Enorm gladiatorskole fundet i Wien

Arkæologer på feltarbejde uden for Wien har opdaget resterne af en skole til romerske gladiatorer – et kompleks, der i størrelse kan måle sig med træningsfaciliteterne uden for Colosseum i Rom.

13. september 2011 af Traci Watson, National Geographic News

Det nyopdagede anlæg har faciliteter, der aldrig tidligere er set på en romersk gladiatorskole eller ludus som f.eks. spor efter en øvedukke af træ. Og uden for portene har forskerne fundet, hvad de betegner som den første kendte gladiatorkirkegård inden for rammerne af en ludus.

Komplekset er "virkelig enormt", siger Franz Humer, der er videnskabelig chef for den arkæologiske park i Carnuntum, hvor gladiatorskolen er fundet, og hvor store dele af den ældgamle by er blevet rekonstrueret.

Fundet, som er gjort i nærheden af Donau-floden, er "en af de mest interessante ting, jeg kan forestille mig i min karriere," tilføjer Franz Humer.

Den nyopdagede skole "er vigtig", tilføjer Stephen Dyson fra University of Buffalo i USA, ekspert i romerrigets historie og arkæologi.

"Det er den eneste af denne størrelse og dette omfang, der er fundet noget sted i de romerske provinser," siger Stephen Dyson, som ikke har været involveret i opdagelsen.

Og selv om ludus'en i Carnuntum måske ikke ændrer på historikeres grundlæggende billede af gladiatorer, "er det en vigtig tilføjelse til vores samlede viden".

Forbindelse mellem gladiatorskole og filmen Gladiator?

Skolen er formentlig bygget samtidig med et amfiteater med plads til 13.000 tilskuere, som ligger over for, og som blev opført omkring år 150, mens Marcus Aurelius var romersk kejser. Amfiteatret blev udgravet i 1920'erne og 1930'erne.

Man ved, at Marcus Aurelius har opholdt sig i Carnuntum, og det er muligt, at hans søn Commodus, navnebror til den skurkagtige kejser i biograffilmen Gladiator fra 2000, så sine første gladiatorkampe i byen.

"Måske fik han smag" for den blodige sport i Carnuntum, siger Franz Humer. "Vi kan ikke bevise det – men ud fra tidsrækkefølgen ville det være muligt."

Gladiatorskole dobbelt så stor som IKEA

Arkæologer opdagede skolen ved hjælp af en traktor påmonteret radarudstyr, der kan trænge ned i jorden og skabe tredimensionelle billeder af begravede genstande.

Radaren afslørede et område med underjordiske bygningsrester omkring en central gårdsplads, fra små soverum til et stort rum med opvarmede gulve. Sammenstyrtede gulve vidner om hulrum beregnet til opvarmning under gulvene, siger forskerne.

På gårdspladsen var der et mini-amfiteater med tilskuerpladser og det hele, hvor gladiatorerne kunne øve deres færdigheder. Måske optrådte gladiatorerne, hvoraf de fleste var slaver, for potentielle opkøbere, siger Franz Humer.

Ved siden af træningsanlægget var der en indhegnet mark, campus, som måske har været brugt til vilde dyr, der var beregnede til gladiatorkampe, eller til træning af heste – en facilitet, som ikke tidligere er fundet på en ludus, siger Franz Humer.

Hele komplekset fylder ca. 19.000 m2, næsten dobbelt så meget som et gennemsnitligt IKEA-varehus.

De centrale bygninger på gladiatorskolen i Carnuntum minder dog meget om resterne af kendte gladiatorskoler, der er udgravet i Rom og Pompeji. Ligheden har overbevist forskerne om, at fundet i Carnuntum virkelig er en gladiatorskole, selv om den ikke er blevet udgravet.

Kulturel afsmitning fra Rom

En udgravning af kirkegården og andre bygningsrester vil kunne føje detaljer til historikeres forståelse af gladiatorernes liv, siger Ian Haynes, der er arkæolog på Newcastle University i England og specialist i Romerriget.

Knogler fra en gladiatorkirkegård i Tyrkiet har således afsløret fysiske skader, der er tilføjet under kampe.

Selv hvis udgraverne aldrig kommer til at vende en eneste skovlfuld jord på stedet, vil ludus'en i Carnuntum "være et kraftigt vidnesbyrd om, hvordan kulturerne i rigets bycentre er forbundet med hinanden", siger Ian Haynes, der ikke har medvirket i forskningen omkring Carnuntum.

"Konstruktionerne, der er fundet her ved Donau, er direkte sammenlignelige med fund i centrum af selve Rom. ... viser meget tydeligt, at byer som Carnuntum var stærkt prægede af denne romerske, kosmopolitiske kultur."

Måske er du interesseret i ...

Læs også