Isfugle: Luftens blå lyn

Besat af isfugle

Et stålblåt glimt er som regel det tætteste, vi mennesker kommer på isfuglen. Men det er også nok. “Alle, der nogensinde har set én, husker, hvor det var,” siger den engelske fotograf og isfugle-entusiast Charlie Hamilton James. “Jeg så min første isfugl, da jeg var dreng, og siden har jeg været besat af dem.” I de første år strejfede han tomhændet rundt efter isfugle ved Bristol i det sydvestlige England.

Senere tog han et kamera med sig for at retfærdiggøre de mange timer, han tilbragte på de grå flodbredder, hvor isfuglene huserer. Det er 20 år siden nu.

Den farlige skønhed

Isfuglen, Alcedo atthis, er udbredt i store dele af Europa og Asien og har altid har vakt beundring. I verdens tempererede områder, hvor en gråbrun fjerdragt er normen, lyser denne isfugl op, og den vækker opsigt, når den suser gennem luften som et turkist missil.

Verdens gule, røde, orange og brune fugle får deres farver fra et pigment i fjerenes keratin. De blå fjers farve fremkommer imidlertid ved lysbrydning inde i fjerene. Under et mikroskop kan man se, at isfuglens lange fjerstråler, der er finere end menneskehår, funkler i alle tænkelige blå nuancer som et tropisk hav. Små plader på fjerene får lyset til at danse og kaster det tilbage i strålende farver som safirer og smaragder.

Skønhed kan dog også være en forbandelse. Isfuglens fjer har til tider haft samme status som ædelsten, silke og krydderier. Et kinesisk skrift fra det 3. århundrede, som beskriver vesterlandske kulturer, indeholder bl.a. en liste over nogle af Romerrigets skatte: elfenben, guld, karneol, perler og isfuglefjer. Igennem 2500 år plyndrede den kinesiske modebranche Asiens skove for et ubegribeligt stort antal fugle. Smykker, vifter, rumdelere og udendørs læskærme blev dekoreret med changerende fjer, og vatterede tæpper forvandledes angiveligt til blågrønne skønmalerier. De kongelige i Korea havde samme lidenskab, men den fortonede sig lige så stille i begyndelsen af 1900-tallet.

Heldigvis er den iltre lille fugl ikke længere nogen sjældenhed. Isfuglen er ikke sky, den holder bare til på steder, som de fleste mennesker (med undtagelse af folk som Charlie Hamilton James) holder sig fra. Den ideelle flodbred for en isfugl skal have så løs jord, at fuglen kan grave sin redegang med næbbet. Og reden skal ligge så højt, at den ikke bliver oversvømmet, når floden af og til går over sine bredder, og så lavt, at ræve, slanger og andre fjender ikke kan trænge ned oppefra.

Isfuglens udbredelsesområde. NGM maps. Kilde: Verdensnaturfonden

Isfuglen lever enligt det meste af året, og det enkelte individ søger at sætte sig på et område, som er stort nok til at sikre en stabil fiskefangst og en god redeplads. “Sådan en lillebitte fugl sætter sig på halvanden kilometer flod,” siger Charlie Hamilton James. Hverken hanner eller hunner holder sig tilbage i forsvaret af dette livsnødvendige territorium. En isfugl vejer kun 40 g, men det skal man ikke lade sig narre af. “De er meget højrøstede, så ingen er i tvivl, når de er på vej. De er nok temmeligt arrogante.”

Når der opstår konflikter, begynder de med, at fuglene jagter hinanden for fuld fart og måske hakker hinanden med næbbene. Og hvis ikke sådan en luftduel er nok til at få striden bilagt, kan det udvikle sig til en dramatisk kamp på liv og død. De to stridende fugle låser hinandens næb fast og forsøger at tvinge modstanderen ned under vandet.

Ro på i yngletiden

I yngletiden må de sædvanlige stridigheder kønnene imellem imidlertid indstilles. Hannen går direkte til sagen. Han suser efter sin tidligere fjende med en insisterende fløjten. Og hvis hun tolererer hans selskab, kvitterer han med friske fisk, som han stopper i næbbet på hende. Når der på dén måde er etableret våbenstilstand mellem to naboer, sker det af og til, at parret midlertidigt slår deres territorier sammen og vælger enten at genbruge en gammel rede eller begynde på en frisk. Det koster et isfuglepar mindst 14 dages hårdt arbejde at grave en tunnel på en meter.

Efter tre ugers rugning udklækkes ungerne. Isfugle mangler enhver form for redesanitet. De opfostrer deres unger i mørke på et leje af små fiskeben, de har gylpet op i små piller og derefter knust lemfældigt med næbbet. (Charlie Hamilton James har iagttaget denne adfærd fra et underjordisk udkigssted ved siden af en rede). Begge forældre fisker på livet løs. Isfuglen sidder på udkig, indtil der kommer en lille fisk inden for rækkevidde, og det tager den kun to sekunder at dykke ned, snuppe fisken og flyve tilbage til sin udkigspost. Derefter hamrer den byttet ind mod grenen for at slå det bevidstløst. Nogle af de unge fugle lærer først dette kneb, når de har prøvet at sluge en hundestejle, der rejser sin rygfinne på vej ned i fuglens hals. I de tre-fire uger, der er unger i reden, hjembringer forældrene 50-70 fisk om dagen, og laget af fiskeben bliver dybere og dybere.

Det, isfuglene måtte mangle i fine manerer, opvejes af deres fertilitet. Mange fugle får to kuld unger om året, men isfuglene opfostrer ofte tre på gennemsnitligt seks-syv æg. Det er sågar sket, at et par har fået kuld nummer fire.

Den ivrige forplantning er med til at sikre artens trivsel. Bestanden er så stabil, at de færreste ornitologer interesserer sig ret meget for isfuglene. De få, der forsker i Alcedo atthis, kan fortælle, at fuglen er et af de vilde dyr, der ikke har noget imod at leve tæt på mennesker, og det er godt nyt i en verden, hvor byerne breder sig.

Fuglene i Charlie Hamilton James’ område tager gerne havernes guldfiskedamme i brug. Og ifølge den japanske ornitolog Satoe Kasahara har isfugle i den senere tid også forsynet sig med fisk fra damme i hendes hjemlands byområder. Hvor der er rene floder i isfuglenes udbredelsesområde, er der også fisk. Og hvor der er fisk, vil man formentlig også kunne finde den iøjnefaldende lille fugl med det frække fløjt.