Arbejde med sommerfugle kan være farligt

En sejltur i en jolle kunne have endt fatalt for sommerfuglseksperten John Tennent.

6. august 2013 af John Tennent

Jeg var i gang med at optælle Stillehavssommerfugle og på udkig efter nye arter på de fjerntliggende Lusancay-øer i Papua Ny Guinea. Vi var fem personer ombord i en lille jolle, jeg havde lejet til at sejle mellem øerne – styrmanden, hans to assistenter, mig og en lokal kawa-høvding, der gerne ville have et lift – da vi blev ramt af et uvejr.

Så gik motoren i stå. Stormen rasede, og vi begyndte at tage vand ind. Vi øsede ved hjælp af det eneste, vi havde ved hånden: halve kokosskaller.

En jolle er svær at manøvrere med. Den har tendens til at vende bredsiden til bølgerne, så den bliver faretruende ustabil. Vi havde kun to årer, og assistenterne roede som gale for at holde stævnen op i vinden. Men så snart de stoppede, begyndte jollen at drive sidelæns igen. Styrmanden forsøgte gentagne gange at genstarte motoren – uden held.

Da vi havde ligget stille i ca. to timer, blev sigtbarheden bedre, og høvdingen genkendte to klipper, der stak op af vandet. Høvdingen og jeg greb en presenning, bandt hver side fast til en åre og holdt det simple sejl op for at fange vinden. Styrmanden brugte en lang stage til at styre os mod Kawa-øen. Høvdingen vidste, hvor øen lå i forhold til klipperne.

Med besvær satte vi kurs mod læsiden af øen, så uvejret ikke skulle slå os til pindebrænde mod koraløens kyst. Vi greb fat i koraller omkring os for at hive os op på land. Forfrosne og med meget lidt mad gik vi 1,5 km til den nærmeste landsby for at overnatte dér. Det blev til en uge, for uvejret fortsatte.

Senere hørte vi, at en færge med hundredvis af passagerer havde været ude i samme storm. En bølge fejede over agterstavnen, og mange omkom. Takket være en snarrådig kawa-høvding ved navn Nelson – et godt tegn for enhver englænder på en båd – var vi stadig fem.

John Tennent

Legatmodtager fra National Geographic

Ekspertise

Klassifikation af sommerfugle

Sted

Papua Ny Guinea

Måske er du interesseret i ...

Læs også