Ankor Vat

Gåden om Angkor

Angkor, Khmerrigets hellige by, nåede hidtil usete højder. Hvorfor forsvandt den så pludselig fra landkortet?

22. december 2009 af Richard Stone

Set fra luften toner det århundredgamle tempel frem og forsvinder igen som en luftspejling. Først er det kun en umbrafarvet klat i løvtaget i det nordlige Cambodja. Under os ligger ruinerne af den fortabte by Angkor, som nu mest er befolket af risbønder. Klynger af huse, der balancerer på spinkle pæle for at klare sommermonsunens oversvømmelser, er strøet ud over landskabet mellem Sydøstasiens “store sø”, Tonle Sap, godt 30 km mod syd, og Kulenbjergene, der rejser sig fra flodsletten godt 30 km mod nord. Da Donald Cooney navigerer det ultralette fly op over trætoppene, dukker det storslåede tempel op igen.

Banteay Samre – et tempel til hinduguden Vishnu, der blev opført i 1100-tallet og restaureret i 1940’erne – genkalder den pragt, som kendetegnede Khmerrigets storhedstid. Templet er lukket inde bag to sæt koncentriske, kvadratiske mure. De har måske engang været omgivet af en vandgrav, som symboliserede oceanerne omkring bjerget Meru, der var hindugudernes mytiske bolig. Banteay Samre er blot én af flere end tusind helligdomme, som khmererne rejste i byen Angkor under et byggeboom, der i omfang og ambitionsniveau kunne måle sig med Egyptens pyramider. Da vi er fløjet over, strækker jeg hals for at få et sidste glimt. Templet er forsvundet i skoven.

Angkor var skueplads for et af historiens største forsvindingsnumre. Khmerriget eksisterede fra det 9. til det 15. århundrede, og i sine velmagtsdage herskede det over en stor del af Sydøstasien fra Myanmar (Burma) i vest til Vietnam i øst. Hovedstaden Angkor havde helt op mod 750.000 indbyggere og var det største bykompleks i den førindustrielle verden med et areal på ca. 1000 km2 – større end nutidens Berlin. Da portugisiske missionærer i slutningen af 1500-tallet så Angkor Vats lotusformede tårne – det mest kunstfærdige af byens templer og verdens største religiøse monument – var rigets engang så strålende hovedstad ved at gå heden.

Forskerne har fremsat en lang liste af mulige årsager til rigets fald, herunder glubske erobrere, et religiøst holdningsskift og overgang til handel ad søvejen, hvilket dødsdømte en by, som lå inde i landet. Det er overvejende gætværk: Der er bevaret omkring 1300 indskrifter på templernes dørkarme og fritstående steler, men Angkors folk har ikke efterladt sig et eneste ord som forklaring på kongerigets fald.

Nye udgravninger, ikke af templerne, men af den infrastruktur, der var nødvendig for så stor en by, peger på en ny forklaring. Angkor blev tilsyneladende undergravet af den selvsamme opfindsomhed, der havde forvandlet en samling mindre len til et stort rige. Civilisationen lærte at tæmme Sydøstasiens årstidsbestemte oversvømmelser, men sygnede hen, da dens magt over den vigtigste ressource af alle, vandet, begyndte at glide den af hænde.

En fascinerende øjenvidneberetning tegner et levende billede af byen i dens velmagtsdage. I slutningen af 1200-tallet tilbragte en kinesisk diplomat ved navn Zhou Daguan knap et år i hovedstaden. Han levede beskedent som gæst hos en middelklassefamilie, der spiste ris med skeer fremstillet af kokosskal og drak vin brygget på honning, blade eller ris. Han skildrede en grusom skik, der var blevet opgivet kort inden hans ankomst, som gik ud på at tappe galde fra levende mennesker og drikke det som et styrkende middel, der skulle indgyde mod. Religiøse fester bød på fyrværkeri og vildsvinekampe. De mest imponerende optog fandt sted, når kongen begav sig ud blandt sine undersåtter. De kongelige processioner bestod blandt andet af elefanter og heste prydet med guld og hundredvis af paladskvinder smykket med blomster.

Angkors dagligliv skildres også af skulpturer, der har overlevet århundreders forfald og nyere tiders krig. Basrelieffer på tempelfacader gengiver forskellige hverdagsscener – f.eks. to mænd bøjet over et brætspil og en kvinde, der føder under en pavillon – og hylder den åndelige verden, der var beboet af væsner som apsaraserne, de dragende himmelske nymfer, der tjente som budbringere mellem mennesker og guder.

