Fund: Verdens største og ondeste bjørn!

En ny indehaver af titlen som verdens største og ondeste bjørn er fundet – en urgammel sydamerikansk kæmpe, der vejede op til 1600 kg. ”Det var helt vildt,” siger en ekspert.

4. februar 2011 af Christine Dell'Amore, National Geographic News

Den forhistoriske sydamerikanske kæmpebjørn kunne veje op til 1600 kg og var mindst 3,4 m høj, når den stod på bagbenene, siger ny forskning. Kæmpebjørnen strejfede om på sit kontinent for mellem 500.000 og 2 millioner år siden og har været den største og stærkeste kødæder på landjorden på den tid, siger forskerne. Hvad angår kødædere i den tidsperiode, ”er der intet, der kommer bare tilnærmelsesvist tæt på,” sagde medforfatter af forskningsrapporten, palæontolog Blaine Schubert fra East Tennessee State University i Johnson City i Tennesse.

Den tidligere sværvægtsmester var en nordamerikansk kæmpebjørn – en beslægtet, uddød art – der vejede op til 1,134 kg. Den største bjørn, man har registreret i moderne tid, var en 998 kg tung isbjørn, der blev skudt i Alaska i det 19. århundrede.

"Det var helt vildt, hvor stor den var."

Bjørneskelettet blev fundet i Buenos Aires-provinsen i Argentina i 1935 og blev for nylig undersøgt igen af Blaine Schubert og hans argentinske medforfatter, palæontolog Leopoldo Soibelzon, der er specialist i sydamerikanske bjørnefossiler.

Sydamerikas kæmpebjørn vs. et gennemsnitsmenneske. Illustration: Blaine Schubert.

Overarmsknoglen var næsten lige så stor som en elefants, og forskerholdet kunne ud fra opmålinger af overarmsknoglen beregne størrelsen på resten af bjørnens krop, sagde Blaine Schubert. Deres analyse afslørede også, at dyret var en gammel han, der havde døjet med adskillige alvorlige skader i sin levetid.

Det er størrelsen, der tæller - hos bjørne

Til gengæld er man ikke helt sikker på, hvad bjørnene åd og hvordan – og hvorfor de var så forskellige fra deres nordamerikanske slægtninge, konstaterede Schubert. Den sydamerikanske kæmpebjørneart var for eksempel kæmpestor fra starten, men blev mindre med tiden. Den nordamerikanske art derimod blev efterhånden større.

Schubert har en ide om, at kombinationen af rigeligt bytte og manglende konkurrence i Sydamerika gjorde bjørnen til kontinentets konge. Men efterhånden som der opstod flere kødædere, tilpassede kæmpebjørnene sig og blev mindre og mere altædende - ligesom vor tids sorte bjørn. I Nordamerika kan kæmpebjørnens voksende størrelse have givet den en fordel – alene vægten kan have skræmt sabelkatte og andre rovdyr væk fra det nedlagte bytte, gætter forskerne. Kæmpebjørnens storhedstid i Nordamerika faldt også sammen med en eksplosion af istidsmegafauna med bl.a. kæmpedovendyr, kameler og mammutter, der alle sammen var potentielle nye fødekilder.

”Vi havde et Afrika her,” sagde Schubert, og ”det er forsvundet nu.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også