Elefanter laver og bruger værktøj

Elefanter: I et glimt af indsigt lagde en ung indisk hanelefant en plan og udførte den, og det placerer dens art i en mere intelligent kategori, mener eksperter.

En indisk elefant bruger en terning til at få fat i noget frugt i en zoo i Washington D.C. i USA.
Photograph courtesy Foerder/Reiss, CUNY
En indisk elefant bruger en terning til at få fat i noget frugt i en zoo i Washington D.C. i USA.

I hvad der ligner et glimt af indsigt, har en ung indisk elefant i en zoo forvandlet en plastterning til en fodskammel og dermed et redskab, fortæller en ny undersøgelse.

Den lysende indskydelse er det første bevis på, at tykhuder er i stand til at overveje forskellige måder at løse en opgave på, hvorefter de i hovedet lægger en effektiv plan, som til sidst føres ud i livet, siger forskere.

Elefanten ville have frugt

Under forsøget var den syv år gamle Kandula opsat på at nå en klynge frugter, der var fastgjort til en gren, som ved hjælp af et tov var holdt lige uden for dens rækkevidde. Efter tilsyneladende at have tænkt sig grundigt om trillede den unge hanelefant en stor plastterning hen under grenen og steg op på den, så den kunne snuppe godbidden med snablen – en bedrift, som den de følgende dage gentog flere gange, både ved hjælp af terningen og ved hjælp af et traktordæk.

Ingen havde tidligere set Kandula, som er den yngste af elefanterne i National Zoo i Washington D.C. i USA, flytte en genstand eller stille sig op på den for at nå andre genstande, og den nåede ikke frem til løsningen ved at prøve sig frem, siger Diana Reiss, der er medforfatter til undersøgelsen og studerer dyreintelligens hos elefanter og delfiner på City University i New York.

Kun få arter – som f.eks. mennesker, krager og chimpanser – har demonstreret spontan indsigt, dvs. evnen til mentalt på én gang at finde løsningen på et fysisk problem, siger Diana Reiss.

Kæp blokerer lugte- og følesansen

Forskerne gav Kandula forskellige genstande, som kunne være brugt til at nå frugten med, heriblandt kæppe, som den kunne havde holdt med snablen og puffet frugterne ned med.

I begyndelsen undrede forskerne sig over, at Kandula ikke gjorde dette, men så indså de, at det ville være unaturligt for elefanter at bruge kæppe på den måde.

Elefanter er kendt for at bruge kæppe som redskaber, eksempelvis til at klø sig på ryggen med, men ikke til at jagte føde med. Det skyldes, at pattedyrene er stærkt afhængige af snablens lugte- og følesans, når de finder føde. Hvis de holder noget med snablen, kan de ikke lige så godt føle og lugte sig frem til maden, siger forskerne.

"Det svarer til, at du holder dine øjne i hånden, og jeg siger, saml det her redskab op og hent den genstand. Hvis du gjorde det, ville du straks miste din vigtigste sans," forklarer en anden af undersøgelsens ophavsmænd, Preston Foerder fra City University i New York.

Elefantens "pludselige åbenbaring"

De første gange stirrede Kandula bare på den hængende frugt og ignorerede både kæppen og terningen, som var lige i nærheden.

"Gennem syv 20 minutter lange forsøg fordelt på syv forskellige dage forsøgte den ikke at bruge et redskab til at nå maden," siger Diana Reiss.

"Men så fik den til sidst, hvad der lignede en pludselig åbenbaring, styrede direkte hen til terningen, skubbede den i en lige linje hen under frugten, steg op på den og fik fat i frugten i én hurtig bevægelse."

"Vi ved ikke, hvad der foregår i deres hoveder ... men den kendsgerning, at den styrede direkte hen til terningen, tyder på, at den havde forestillet sig [fremgangsmåden] på forhånd," siger Diana Reiss.

Primatolog Frans de Waal er enig.

"For at gå et andet sted hen og hente et redskab, der ikke synligt er i nærheden af målet, må elefanten forestille sig, hvad den har brug for, og vide, hvor den kan finde det, gå væk fra målet, som den gerne vil nå, for at hente redskabet osv. – og alt dette går langt ud over de fleste dyrs normale indlæringsmønstre," siger Frans de Waal fra Yerkes Primate Center på Emory University i USA i en e-mail.

Opdagelsen er "endnu et bevis på, at elefanter er helt på højde med andre storhjernede dyr, når det handler om at forstå årsag og virkning og løse opgaver med hovedet", tilføjer Frans de Waal, som ikke har medvirket i undersøgelsen.

Er Kandula klogere end andre elefanter?

To ældre elefanter blev også testet, men de var ikke i stand til at vise den samme kreative tænkeevne.

"Måske var de ikke ivrige nok efter at få fat i frugten, eller også havde det måske noget med alder at gøre," siger Diana Reiss.

Hvis vi skal være helt ærlige, er Kandula en usædvanligt nysgerrig og intelligent elefant, siger Don Moore, medforfatter til undersøgelsen.

Se en video om bønder i Mali, der kæmper imod elefanter

"Blandt de kloge elefanter, og alle elefanter er kloge, mener vi, at Kandula er en af de mest intelligente," siger Don Moore, der er med i ledelsen for dyreplejevidenskab i National Zoo.

Don Moore håber, at opdagelsen vil være med til at skabe opmærksomhed om de truede indiske elefanters situation.

"Undersøgelser som denne kan få folk til at identificere sig mere med dyrene, fordi de kommer til at ligne os i højere grad," siger han. "Hvis vi kan føle med dyrene, er vi også mere tilbøjelige til at hjælpe med at beskytte dem."

Se billeder af af elefanter, der bliver angrebet af en krokodille

Undersøgelsen af elefanters tænkeevne er offentliggjort i netudgaven af tidsskriftet PLoS ONE.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Mennesker.

Nyt nummer: Det Hellige Land

Abonnement: Paul Salopek er nået til Mellemøsten på sin 7 år lange rejse, som følger vores forfædres vandring ud af Afrika. Læs hans beretning fra Det Hellige Land.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications