Vi genopliver uddøde dyr

Nu har vi teknikken til at bringe uddøde arter tilbage. Men er den slags kloning en god idé?

2. maj 2013 af Karen Gunn, Chefredaktør, National Geographic Danmark

Den 30. juli 2003 skruede et hold spanske og franske forskere tiden tilbage ved at klone et uddødt dyr.

De bragte en iberisk stenbuk tilbage til verden, blot for at se den uddø igen. Stenbukken havde levet højt oppe i Pyrenæerne i tusinder af år, indtil arten uddøde i 2000.

Tanken om at bringe forsvundne arter tilbage ved kloning har svævet i grænselandet mellem virkelighed og fiktion i over 20 år – lige siden forfatteren Michael Crichton slap dinosaurerne løs i Jurassic Park. Men det meste af tiden har videnskabens forsøg på at genoplive arter haltet langt efter fantasierne. Klonet af den sidste iberiske stenbuk, Celia, er det tætteste, man nogensinde er kommet på at genskabe et uddødt dyr.

Alberto Fernández-Arias, der leder naturstyrelsen i den spanske region Aragonien, deltog i kloningsforsøget. Siden han oplevede de få minutter, hvor klonen levede, har han set frem til det øjeblik, hvor videnskaben endelig ville indhente fantasien, og mennesker ville blive i stand til at bringe et dyr tilbage, som de selv har udryddet.

"Vi er nået dertil nu," siger han.

Er kloning en god ide?

I efteråret 2012 afholdt National Geographic et videnskabeligt møde i sit hovedkvarter i Washington D.C. For første gang nogensinde var en gruppe genetikere, vildtbiologer, naturfredningsfolk og etikere samlet for at diskutere muligheden for at bringe uddøde dyr tilbage. Kunne det gøres? Burde kloning foretages på den måde?

En efter en rejste de sig for at fortælle om fantastiske fremskridt inden for kloning – manipulation af stamceller, udvinding af ældgammel DNA og rekonstruktion af tabte genomer. Som mødet skred frem var det tydeligt, at der var bred enighed om, at genoplivning nu er inden for rækkevidde.

"Der er sket meget mere, meget hurtigere end nogen kunne have forestillet sig," siger Ross MacPhee, der er pattedyrskurator på Amerikansk Naturhistorisk Museum i New York.

"Men vi skal virkelig tænke over, hvorfor vi overhovedet vil gøre det her – bringe en art tilbage."

Læs hele artiklen ved at klikke på download-knappen herunder.

Når du klikker på download-knappen bliver du bedt om at registrere dig som medlem af natgeo.dk. Det tager et minut og er ganske gratis.

Måske er du interesseret i ...

Læs også