Leoparden mister 75% af sine jagtmarker

For en vild leopard er jagtmark og plads blandt de vigtigste faktorer hvad angår overlevelse. Nu afslører den hidtil mest omfattende undersøgelse af den store kats levevilkår et tab af territorier på hele 75%.

10. maj 2016 af Brian Clark Howard // Photo: Steve Winter

Blandt de store vilde katte er leoparden (Panthera pardus) den mest udbredte.

Afrika, Mellemøsten og Asien er stadig naturligt hjem for rovdyret, som trives i alt fra knastørre ørkener til frodige regnskove og endda meget tæt på storbyer.

Men tiden - og ikke mindst pladsen - er måske ved at løbe ud for den plettede kat.

Leopard har meget mindre plads

Nye undersøgelser foretaget af National Geographics Big Cats Intiative og Londons Zoologiske Selskab samt University College samme sted viser desværre, at leoparden nu blot regerer i godt 25% af dens tidligere territorier.

Det siger projektlederen Andrew Jacobson. Og fortsætter:

"Leoparden trives nogenlunde i dele af Afrika og Indien, mens de ni underarter i andre områder har oplevet et fald i bestandene på mere end 90%."

Det totale tab af leopardens jagtmarker de seneste årtier målt i kvadratkilometer er 27 millioner. Fra 35 helt ned til 8.

Klik for en større version af det nyeste kort over leopardens globale udbredelse.

Truet på flere fronter

Leoparden har både mistet jagtmarker og byttedyr gennem tiden, men er også truet af direkte forfølgelse. Ikke mindst dens plettede pels er et yndet trofæ for weekendjægere og samlere.

Den værste nedgang er sket i områder hvor leoparden i forvejen er sjælden. I ørkener er et enkelt individ per 100 kvadratkilometer normalt, mens 30 deles om samme areal i regnskovene.

Alligevel spiller leoparden adskillige steder en vigtig rolle som naturlig balanceskaber øverst i fødekæden.

Underarter i fare

De tre underarter som lider mest er den orientalske, den arabiske og den nordkinesiske. Truet er også den javanesiske, den persiske, den indokinesiske og den srilankanske leopard.

De gode nyheder kommer fra det østlige Rusland samt Kaukasus, hvor regeringsindgreb mod krybskytteri har stabiliseret leopardbestandene.

Jacobson håber lignende tiltag kan hjælpe til med at redde leoparder fra andre dele af Verden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også