4. Stor efterspørgsel på mammutstødtænder

Prisen på stødtænder fordoblet på to år

25. april 2013

Prisen på stødtænder fordoblet på to år

Ingen af de stødtandsjægere, jeg møder på en ekspedition til det nordlige Sakha-Jakutien, har nogensinde været uden for den sibiriske tundras grænser, men de er helt klar over den kinesiske efterspørgsel, som i løbet af de seneste to år har fordoblet prisen på mammutstødtænder af høj kvalitet til omkring 5000 kr. pr. kg i regionshovedstaden Jakutsk. På den anden side af den kinesiske grænse kan prisen let blive fordoblet. I en antikforretning i Hongkong har jeg set en 3 m lang mammutstødtand med snørklede udskæringer til godt 6 millioner kr. Da stødtandsjægerne opdager, at jeg bor i Beijing, spørger de alle, om jeg kan sætte dem i forbindelse med nogle kinesiske opkøbere.

Mange stødtandsjægere om buddet

Jagten er gået ind over hele Sakha-Jakutien. I landsbyen Kasatjje, som er centrum for handlen på Jana-floden, gør stødtandsjægere sig klar til at krydse tundraen på snescooter, i flyvebåd og selv i terrængående køretøjer fra Sovjettiden med larvefødder. Ved en afsides smeltevandssø udforsker jeg forhistorisk mudder og is langs den eroderede kystlinje sammen med et hold stødtandsjægere, da en tænderklaprende ung mand dukker op af det kolde vand iført våddragt og dykkermaske: endnu en jæger, der gerne vil være et skridt foran alle andre. Længere nede ad Jana-floden spuler et par mænd bevæbnet med vandslanger tunneller ind i en væg af sort is: en frossen guldgrube af stødtænder, knogler og kadavere fra mammutter.

Videnskabsfolk leder efter levedygtige celler til kloning

Stedet hedder Muus Khaja, og jeg er kommet hertil sammen med en stødtandsjæger med flere ansatte, som styrer sit fartøj og sine folk fra toppen af en 400 kg tung stabel mammutstødtænder. Elfenbenet skal fragtes længere op ad oden og sælges, men først vil han en tur omkring de ishuler, hvor et hold russiske og sydkoreanske videnskabsfolk er i gang med at udtage blødt mammutvæv i håb om at finde levedygtige celler, som de kan bruge til kloning. For et par år siden fandt denne lokale stødtandsjæger 30-40 stødtænder i en enkelt ishule, men i dag er hans folk dog mere mismodige. Folkene har kun fundet to stødtænder hele sommeren, og det er på ingen måde nok til at brødføde deres familier igennem hele vinteren. "Der er ikke mere at hente her," siger en af stødtandsjægerne. "Det er derfor, alle tager ud til øerne."

Måske er du interesseret i ...

Læs også