Løver angriber flodhest - Se billederne

Nyligt offentliggjorte billeder viser løver, der angriber og dræber en ung flodhest i Sydafrika – en sjældenhed, siger eksperter.

To hanløver angriber en ung flodhest på nyligt offentliggjorte billeder. Eksperter beskriver mødet som "usædvanligt".
Andrew Schoeman, National News/Zuma Press
To hanløver angriber en ung flodhest på nyligt offentliggjorte billeder. Eksperter beskriver mødet som "usædvanligt".

I 2006 blev fotograf Andrew Schoeman vækket i det private vildtreservat Sabi Sands i Sydafrika af desperate brøl. Brølene kom fra en flodhest, der var omringet af løver.

"Hver gang flodhesten prøvede at komme væk, gik løverne til angreb på den, og den måtte trække sig tilbage i vandet," siger Andrew Schoeman ifølge fotobureauet Zuma Press. Efter flere timer overmandede de aggressive løver til sidst flodhesten og druknede den.

"Løver kan dræbe hvad som helst. Der er nogle kendte steder i Afrika, hvor flokkene er store og vænner sig til at nedlægge elefanter. [Men] det er stadig ret sjældent", at kattedyrene går løs på flodheste, siger Luke Hunter, præsident for organisationen Panthera, der arbejder for at sikre de vilde kattes overlevelse.

Løver "retter oftest opmærksomheden mod det oplagte bytte" som f.eks. gnuer og zebraer, siger Luke Hunter, hvis gruppe samarbejder med National Geographic Societys Big Cats Initiative.

Undersøgelser mellem 1988 og 2000 i Sabi Sands, der er en del af et større økosystem i Kruger Nationalpark, har dokumenteret over 4000 drab af store kødædere. Kun ét var en flodhest dræbt af løver, siger Luke Hunter.

Mike Watson, der er direktør for den kenyanske nonprofit-organisation Lewa Wildlife Conservancy, er enig i, at det er et usædvanligt møde.

"Løver udsætter sig nødig for større risiko for at komme til skade ved at udfordre store pattedyr, der nemt kan såre dem," siger Mike Watson via e-mail.

"Min erfaring er, at løver er kendt for at gå efter de nemmeste mål – og flodheste, elefanter og [voksne] giraffer indgår absolut ikke i den kategori."

Han-løver er bestemt ikke dovne

Billederne modbeviser en udbredt antagelse om, at hanløver er dovne og "overlader alt arbejdet til hunnerne", siger Craig Packer, biolog og løveekspert på University of Minnesota i USA, via e-mail.

Hunløver jager generelt det meste af flokkens mindre bytte, men "hanløver er de primære jægere af stort bytte som f.eks. kafferbøfler, giraffer – og flodheste", siger Craig Packer, der er modtager af et National Geographic Society/Waitt-legat.

Luke Hunter fra Panthera er enig og tilføjer, at hanløver er "ret gode jægere", især i fordelagtige situationer som denne.

Det er ikke nemt at være hanløve, tilføjer han. "Hanner lever et hårdt, voldeligt liv, som går ud på at beskytte flokken" mod andre løver.

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet.

Nyt blad: Før Stonehenge

Abonnement: I blad nr. 8 / 2014 kan du læse om et nyt fund på Orkneyøerne, der har forbløffet arkæologerne.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Illustreret Videnskab
Historie

Copyright © 2009 Bonnier Publications