Pukkelhvaler forsvarer andre dyr mod spækhuggere

Forskere er dybt forundrede efter flere observationer, hvor pukkelhvaler forsvarer mindre havdyr mod sultne spækhuggere.

5. august 2016 af Nanna Vium / Illustreret Videnskab

Med en kampvægt på omkring 30 tons og en kropslængde, der kan sammenlignes med en stor bus, er det ikke mange kødsultne rovdyr, pukkelhvalen behøver at frygte.

Men i stedet for at læne sig tilbage og nyde sin position på et af fødekædens øverste trin, bruger pukkelhvalen sin enorme størrelse til at forsvare andre havdyr mod en af dybets mest berygtede dræbere – spækhuggeren.

Det er kommet frem ved hjælp af en række rapporterede observationer, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Marine Mammal Science.

Svømmer sæl væk på maven

I alt 115 gange gennem tiden har forskere observeret pukkelhvaler, der forsøger at forpurre planerne for de sultne spækhuggere – og i 89 procent af tilfældene har det været for at beskytte andre arter.

For eksempel observerede havøkolog Robert Pitman i 2009, hvordan en pukkelhval kom en såkaldt Weddell-sæl til undsætning, da en gruppe spækhuggere vippede den af en isflage.

Ganske spektakulært placerede pukkelhvalen sælen på sin opadvendte mave og svømmede den i sikkerhed på en anden isflage.

I denne video kan du se, hvordan to pukkelhvaler forsøger at redde en gråhval og hendes unge fra et spækhugger-angreb

Forundrer forskere

Derudover er både søløver, klumpfisk og gråhvaler også på pukkelhvalens redningsliste.

En uselvisk opførsel, der forundrer forskerne. De har en formodning om, at det kan være en automatisk reaktion, fordi pukkelhvalen er på vagt over for spækhuggere i forhold til deres egne kalve og derfor blander sig, når de opdager deres jagt.

Men hvorfor de fortsætter kampen, når byttet ikke er en artsfælle, er stadig et mysterium.

Måske er du interesseret i ...

Læs også