Angkors endeligt

Det er middagstid en junidag ca. 16 km nord for Angkor Vat, og i bunden af den mudrede, 4 m lange grøft er der ingen beskyttelse mod solen. Roland Fletcher ser ud, som om han skal til at kaste sig ud i et længere foredrag om de rødgrå stenblokke, forskerne har udgravet. I stedet sukker han: “Det her er ganske enkelt fantastisk!”

22. december 2009

Det er middagstid en junidag ca. 16 km nord for Angkor Vat, og i bunden af den mudrede, 4 m lange grøft er der ingen beskyttelse mod solen. Roland Fletcher ser ud, som om han skal til at kaste sig ud i et længere foredrag om de rødgrå stenblokke, forskerne har udgravet. I stedet sukker han: “Det her er ganske enkelt fantastisk!”

Stenblokkene passer perfekt sammen og er udhugget i plintit, et formbart, jernholdigt jordlag, der hærder, når det udsættes for ilt. Da Ronald Fletcher og Christophe Pottier for et par år siden fandt den første del af bygningsværket, troede de, at det var resterne af en lille sluseport.

“Det har forvandlet sig til en kæmpe,” siger han. Blokkene er rester af et overfald tværs over en skrånende dæmning, som kan have været lige så lang som en fodboldbane. Mens Angkor blomstrede i slutningen af 800-tallet, udgravede ingeniører en lang kanal, der ændrede Siem Reap-flodens løb og ledte vandet sydpå til det nyopførte Østlige Baray, et reservoir, der var næsten lige så stort som det senere Vestlige Baray. Dæmningen, der var anlagt i floden, ledte vandet ud i kanalen. Men en del af den vældige konstruktion kan også have fungeret som overfaldsdæmning under voldsomme regnskyl, således at vandet løb over den lave struktur og strømmede ned i det tidligere flodleje.

Ruinerne af overfaldet er et vigtigt vidnesbyrd om den evige kamp, der udspillede sig, mens generationer af khmeringeniører forsøgte at tumle et vandreguleringssystem, der blev stadig mere sammensat og uregerligt. “De har nok brugt en stor del af deres liv på at udbedre det,” siger Ronald Fletcher. Nogle af dæmningens blokke ligger hulter til bulter; hele partier af murværket mangler. “Den logiske forklaring er, at dæmningen brød sammen,” siger Ronald Fletcher. Måske gnavede floden sig ind i den, så den gradvis blev svækket. Måske blev den skyllet væk af en usædvanlig stor flodbølge, en af den slags, vi oplever en gang hvert eller endda hvert femte århundrede. Derefter rev khmererne hovedparten af det tilbageværende murværk ned og brugte stenene til andre formål.

Et andet tegn på, at systemet var begyndt at svigte, stammer fra en dam ved det vestlige Mebontempel, der ligger på en ø midt i Det Vestlige Baray. Pollenkorn, der er bevaret i mudderet, viser, at der voksede lotus og andre vandplanter i barayet indtil begyndelsen af 1200-tallet. Derefter dukker der nye pollentyper op fra arter som bregner, der foretrækker moser eller tør jord. Midt i Angkors storhedstid lader det til, at et af reservoirerne i en periode tørrede helt ud. “Der gik et eller andet galt meget tidligere, end vi forventede,” siger pollenekspert Daniel Penny fra Greater Angkor Project. Enhver forringelse af vandreguleringssystemet må have gjort Angkor sårbar over for et naturfænomen, som ingen af tidens ingeniører kunne have forudset. Fra 1300-tallet oplevede Europa nogle århundreder med uforudsigeligt vejr, der var kendetegnede ved barske vintre og kølige somre. Indtil for nylig var der kun få oplysninger om, hvordan det forholdt sig i andre dele af verden i denne periode, der kaldes den lille istid. Nu lader det til, at også Sydøstasien oplevede klimaforandringer.

Omkring Angkor varer sommermonsunen som regel fra maj til oktober og afgiver knap 90 % af egnens årlige nedbør. Monsunens pålidelighed er afgørende for alt liv, også menneskets. For at kortlægge tidligere tiders monsunmønstre begav Brendan Buckley fra Lamont-Doherty Earth Observatory i New York sig ind i Sydøstasiens skove på jagt efter træer med årringe. Han og hans kolleger vidste godt, at det ikke ville blive nemt: De fleste af regionens træarter har ikke tydelige årringe, eller også dannes de ikke år for år. Flere ekspeditioner gav bonus i form af en samling træarter, der lever længe, bl.a. teak og den sjældne fujiancypress. Nogle af de fujiancypresser, de registrerede, er 900 år gamle og har overlevet både Angkors storhed og fald.

