Et spørgsmål om penge

Det er næsten umuligt at nævne et dyr eller en planteart på Jorden, som der ikke har været drevet lovlig eller ulovlig handel med på grund af kødet, pelsen, skindet, sangen eller skønheden. Som kæledyr eller som ingrediens i parfume eller medicin. Hvert år køber Kina, USA, Europa og Japan for mange milliarder kroner fra områder med stor biodiversitet såsom Sydøstasien. Parker tømmes, og naturområder, der tidligere var mere utilgængelige, plyndres.

Vejen til markedet begynder typisk med, at fattige jægere eller bønder fanger dyr til lokale handelsmænd, der efterfølgende sender dem videre i forsyningskæden. Men nogle af de illegale handlere, bl.a. Anson Wong, har også præsteret at sende deres egne krybskytter ud forklædt som turister. I Asien ender dyr og planter på festdækkede middagsborde eller i naturmedicin. I Vesten finder man dem i dagligstuen hos folk, der er vilde med eksotiske dyr. Det er ligesom på en kunstauktion: Jo sjældnere varen er, desto højere er prisen. Verden over dør naturen, og prisen på de sjældneste skatte stiger.

Ingen kender det nøjagtige omfang af den ulovlige handel, men ét er sikkert: Den er yderst indbringende. Fortjenesten er så stor, at narkobaroner ville slå ihjel for den. Smuglerne undgår at blive opdaget ved at skjule de ulovlige varer i lovlige forsendelser, gennem bestikkelse og ved at fifle med handelspapirerne. De færreste bliver pågrebet, og straffen er sjældent værre end en parkeringsbøde. Ulovlig handel med vilde dyr og planter er måske den mest indbringende form for illegal handel overhovedet.

Smuglerne udnytter desuden et smuthul i Washingtonkonventionen, som med sine 175 medlemslande er verdens vigtigste aftale om beskyttelse af vilde dyr og planter. Arterne er inddelt i tre kategorier. Dyrene på liste I, f.eks. tigre og orangutanger, regnes for at være så tæt på udryddelse, at kommerciel handel med dem er forbudt. Arterne på liste II er mindre udsatte og må handles, hvis der er opnået tilladelse, mens arterne på liste III er beskyttet af loven i det land, der har sat dem på listen. Washingtonkonventionen har imidlertid en alvorlig begrænsning: Arter, der er opfostret i fangenskab, nyder ikke samme beskyttelse som vilde.

Tilhængere af avl i fangenskab fremfører, at det letter presset på de vilde bestande, begrænser antallet af lovovertrædelser, imødekommer den internationale efterspørgsel, som altid vil være der, og belønner dem, der påtager sig at “opdrætte” vilde dyr. Men disse fordele gælder kun i lande, hvor reglerne håndhæves tilstrækkeligt effektivt til, at det har en afskrækkende virkning. Smuglerne etablerer nemlig falske opdrætsfaciliteter og hævder, at de dyr og planter, de har hentet ulovligt i naturen, er avlet i fangenskab. Denne fremgangsmåde er bare én af de teknikker, Anson Wong benyttede som skalkeskjul for et af verdens største syndikater for ulovlig handel med vilde dyr.

Men nu har verdens mest berygtede, dømte krybdyrshandler lagt kursen om. Og det kan få knusende konsekvenser for et af Jordens mest beundrede, karismatiske og truede dyr: tigeren.'

OPERATION KAMÆLEON

George Morrisons specialenhed indledte jagten på Anson Wong i efteråret 1993. Man havde indtil da haft betydelig succes med at slå ned på de store fisk inden for den ulovlige, kommercielle handel med dyr og planter, men i 1990’erne strømmede de illegale krybdyr ind i USA. Priserne strøg på himmelflugt. En sjælden skildpadde eller en komodovaran kunne indbringe over 100.000 kr. Og krybdyr er lette at smugle. De er små (i hvert fald som unger), hårdføre og vekselvarme, så de kan klare sig i lange perioder uden føde og vand. De værdifulde og let flytbare krybdyr var diamanterne i den illegale handel med vilde dyr.

