Pacific Storm

Da vi var kommet på plads på Pacific Storm, satte Flip Nicklin sig i skrædderstilling på sin køje og monterede et Sea & Sea-undervandshus på sit Nikon D200. Han klemte lidt silikonesmørelse fra en lille tube ud på fingerspidsen og smurte det på kanten af husets blå O-ring. Så åbnede han kameraet og gav “agterstavnens” O-ring samme behandling. Flip Nicklin er en ny type hvalfanger. Hans job er ikke at udvinde olie, men at fange essensen af hvalerne, og Nikon er hans foretrukne harpun.

7. juli 2010

Da vi var kommet på plads på Pacific Storm, satte Flip Nicklin sig i skrædderstilling på sin køje og monterede et Sea & Sea-undervandshus på sit Nikon D200. Han klemte lidt silikonesmørelse fra en lille tube ud på fingerspidsen og smurte det på kanten af husets blå O-ring. Så åbnede han kameraet og gav “agterstavnens” O-ring samme behandling. Flip Nicklin er en ny type hvalfanger. Hans job er ikke at udvinde olie, men at fange essensen af hvalerne, og Nikon er hans foretrukne harpun.

Pacific Storm stod til søs. Vi sejlede en etape stik sydpå for at undgå Tehuantepecvinden langs Mellemamerikas østgående knæk og satte så kursen mod sydvest og de usædvanlige temperaturforhold, der var vores mål.

Costa Rica Dome er en opstrømning af koldt, næringsrigt vand, der opstår i mødet mellem vinde og havstrømme vest for Mellemamerika. Positionen ligger ikke fast, men flytter sig lidt rundt i området. Dog finder man den med stor sandsynlighed et sted mellem 500 og 800 km fra kysten. Opstrømningen bringer temperaturspringlaget – grænselaget mellem det kolde bundvand og det varmere overfladevand – helt op til 10 m fra havoverfladen. Nitrat, fosfat, silikat og andre næringsstoffer følger med det kolde, iltfattige vand op fra dybet. Denne manna, eller antimanna – for det kommer ikke fra himlen, men fra dybet – udgør en oase til søs. De næringsstoffer, der stiger op, gøder de småbitte planktonplanter, der bliver ædt af småbitte planktondyr, som tiltrækker større dyr og endog meget store dyr.

Flip Nicklin er en ny type hvalfanger. Hans job er ikke at udvinde olie, men at fange essensen af hvalerne, og Nikon er hans foretrukne harpun./dme:quote

Blåhvalen, Balaenoptera musculus, er det største dyr, der har levet på Jorden. Carl von Linné skabte slægtsnavnet af det latinske ord balaena, “hval”, og det græske pteron, “finne” eller “vinge”. Artsnavnet musculus er diminutivformen af det latinske ord for “mus” – tilsyneladende en spøg fra Linnés side. Den “lille mushval” kan opnå en vægt på 200 ton og en længde på 30 m. Ligesom en elefant kan samle en lille mus op i snablen, kunne blåhvalen til sammenligning samle elefanten op med sin kolossale tunge. Hvis profeten Jonas var blevet injiceret ind i hvalen med en sprøjte i stedet for at blive slugt, ville hvalens blodårer have været store nok til, at han kunne have svømmet rundt i dem og blive drevet frem ca. hvert tiende sekund af den langsomme puls.

Det, at blåhvaler er hurtige svømmere, og at de holder til langt fra mennesker – hvor tre af Jordens have mødes i det iskolde vand ved Antarktis – har bidraget til at beskytte størstedelen af bestanden frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Men da man opfandt harpunkanonen og hurtige, dampdrevne hvalfangerbåde, var hvalerne ikke længere i sikkerhed. I de første seks årtier af det 20. århundrede blev der dræbt 360.000 blåhvaler. Bestanden ved øen South Georgia blev tilintetgjort, og det samme gjorde sig gældende for de hvaler, der engang søgte føde i Japans kystfarvande. Nogle blåhvalbestande blev reduceret med 99 %, og arten balancerede på kanten af udryddelse.

For chefforskerne på Pacific Storm, Bruce Mate og John Calambokidis, er ironien slående. De 2000 blåhvaler, de studerer, og som opholder sig vest for Nordamerika om sommeren og engang bare var en udbrydergruppe, udgør nu en betydelig del af bestanden.

Bruce Mate er leder af institut for havpattedyr ved Oregon State University. Han er uhyre opfindsom og har sat flere satellitsendere på hvaler end nogen anden. Han blev først opmærksom på Costa Rica Dome i 1995, hvor en blåhval, han havde mærket ud for Californien om sommeren, begyndte at sende fra et sted ved Costa Rica om vinteren. John Calambokidis, en høj, mager biolog med skipperskæg, er medstifter af forskningsinstitutionen Cascadia Research i Olympia i Washington og den, der har fotoidentificeret flest hvaler ved USA’s vestkyst. Han er manisk optaget af at skaffe diagnostiske billeder, så rapporterne fra satellitten gjorde ham ekstatisk. I 1999 sonderede han terrænet ved Costa Rica Dome i en sejlbåd. Han var forfulgt af dårligt vejr, og sejlbåden var for lille til opgaven, men det lykkedes alligevel John Calambokidis at fotoidentificere hele ti hvaler, som han tidligere havde fanget med kameraet ud for Californiens kyst.

Hvorfor skulle en blåhval forlade sit næringsområde sidst på sommeren og vandre tusindvis af kilometer for at tilbringe vinteren ved denne opstrømning i troperne? Bruce Mate og John Calambokidis troede, de kendte svaret. Satellitdata viste, at nogle af de mærkede hvaler blev ved Costa Rica Dome i over fem måneder. De var blandt de første, der vandrede sydpå, og de sidste, der brød op – et mønster, der ses hos drægtige hunner og nybagte mødre blandt andre arter af bardehvaler. Det var aldrig blevet observeret hos blåhvaler og med god grund: Ingen har nogensinde set en blåhval blive født. Gråhvaler, pukkelhvaler, rethvaler – de bardehvaler, der er blevet studeret i deres yngleområder – æder tilsyneladende meget lidt eller intet, når de er der. Men noget tyder på, at det forholder sig anderledes med blåhvalen. Når man tager blåhvalens størrelse og dens enorme energibehov i betragtning, er den måske nødt til at finde vinterophold, hvor den kan mere end småspise. Oasen ved Costa Rica Dome kunne opfylde det behov. De store stimer af krill kunne desuden give mødrene rigelig med næring, så de kan producere de enorme mængder mælk, ungerne indtager for at tage 90 kg på i døgnet.

Blåhvalen blev totalfredet midt i 1960’erne, men af ukendte årsager er bestanden næsten ikke vokset siden. Hvis verdens største dyr skal kunne komme stærkt igen, er vi ifølge Bruce Mate og John Calambokidis nødt til at registrere deres antal og bevægelser. Den største bestand, der er tilbage, er mest sårbar i tropehavet, da det er her, hvalerne føder deres yndige, knap 8 m lange og 3 ton tunge kalve.

Måske er du interesseret i ...

Læs også