Ulvekrigen

Ulve minder på mange måder om mennesker.

De er stærke, aggressive, territoriale og lever af rov. De er intelligente, nysgerrige, loyale og kan samarbejde og tilpasse sig. De har en kraftig indvirkning på det økosystem, som de lever i.
Alligevel har vi det svært med ulve, ingen tvivl om det.

Måske kan vi ikke rigtig rumme forbindelsen mellem den store, stygge ulv og dens nære slægtning med de tilbedende øjne, der følger os rundt i huset. Eller måske er det, fordi den grå ulv er klodens mest udbredte, store landpattedyr næst efter mennesker og deres husdyr – og på den nordlige halvkugle længe har konkurreret direkte med os om kød. Uanset grunden er mennesker og ulve i krig – det er en ældgammel strid om territorier og føde mellem deres klaner og vores. I USA strækker slagmarken sig ud over de nordlige Rocky Mountains-stater.

Mange havde troet, at krigen var slut. De grå ulve blev nådesløst skudt, fanget i fælder og forgivet, selv i naturreservater, indtil de var udryddet i det vestlige USA i 1930’erne. Da Canis lupus i 1974 blev erklæret en truet art i USA’s 48 sammenhængende delstater, fandtes der kun ulve i ét hjørne af det nordlige Minnesota samt i en nationalpark på øen Isle Royale ude i Lake Superior i Michigan.

Men så midt i 1980’erne vandrede nogle få ulve fra Canada sydpå langs det højtliggende vandskel The Continental Divide i Rocky Mountains. To af dem slog sig ned på en afsondret eng i Glacier Nationalpark i Montana og fik fem unger i 1986. De biologer, der med ømme fødder prøvede at holde styr på de nytilkomne, kaldte dem “den magiske flok”, for de havde det med at forsvinde og dukke op igen, som var de strejf af mosekonebryg.

Flokken voksede og delte sig snart i to, så i tre, der for det meste holdt sig inden for parken. Nogle af ulvene brød op og spredte sig til nærliggende statsskove. Så var der pludselig et par, der lavede sig en hule på en privatejet ranch næsten 150 km sydvest for Glacier Nationalpark og mindre end 50 km fra grænsen til Idaho. Folk begyndte at rapportere om ulve i både Idaho og det nordlige Wyoming. Men der var stadig ingen sikre tegn på, om ulvene ikke bare var på gennemrejse. Ikke endnu.

I 1995 og 1996 indfangede USA’s fiskeri- og vildtforvaltning så ulve i Canada og satte dem ud i den godt 8900 km2 store Yellowstone Natio­nalpark og i naturområder i det centrale Idaho. Denne hidtil usete handling fra myndighedernes side udløste sådan et væld af håb, frygt, fortørnelse, sagsanlæg og overskrifter, at de fleste tror, at ulvens tilbagekomst til det amerikanske Vesten begyndte der. Det gjorde den ikke, men genindførelsen forstærkede effekten. Bestandene voksede, og krigen optrappedes.

I 2008 bekræftede embedsmænd fra vildt­forvaltningen 569 tilfælde af ulveangreb på kvæg eller får i det amerikanske Vesten. Det udgjorde mindre end 1 % af dødsfaldene blandt områdets dyrebesætninger, men tabene er aldrig ligeligt fordelt. Samme år blev 264 ulve skudt efter angreb på husdyr i Montana, Idaho og Wyoming. Det er mange ulve, men bestanden var nu vokset til omkring 1600 dyr i over 200 flokke, der strejfede om i området. I dag er der to nye flokke i det nordøstlige Washington, og der hviskes også om en lille enklave i Colorado. Vesten bliver vildere dag for dag.