Insekter ser i mange flere detaljer, end forskere hidtil har troet.

© Shutterstock

Forskere: Insekter ser mange flere detaljer end vi troede

Insekter ser meget bedre, end forskere indtil nu har troet. Bittesmå sammentrækninger i deres øjne giver dem et skarpt syn.

13. september 2017 af Karine Kirkebæk / Illustrert Vitenskap

Insekter kan se verden i høj opløsning.

Sådan lyder det i et nyt studie fra University of Sheffield i England, som har stillet skarpt på insekters øjne.

De har opdaget, at insekter har flere tusinde receptorer i deres øjne, som skiftevis går ind og ud af fokus. Når insekter også bevæger deres hoveder, danner de mange receptorer et meget detaljeret syn.

Insektøjne bevæger sig ikke

Insekter kan ikke kan bevæge deres øjne, som vi mennesker kan. Og bl.a. derfor har forskere ikke troet, at de var i stand til at stille skarpt på ting.

Men de engelske forskere peger nu på, at sammentrækninger i receptorerne i insekternes øjne, der bevæger sig ind og ud af fokus, er deres måde at stille skarpt på.

Sætter billeder sammen

Det er ikke muligt at se de små sammentrækninger i insekternes øjne med det blotte øje.

Derfor brugte de engelske forskere et speciallavet mikroskop med et højhastighedskamera til at optage receptorerne hos frugtfluer.

De fleste insekter har “sammensatte øjne”, hvor ét øje består af flere tusinde øjenfacetter, som hver tager et lille billede af verden. Med hjælp fra nerver sætter insekter alle de små billeder sammen til et større billede.

Forsker bag opdagelsen siger, at den kan hjælpe til fx at gøre robotsensorer bedre i fremtiden.

Du kan få flere opmuntrende nyheder fra videnskabens verden, hvis du tilmelder dig Illustreret Videnskabs nyhedsbrev.

Måske er du interesseret i ...

Læs også