Ligesom mennesker kan bier blive ramt af en følelse af mismod og pessimisme.

© Shutterstock

Bier bliver også kede af det

Når mennesker er i dårligt humør, bliver de pessimistiske og forventer det værste. Bier har det på fuldstændig samme måde.

11. januar 2017 af Gorm Palmgren og Karen Grubbe

Bier har også følelser.

Opdagelsen er gjort af et hold engelske forskere fra Newcastle University, der har fundet ud af, at hvis man generer en bi, ja, så kommer den i dårligt humør.

Forskernes forsøg viste, at en ubehagelig rystetur betyder et kraftigt fald i mængden af lykkehormoner i biers hjerner.

Dårligt humør 
gør bier til pessimister

I forsøget lod forskerne 28 bier smage på to sukkervæsker med hver sit duftstof. Mens den ene væske smagte godt, havde den anden en ubehagelig bismag.

Halvdelen af bierne fik herefter en ubehagelig rystetur i et minut - den anden halvdel blev ladt i fred.

 >> Kom tæt på klodens dyreliv: Få to numre af vores blad for 79,50,-

Efter rysteturen blev bierne præsenteret for fem forskellige blandinger af de to væsker.

De rystede bier undgik at smage på blandinger, der havde blot en lille snert af den lugt, de forbandt med den dårlige smag. De andre bier var derimod mere villige til at tage chancen og smage på de ildelugtende væsker.

Rystede bier gik ned på lykke

Til sidst analyserede forskerne prøver fra biernes hjerne og målte indholdet af lykkehormonerne dopamin og serotonin. Det var væsentligt lavere hos de rystede bier. 

Rysteturen gjorde med andre ord bierne kede af det, og det påvirkede dem, så de i langt mindre grad end de andre bier turde besøge blomster, som havde en mistænkelig lugt.

Forskerne konkluderede derfor, at bier – trods en hjerne på kun en milliontedel af menneskets – kan blive overvældet af en følelse af mismod og pessimisme.

BIENS KOMPLEKSE HJERNE

En honningbi har omkring en million nerveceller i hjernen, men hver af dem danner et sted mellem 1000 og 10.000 forbindelser til andre neuroner. Det giver mulighed for at danne et ekstremt komplekst netværk af nerveceller. 

Måske er du interesseret i ...

Læs også