Meddelere havde talt om Anson Wong i årevis, og specialenheden havde mistanke om, at han var hovedmanden bag den globale, illegale handel med krybdyr. Anson Wong var i forvejen eftersøgt i USA for at smugle sjældne krybdyr til Florida i slutningen af 1980’erne. Han var angiveligt fuldstændigt klar over sin status som lovløs, så der skulle noget helt særligt til for at få fat på ham.

George Morrison blev udpeget til at stå i spidsen for projektet, og han lejede sig sammen med sin overordnede, Rick Leach, ind i et forretningskompleks uden for San Francisco. De fyldte deres nye engrosfirma, Pac Rim, med de eneste salgbare handelsvarer, de havde, nemlig et læs strandskaller og koraller, som stammede fra tidligere sager: Der var rillede muslingeskaller, snoede sneglehuse, hårde koraller og noget af det hvide og lyserøde skrabsammen, der sælges som akvarietilbehør og i badestedernes turistkiosker. De reklamerede i diverse tidsskrifter, og de garvede forbryderjægere stod selv for pakning og ekspedition af ordrerne.

Som et supplement til Pac Rim etablerede specialenheden detailvirksomheden Silver State Exotics uden for Reno i Nevada. Kombinationen af de to virksomheder betød, at den økonomiske cirkel var sluttet. Via Pac Rim kunne der importeres dyr i engrosmængder, og gennem Silver State Exotics kunne man i detailleddet sælge det, der ikke skulle bruges som bevismateriale. Det fik Pac Rim til at fremstå som et blomstrende, globalt foretagende, og det gav penge i kassen. Den 19. oktober 1995 sendte George Morrison en fax til Anson Wongs firma, Sungai Rusa Wildlife, hvori han forklarede, at han solgte strandskaller og koraller engros og var interesseret i at udvide aktiviteterne med krybdyr og padder. Anson Wong besvarede henvendelsen med en ultrakort prisliste med discountfrøer og -tudser til under 25 kr. stykket og husgekkoer til 1,50 kr. Dyrene var angivet med deres latinske betegnelser, og i et enkelt tilfælde brugte Anson Wong sit eget navn til en underart: ansoni. To af dyrene på listen skilte sig ud fra de øvrige: Ny Guinea-blødskildpadden og kraveagamen, som er fredede i hele deres udbredelsesområde i Papua Ny Guinea, Indonesien og Australien. Første gang Anson Wong var i kontakt med den for ham ukendte George Morrison, gav han altså allerede en smagsprøve på dyr, som det var forbudt at handle med.

Snart falbød Anson Wong nogle af verdens sjældneste og mest værdifulde krybdyr fra Washingtonkonventionens liste I: komodovaraner fra Indonesien, tuataraer fra New Zealand, kinesiske alligatorer og de ekstremt sjældne plovfureskildpadder. Med assistance fra en korrupt medarbejder hos forsendelsesvirksomheden FedEx i Phoenix i Arizona sendte Anson Wong fredede arter til falske adresser, bl.a. en sydøstasiatisk falsk gavial og stråleskildpadder, der alle figurerer på liste I. Han fik også fløjet komodovaraner direkte fra Malaysia til George Morrison. Dyrene var skjult i kufferter, som hans amerikanske kurer, James Burroughs, trillede af sted med. Og han sendte stråleskildpadder, der havde fået benene tapet inde i skjoldet og blev pakket ind i sorte sokker og anbragt i bunden af lovlige forsendelser.

George Morrison var forbavset over Anson Wongs formåen. Han kunne formidle skildpadder fra Peru uden nogensinde at have været i berøring med dem. Han sørgede for krybskytter til opgaver i et vildtreservat i New Zealand. Han ejede et foretagende i Vietnam, der arbejdede med vilde dyr. Og han pralede med at kunne gennemføre enhver transaktion, om nødvendigt med hjælp fra kinesiske muskelmænd.

Meget betegnende udnyttede Anson Wong Washingtonkonventionens undtagelse om dyr avlet i fangenskab, idet han påstod, at de vilde dyr, han eksporterede, var opdrættet i fangenskab. I ét tilfælde sendte han et stort antal stjerneskildpadder gennem Dubai og hævdede, at de var opdrættet der. Da efterforskerne kontrollerede adressen, fandt de en blomsterbutik.

Anson Wong forsikrede George Morrison om, at de ikke havde noget at frygte fra de malaysiske myndigheders side. I Malaysia sorterer ulovligt smugleri af vilde dyr og planter under såvel toldvæsenet som direktoratet for vilde dyr, planter og nationalparker, Perhilitan. Men som Anson Wong sagde til George Morrison: “Jeg får den næstkommanderende i tolden til at hjælpe min amerikanske kurer ud af lufthavnen og køre ham til mit kontor.”

På et tidspunkt tilbød Anson Wong George Morrison at købe 20 timorpytoner for 75.000 kr. George Morrison erklærede sig interesseret, men frygtede, at slangerne ikke kunne eksporteres i henhold til Washingtonkonventionen. “Papirarbejdet skal nok komme i orden,” sagde Anson Wong. “Jeg sørger for en kurer, som bliver anholdt. Derefter bliver varerne konfiskeret og solgt til mig af Perhilitan.”

Efterfølgende tilbød Anson Wong George Morrison horn fra sumatra- og javanæsehorn, der begge står anført på liste I. Og han talte åbent om at skaffe shahtoosh, sjaler lavet af den fantastiske uld fra den tibetanske antilope chiruen. Han havde adgang til usædvanlige fugle som balistæren, hvis vilde bestand blev anslået til under 150 eksemplarer. Han pralede med sine spixaraer, som i dag menes at være uddøde i vild tilstand, og påstod, at han for nylig havde solgt tre. En spixara kostede knap 500.000 kr. på det sorte marked. Anson Wongs liste over illegale sjældenheder omfattede desuden skind fra pandabjørne og pels fra sneleoparder.

Det havde været en frygtelig fejltagelse at tro, at Anson Wong udelukkende smuglede krybdyr, og fejlen havde gjort det muligt for ham at manøvrere frit i hele verden. Hvis Anson Wong kunne holde, hvad han lovede, fungerede de billige og lovlige krybdyr, der blev sendt af sted til alverdens dyrehandler, blot som et skalkeskjul for et enormt, illegalt smuglerimperium.

“Jeg kan skaffe hvad som helst hvor som helst,” skrev han til George Morrison. “Det er kun et spørgsmål om, hvor meget folk får for det. Sig, hvad du vil have, så afvejer jeg risikoen og finder ud af, hvad du skal give for det.”

“Ingen kan gøre mig noget,” pralede han. “Jeg kunne sælge en panda, uden at der skete noget. Så længe jeg er her i Malaysia, er jeg i sikkerhed.”

Men efter fem år og ulovlig handel for 2,5 millioner kr. var George Morrison nu endelig parat til at bryde igennem forsvarsværkerne på Fort Malaysia, som han kaldte Anson Wongs base. Han foreslog Anson Wong at blive partner i et nyt foretagende, en slags Truede Arter A/S, der skulle specialisere sig i Jordens sjældneste dyr. “De dyreste og dem, der er sværest at opdrive,” svarede Anson Wong. “Jeg har skabt mig en position, hvor folk tilbyder mig ting, før de går andre steder hen.” Han var med på den.

George Morrison foreslog, at de lagde ud med at smugle bjørnegalde, som er en af ingredienserne i kinesisk naturmedicin. Anson Wong gav ham ret i, at der var stor efterspørgsel efter bjørnegalde i Kina og Sydkorea, og han erklærede, at han havde en kunde, der var villig til at betale op til 500 kr. for 30 ml. “Men husk nu, at jeg ikke sælger direkte. Det er for farligt,” skrev han til George Morrison. I stedet ville han benytte sig af en mellemmand.

George Morrison sagde, at han også havde en samarbejdspartner, der kunne skaffe galde fra Canada, men hun ville ikke samarbejde med Anson Wong, før hun havde mødt ham personligt. Anson Wong tøvede. Han kunne ikke rejse til USA, for dér var der udstedt arrestordre på ham, og han var også temmelig loren ved Canada.

“Vi kan mødes hvor som helst her i Asien,” skrev Anson Wong. Argentina, Sydafrika, Peru, Frankrig og England kunne også gå an. “Men hverken New Zealand eller Australien.” De blev til sidst enige om at mødes i Mexico.

• Forrige Side 2 af 4 Næste