-Palpa-projektet. “Men det var risikable omgivelser – meget risikable omgivelser.”

Ifølge Bernhard Eitel og hans kollega ved universitetet i Heidelberg, Bertil Mächtle, har mikroklimaet i Nazcaområdet været dramatisk svingende de seneste 5000 år. Når det højtrykssystem midt over Sydamerika, der kaldes det bolivianske højtryk, bevæger sig nordpå, falder der mere regn på Andesbjergenes vestskråninger. Når højtrykket trækker sydpå, tørrer floderne i Nazcadalene ud igen.

På trods af de risikable forhold blomstrede Nazcakulturen i 800 år. Omkring 200 f.Kr. skilte nazcafolket sig ud fra en tidligere kultur, der kaldes paracas, og de slog sig ned langs floddalene og dyrkede afgrøder som bomuld, bønner, rodknolde, lucumafrugter og majs med små kolber. Deres specielle lertøj er velkendt, og de opfandt en ny teknik, hvor de blandede ler med godt en halv snes forskellige mineralske pigmenter og smurte det tyndt på, så farverne kunne bages ind i leret. En velkendt afbildning på keramik, der kaldes Tellopladen, forestiller flere gående nazcaer, der spiller på panfløjte omgivet af dansende hunde. Det er blevet set som et ikonagtigt øjebliksbillede af et fredeligt folk, i hvis ritualer der indgik musik, dans og hellige vandringer.

I begyndelsen af nazcatiden var hovedstaden et sandomblæst valfartssted ved navn Cahuachi, som var under religiøst styre. Stedet blev udgravet første gang i 1950’erne af arkæolog William Duncan Strong fra Columbia University i USA. Det er et vidtstrakt, 1,5 km2 stort kompleks med en imponerende pyramide af lersten, adskillige store templer, brede pladser og forhøjninger og et indviklet netværk af trapper og gange, der binder dem sammen.

Arkæolog Katharina Schreiber fra University of California i USA og den lokale skoleinspektør og historiker Josué Lancho Rojas påpeger i deres bog fra 2003 om nazcaernes vandingssystemer, at floden Nazca, som bliver underjordisk omkring 15 km længere vestpå, vælder frem igen lige ud for Cahuachi. “Fremkomsten af vand på dette sted har næsten med sikkerhed været anset for hellig i forhistorisk tid,” skriver de.

“Cahuachi var et rituelt centrum,” siger den italienske arkæolog Giuseppe Orefici, der har ledet udgravningen i mange år. “Folk kom hertil fra bjergene og fra kysten og havde offergaver med.” Blandt de udgravede genstande er der snesevis af afskårne hoveder, typisk trukket på et flettet reb via et hul boret i panden, måske for at hovedskallen kunne bæres om hoften.

Andre steder i Nazcaområdet flyttede folk øst- eller vestpå langs floddalene, i takt med at nedbørsmønstrene ændrede sig. Det peruviansk-tyske arkæologiske projekt har udforsket området fra Stillehavets kyst til næsten 4600 meters højde oppe i Andesbjergene. Næsten overalt hvor de har ledt, har de fundet spor af nazcabosættelser – “som perler i udkanterne af dalene,” siger Markus Reindel. “Og ved hver lille by finder vi geoglyffer.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også