Vilde dyr der kan tæmmes

“Halløj! Hvordan går det?” spørger Ljudmila Trut og åbner lågen til et af mange trådbure.

“Mavrik” står der på navneskiltet. Vi står i gangen mellem to lange rækker ens bure på en gård lige uden for byen Novosibirsk i det sydlige Sibirien, og det er ikke mig, den 76-årige biolog hilser på, men derimod burets pelsklædte beboer. Selv om jeg ikke taler russisk, genkender jeg alligevel den hengivne, moderlige tone, som hundeejere bruger, når de taler til deres kæledyr.

Genstanden for Ljudmila Truts opmærksomhed, Mavrik, er på størrelse med en shetland sheepdog og har kastanjebrun pels og en hvid “hagesmæk” på brystet. Han logrer med halen, ruller rundt på ryggen og gisper ivrigt i forventning om opmærksomhed. Beboerne i de andre bure opfører sig ligesådan. De bjæffer og hyler i en sand eksplosion af pels og ubehersket begejstring.

“Som du kan se,” siger Ljudmila Trut gennem spektaklet, “vil de alle sammen gerne have menneskelig kontakt.” I dag er det Mavrik, som er den heldige. Ljudmila Trut løfter ham ud af buret og rækker ham til mig. Som han sidder der i min favn, mens han forsigtigt napper mig i hånden, er han lige så føjelig som enhver skødehund.