Basreliefferne afslører også en slange i paradis. Afbildningerne af jordisk harmoni og ophøjet indsigt veksler med krigsscener. På et basrelief står spydbærende krigere fra naboriget Champa tætpakket i en båd på vej over Tonle Sap-søen. Scenen er naturligvis foreviget i sten, fordi khmererne sejrede i slaget.

Angkor vandt det slag, men byen var splittet af rivalisering, hvilket øgede sårbarheden over for angreb fra Champa i øst og det formidable kongerige Ayutthaya i vest. Khmerkongerne havde flere koner, hvilket slørede arvefølgen og førte til konstante intriger imellem prinser, der kappedes om magten. “Khmerstaten var hyppigt ustabil,” siger arkæolog Roland Fletcher fra University of Sydney, der er en af lederne af forskningsprojektet Greater Angkor Project.

Nogle forskere mener, at Angkor døde, som den levede: med sværdet i hånden. I Ayutthayas annaler står at læse, at dets krigere “tog” Angkor i 1431. Den velstående khmerby har uden tvivl været et rigt bytte: Indskrifter praler med, at tempeltårnene var dækket med guld, hvilket også bekræftes af Zhou Daguans begejstrede skildring. For at få beretningerne om Angkors velstand til at harmonere med de smuldrende ruiner, der mødte rejsende fra Vesten, konkluderede franske historikere for hundrede år siden, at det var Ayutthaya, der plyndrede Angkor.

Roland Fletcher, som er optaget af at “finde ud af, hvad der får bosættelser til at vokse og gå til grunde”, er imidlertid skeptisk. Det billede, nogle af de tidlige lærde tegnede af Angkor, var farvet af europæisk historie med alle dens belejringer og erobringer, siger arkæologen. “Ayutthayas regent hævder at have taget Angkor, og han kan også have bragt nogle formelle regalier med tilbage til Ayutthaya,” fortsætter han. Men efter at Angkor var indtaget, indsatte Ayutthayas regent sin egen søn på tronen. “Han har næppe smadret byen, før han overlod den til sin søn.”

Det var nok de færreste af Angkors indbyggere, der lod sig gå på af rænkerne ved hoffet, men til gengæld spillede troen en stor rolle i hverdagen. Kongerne hævdede at være hinduismens legendariske verdenskejsere og rejste templer til ære for sig selv. Men da theravada-buddhismen i løbet af 1200- og 1300-tallet begyndte at overstråle hinduismen, har den nye religions trossætning om social lighed måske truet Angkors elite. “Den var lige så undergravende, som kristendommen var det for Romerriget,” fortæller Roland Fletcher. “Den har været yderst vanskelig at standse.”

Et religiøst opbrud af denne art må have svækket kongens autoritet. Gudekongens by var baseret på en pengeløs økonomi af tempelskatter og afgifter. Kongerigets faktiske valuta var ris, hovedernæringskilden for de tvangsarbejdere, der byggede templerne, og den flere tusind mand store stab, der drev dem. Ifølge en indskrift på Ta Prohm-templet blev dette alene betjent af 12.640 personer. Indskriften anfører også, at godt 66.000 bønder årligt producerede ca. 2500 ton ris til at bespise den mangfoldighed af præster, dansere og tempelarbejdere. Lægger man dertil bare tre store templer – Preah Khan samt Angkor Vats og Bayontemplets noget større anlæg – svulmer den anslåede arbejdsstyrke af bønder op til 300.000. Det er næsten halvdelen af hele Angkor-regionens anslåede indbyggertal. En ny egalitær religion som theravada-buddhismen kan have ført til oprør.

Eller måske vendte kongehoffet bare Angkor ryggen. Skiftende regenter havde for vane at rejse nye tempelkomplekser og lade de gamle forfalde, og det var måske den tradition for at begynde på en frisk, der dømte byen til undergang, da den oversøiske handel mellem Sydøstasien og Kina begyndte at blomstre. Eller måske var det ganske enkelt økonomisk opportunisme, der ved begyndelsen af 1500-tallet fik khmererne til at flytte magtcenteret tættere på Mekongfloden, ikke så langt fra Cambodjas nuværende hovedstad, Phnom Penh, hvorfra de havde lettere adgang til Det Sydkinesiske Hav. Økonomiske og religiøse omvæltninger kan have fremskyndet Angkors fald, men det var en anden fjende, der ramte regenterne uden varsel. Når Angkor blev middelalderens kraftcenter, var det takket være et avanceret system af kanaler og reservoirer, der satte byen i stand til at opmagasinere det sparsomme vand i tørre måneder og sprede overskudsvand i regntiden. Kræfter uden for Angkors kontrol kastede grus i dette fint afstemte maskineri.

Tema

Måske er du interesseret i ...

Læs også