På bjørnetræf i Finland

Jeg tilbragte 80 dage fordelt over forår, sommer og efterår i skjul i den finske nåleskovszone, tajgaen, for at tage billeder af den brune bjørn. Jeg ville helt tæt på bjørnene, så jeg kunne vise dem, som de er: sky, intelligente og legesyge.

Fra min hytte midt i nåleskoven så jeg de magre hanner tage deres første skridt efter vinterhiet, jeg morede mig over ungernes slåskampe, og jeg så en bjørnemor forsvare sine unger mod en han.

I månedernes løb lærte jeg at genkende de enkelte dyr, når de kom forbi min hytte: den arrede, de to venner, der altid havde så travlt, og den sjove, lækkersultne fyr, som indimellem kom og undersøgte omgivelserne omkring mit skjulested. De blev mine “venner”, og jeg lærte at gætte deres hensigter og forudse deres bevægelser.

Men der var også alle de andre oplevelser, f.eks. en ulv, der prøvede at berøve en bjørn dens bytte: I mange, lange minutter så jeg dem stå ubevægelige over for hinanden. Så vendte bjørnen sig om og gik af sted med byttet. Ulven fulgte dog lige i hælene på bjørnen og veg ikke fra den, før den havde sikret sig en del af byttet.

Uden de små bræddehytter, som jeg brugte i løbet af de seks måneder, jeg lå i lejr, kunne jeg aldrig have gennemført dette projekt. Det skyldes ikke, at de brune bjørne er decideret farlige (de er meget frygtsomme og flygtede hurtigt, de få gange vi kom på nært hold), men hytterne er konstrueret specielt til at fotografere bjørne fra: De har dobbelte vægge, så man kan holde kulden ude, og en høj skorsten, der fører lugten af menneske langt væk. Det sidste er vigtigt, for bjørnene har en meget fin lugtesans.

Jeg lagde elsdyr- eller rensdyrådsler i nærheden af min hytte for at lokke bjørnene til, og sommetider brugte jeg også små stykker fisk. Det var dog ingen garanti for at se bjørne hver nat – hvor dyrene ellers ofte er aktive – og slet ingen garanti for at komme til at fotografere dem.

Bjørnene er på den ene side vanedyr og på den anden side uforudsigelige væsener, og jeg tilbragte mange forgæves nætter i hytten. I foråret 2008, da jeg havde fået installeret mig i mit private skjul, hvorfra jeg tog mange af mine bedste billeder, gik der næsten en måned, før en bjørn bestemte sig for at komme på visit.

I nogle europæiske lande (bl.a. Frankrig, Italien og Norge) er bestandene af brune bjørne, Ursus arctos, i fare, fordi de består af ganske få dyr, som lever meget isoleret, og fordi menneskene trænger sig mere og mere ind på deres territorier.

På verdensplan er den brune bjørn imidlertid ikke truet: Der findes ca. 200.000 brune bjørne i verden. I Italien lever der endnu en bestand på ca. 50 bjørne i bjergkæden Appenninerne og omkring 40 i den østlige del af Alperne mellem Italien og Østrig. I Europa er den brune bjørn symbolet på vild og uberørt natur. I Finland er bestanden kun på ca. 1500 dyr, men her (og i nogle få andre europæiske lande) er den stadig genstand for jagt.

Jeg håber, at man i Finland snart vil indse, at bjørnene er langt mere værdifulde levende end døde. De fleste finske bjørne kommer fra Rusland, men her står det endnu værre til. I mange russiske regioner er det tilladt at jage bjørne om vinteren, hvilket ellers er forbudt i Finland. Det er en grusom praksis, som hvert år gør tusinder af bjørneunger forældreløse.

Jeg har aftalt med mit forlag, at en del af indtægterne fra salget af min bog Le Notti dell’Orso (bjørnenætterne) skal gå til Pasjetnov i Rusland, som er et rehabiliteringscenter for forældreløse bjørne-unger. Centeret opfostrer ungerne og sætter dem ud i deres naturlige omgivelser, når de er klar til det. I løbet af de sidste 12 år har centeret sat 130 levedygtige bjørne tilbage i naturen