En varm drik i et koldt klima

Det fortælles, at te først kom til Tibet, da prinsesse Wen Cheng fra Tangdynastiet giftede sig i 641 e.Kr. med den tibetanske kong Song­tsen Gampo. Både den tibetanske kongefamilie og nomaderne fik smag for te, og med god grund. Det var en varm drik i et koldt klima, hvor de eneste alternativer var smeltet sne, mælk fra yakokser og geder, bygmælk eller chang (bygøl). En kop te med yaksmør gav hyrderne et mellemmåltid, mens de varmede sig ved kokasse-bålet i det forblæste ødeland.

Den te, der kom til Tibet ad Tevejen, var en primitiv udgave af drikken. Te laves af tebusken, som er en subtropisk, stedsegrøn busk. Mens grøn te fremstilles af uiltede skud og blade, laves tebriketter til Tibet den dag i dag af plantens store, seje blade, kviste og stængler. Det er den bitreste te, man kan få. Når teen er dampet og tørret flere gange, blandes den med klistret risvand, presses i forme og tørres. En briket sort te vejer mellem et halvt og tre kilo, og de sælges fortsat over hele Tibet.

I det 11. århundrede var tebriketterne blevet til rigets­ gangbare mønt. Songdynastiet købte robuste tibetanske rideheste for dem til brug i krig mod de vilde nomadestammer fra nord, forgængerne for Djengis Khans horder. Te blev den vigtigste vare mellem Kina og Tibet. Kineserne betalte 60 kg te for en hest. Prisen var fastsat af Sichuans Te- og Heste­agentur, som blev grundlagt i 1074. Tebærere fragtede te fra fabrikker og plan­tager omkring Ya’an op til Kangding i 2550 meters højde. Dér blev teen syet ind i vandtætte yakskindshylstre og læsset på karavaner af muldyr og yakokser, som tog den tre måneder lange tur til Lhasa.

I 1200-tallet købte Kina ca. 25.000 heste om året for millioner af kilo te, men det kunne ikke redde Songdynastiet, som i 1279 blev besejret af Djengis Khans sønnesøn, Khubilai Khan.

Tuskhandelen med te og heste fortsatte ikke desto mindre under Mingdynastiet (1368-1644) og frem til midten af Qingdynastiet (1645-1912). Da Kinas efterspørgsel efter heste begyndte at falde i 1700-tallet, blev teen udvekslet med andre varer: dyreskind fra højsletten, uld, guld, sølv og vigtigst af alt traditionel kinesisk medicin, som kun kunne fås i Tibet. Det var disse varer, de sidste tebærere som Luo Yong Fu, Gan Shao Yu og Li Wen Liang fragtede tilbage fra Kangding, når de havde afleveret deres telæs.

Akkurat som de kinesiske kejsere regulerede handlen med te i Sichuan, blev handlen i det religiøst styrede Tibet reguleret af klostrene. Tevejen, som tibetanerne kalder Gyalam, forbandt de vigtige klostre med hinanden. I århundredernes løb ændrede magtkampe i Tibet og Kina Gyalam-rutens forløb. Der var tre hovedforsyningsveje. Én sydfra i Yunnan, én nordfra og én østfra, der skar sig igennem det centrale Tibet. Det meste af teen blev ekspederet ad den centrale rute, fordi den var kortest.

I dag er den nordlige rute asfalteret og blevet til hovedvej 317. I nærheden af Lhasa løber den parallelt med verdens højest beliggende jernbane, Qinghai-Tibet-banen. Den sydlige rute, hovedvej 318, er også asfalteret. De to hovedveje er vigtige handelsruter og fyldt med last­biler, som fragter alle tænkelige varer lige fra te, skriveblokke, solfangere og plastictallerkener til computere og mobiltelefoner. Trafikken bevæger sig stort set samme vej – vestpå til Tibet – for at imødekomme efterspørgslen fra den eksplosivt voksende kinesiske befolkning.

Den vestlige del af den centrale rute er aldrig blevet asfalteret. Den snor sig gennem Nyenchen Tanglha-bjergene – et område, der er så barskt og ugæstfrist, at det for årtier siden simpelt hen er blevet forladt og lukket for rejsende.

Jeg har set resterne af den oprindelige Tevej i Kina. For at gøre det samme i Tibet er jeg nødt til at finde en vej ind i disse forbudte bjerge. Jeg ringer til min kone, Sue Ibarra, der er en erfaren bjergbestiger, og beder hende om at møde mig i Lhasa i august.

• Forrige Side 2 af 4 Næste