Sølvfisk på badeværelset

Hvorfor lever sølvfisk på badeværelset?

De fleste af os har set en sølvfisk pile hen over badeværelsesgulvet og søge tilflugt i et afløb. Men hvad er sølvfisk, og hvorfor lever de på vores badeværelser?

4. juli 2017

Hvis du har sølvfisk på badeværelset, i vaskerummet eller i fyrkælderen, skal det først og fremmest ses som et symptom på, at det er steder med høj luftfugtighed og generelt høje temperaturer.

En myte går på, at sølvfisk oftere vil indtage dit badeværelse, hvis det er beskidt. Myten er formentlig ikke sand, men sølvfisk spiser dog alt med stivelse i, fx skæl. Så et beskidt badeværelse vil indeholde mere mad til insekterne.

Sølvfisk er ikke farlige - men sultne

Sølvfisk volder sjældent store problemer på badeværelset. De kan hverken bide, stikke eller overføre sygdomme.

Værre er det, hvis sølvfiskene begynder at dukke op i køkkenskabene eller i biblioteket. Her kan de små, sølvskinnende dyr gøre skade, hvis de begynder at spise af sukkeret eller gnaver i den lim, der holder bøger sammen.

Sølvfisk har i tidens løb også gjort skade på både kunst- og frimærkesamlinger, ligesom de er særdeles uønskede i familiens fotoalbum.

Den bedste metode til at slippe af med sølvfiskene er at lufte ud, så fugtigheden nedbringes.

Sølvfisk var blandt de første landdyr

Sølvfisk hører til en af de mest primitive insektgrupper og er letgenkendelige på den sølvskinnende farve, de lange antenner og de tre lange børster i bagenden.

Insektet har eksisteret i op mod 400 mio. år i stort set uforandret tilstand og var formentlig et af de første dyr, der forlod livet i havet og gik på land. De opstod på et tidspunkt, hvor insekterne endnu ikke havde udviklet vinger. Derfor er sølvfisk den dag i dag vingeløse.

Fra sædklat på gulvet til voksen sølvfisk

Efter en omfattende parringsleg afsætter hannen en pakke sædceller på gulvet, som hunnen optager. Herefter begynder ungernes lange vej mod voksenlivet:

1: Efter parringen lægger hunnen sine æg, typisk 50-60 stykker, i små sprækker i underlaget.

2: Efter to til otte uger klækker æggene. De unge dyr ligner små, blege kopier af de voksne.

3: Ungerne skifter hud med jævne mellemrum og bliver hver gang lidt større og får lidt mere farve.

4: Efter tre år er ungerne voksne. Trods deres beskedne størrelse kan sølvfisk blive otte år gamle.

Måske er du interesseret i ...

Læs også