Fujiancypresserne fortalte en forbløffende historie. Sæt af indsnævrede vækstringe viste, at træerne havde været udsat for en stribe voldsomme tørkeperioder fra 1362 til 1392 og igen fra 1415 til 1440. I de perioder har monsunen været svag eller forsinket, og i nogle af årene er den måske endda helt udeblevet. I andre år fejede voldsomme monsuner hen over regionen.

For et vaklende rige kan ekstreme vejrforhold være blevet nådestødet. Ud fra det udtørrede Vestlige Baray at dømme var Angkors vandsystem allerede begyndt at skrante årtier forinden. “Vi ved ikke, hvorfor systemet ikke var oppe på fuld ydeevne – det er en gåde,” siger Daniel Penny. “Men det betyder, at Angkor ikke havde noget fedt at tære på. Byen var mere sårbar over for tørke end nogen sinde før i sin historie.” Strenge og langvarige tørkeperioder afbrudt af skybrudslignende regn “ville have ødelagt vandreguleringssystemet”, siger Ronald Fletcher.

Alligevel, siger Daniel Penny, “så handler det jo ikke om, at stedet var ved at blive omdannet til ørken”. Folk på Tonle Sap-flodsletten syd for hovedtemplerne ville have været beskyttet mod de værste følger. Tonle Sap har tilløb fra Mekongfloden, der igen har sit udspring i de tibetanske gletsjerområder, som stort set ville have været upåvirkede af et ændret monsunmønster. Hvor dygtige khmeringeniørerne end var, kunne de dog ikke afhjælpe tørken i nord ved at lede vand fra Tonle Sap mod landskabets hældning. Tyngdekraften var deres eneste pumpe.

Hvis beboerne i det nordlige Angkor sultede, mens andre dele af byen samlede ris til hobe, ville det give grobund for alvorlig social uro. “Når befolkningstallet overstiger jordens ydeevne, bliver der rigtig ballade,” siger antropolog Michael Coe fra Yale University. “Det fører uvægerligt til et kulturelt sammenbrud.” En underernæret hær optaget af indre splid ville have gjort byen sårbar for angreb. Det var netop også hen mod slutningen af den anden voldsomme tørkeperiode, at Ayutthaya invaderede Angkor og afsatte khmerkongen fra tronen.

Lægger man de nye politiske og religiøse vinde, der allerede blæste igennem kongeriget, sammen med de kaotiske klimaforhold, var Angkors skæbne beseglet, siger Ronald Fletcher. “Verden uden om Angkor var under forandring. Samfundet var på vej videre. Det ville have været et under, hvis Angkor havde bestået.”

Khmerriget er ikke den første civilisation, der er blevet fældet af klimaforandringer. Flere århundreder tidligere, mens Angkor var på vej frem, blev mayaernes bystater i Mexico og Mellemamerika omme på den anden side af kloden undermineret af tilsvarende klimaforandringer. Mange forskere mener nu, at mayaerne bukkede under for overbefolkning og udpining af miljøet efter tre barske tørkeperioder i 800-tallet. “Det var i bund og grund det samme, der skete for Angkor,” siger Michael Coe.

Måske er nutidens samfund nødt til at forberede sig på lignende klimatiske udfordringer. Ifølge Brendan Buckley var det højst sandsynligt det koblede ocean-atmosfære-fænomen El Niños intense og vedvarende opvarmning af overfladevandet i de centrale og østlige dele af det tropiske Stillehav, der udløste de voldsomme tørkeperioder i Angkor. Det diskuteres nu blandt videnskabsfolk, om menneskeskabt klimaforandring vil udløse en kraftigere El Niño, men årringene på de vietnamesiske træer viser, at selv de naturlige udsving i Stillehavet kan udløse en katastrofe.

Angkors endeligt er en alvorlig lektion i den menneskelige opfindsomheds begrænsninger. Khmererne havde omformet deres verden – en monumental investering, som det ville have været smerteligt for kongerigets regenter at opgive. “Angkors hydrauliske system var et utroligt maskineri, en vidunderlig mekanisme til at regulere verden med,” siger Ronald Fletcher. Det lykkedes ingeniørerne at holde civilisationens flagskib gående i 600 år – indtil de til sidst blev overmandet af større kræfter.

Måske er du interesseret i ...

Læs også