Ensomme George er død

Den over 100 år gamle kæmpeskildpadde Ensomme George, som måske var bedst kendt for sin modvilje mod at parre sig, var den sidste af sin slags.

Kæmpeskildpadden Ensomme George ses her på Darwin-forskningsstationen på Galápagosøerne.
Pete Oxford, Minden Pictures/Corbis
Kæmpeskildpadden Ensomme George ses her på Darwin-forskningsstationen på Galápagosøerne.

Ensomme George, den over 100 år gamle kæmpeskildpadde, er fundet død i sin indhegning på Charles Darwin-forskningsstationen på Santa Cruz Island, der er en del af Galápagos Nationalpark.

George, som måske er bedst kendt for sin tilsyneladende modvilje mod hunskildpadder – deraf dens kælenavn – var det sidste kendte eksemplar af sin underart, Geochelone abingdoni, også kaldet Pinta Island-skildpadde eller Abingdon Island-skildpadde.

Georges dyrepasser gennem lang tid, Fausto Llerana, blev "ubehageligt overrasket" over at finde skildpadden "udstrakt i retning af sit vandhul uden livstegn", fremgår det af en udtalelse fra nationalparken.

En kæmpeskildpadde lever længere end de fleste dyr og kan blive langt over 100 år. Den ældste, der er registreret, blev 152 år gammel.

Georges kadaver bliver opbevaret i et koldt rum for at forhindre forrådnelse, indtil der er foretaget en obduktion, som kan fastslå den nøjagtige dødsårsag.

Kæmpeskildpadde er i tilbagegang

Galápagosøerne blev oprindelig beboet af tusindvis af kæmpeskildpadder, der fordelte sig på 15 underarter.

Men i 1800- og 1900-tallet brugte søfolk og pirater øgruppen i Stillehavet som rasteplads og jagede enorme antal kæmpeskildpadder for føde og olie.

Selv om jagten er ophørt, bliver øerne stadig overgræsset af indførte arter som f.eks. svin og geder, der gumler sig igennem de tilbageværende skildpadders levesteder.

Med Georges død er øerne nu kun hjemsted for 10 skildpaddeunderarter, hvoraf de fleste er meget sjældne.

Faktisk troede man, at Georges underart var uddød, indtil skildpadden blev fundet på Pinta Island i 1971.

Den enlige han blev indfanget i håb om, at den ville komme til at synes om en hunskildpadde af lignende genetisk afstamning og føre sin slægt videre, i hvert fald i en blandingsform.

Så heldige var man ikke. Efter at have delt hjem i over 30 år med fire forskellige hunner havde George ikke befrugtet nogen af deres æg.

Erica Buck, der tidligere har arbejdet for Charles Darwin Foundation, sagde i 2001 til National Geographic News, at George "ikke viser nogen særlig interesse" for hunnerne. "Han holder sig mest for sig selv."

En anledning til at sætte fokus på naturbevaring

Nogle tror måske, at en underarts uddøen ikke er et større tab, fordi de andre skildpadder stadig er der, bemærker Rick Schwartz, der arbejder som ambassadør for San Diego Zoo i USA. Men kæmpeskildpaddernes historie viser, at den slags tab hurtigt kan udvikle sig katastrofalt.

Georges "død er en anledning for os til at [vise] mennesker, at vores handlinger kan påvirke fremtiden, selv om vi ikke lige kan se det her og nu", siger Rick Schwartz, hvis zoologiske have er hjem for en Galápagos-skildpadde.

Hvis "man får mulighed for at se disse dyr i levende live, [er de] blide kæmper. Man kan ikke undgå at forelske sig i dem", tilføjer han.

Og selv om den enlige skildpadde ikke var i stand til at levere varen forplantningsmæssigt, er Ensomme Georges historie "en lejlighed til at oplyse om andre arter og om bevaringsindsatsen generelt", siger Rick Schwartz.

For eksempel har yngleprojekter i fangenskab som Georges givet fornyet håb for bestande af den truede californiske kondor.

Lignende bestræbelser var dog ikke nok til at redde det vestafrikanske sorte næsehorn, en underart, der officielt blev erklæret uddød i 2011.

I juli holder Galápagos Nationalpark en international workshop for at få ideer til, hvordan bestandene af kæmpeskildpadder kan genoprettes i løbet af de næste 10 år, siger parkdirektør Edwin Naula i en udtalelse.

"Workshoppen," siger han, "vil blive holdt til minde om Ensomme George."

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Mennesker.

Nyt nummer: Det Hellige Land

Abonnement: Paul Salopek er nået til Mellemøsten på sin 7 år lange rejse, som følger vores forfædres vandring ud af Afrika. Læs hans beretning fra Det Hellige Land.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications