Havets smukke kæmpe

Da vi nåede Costa Rica Dome efter tre dages sejlads fra Acapulco, lignede havet sig selv med blå horisont og rullende dønninger. Det krævede sondering med CTD-sensoren at konstatere, at temperaturspringlaget lå bare 20 m under overfladen. Vi var fremme. “Blåst klokken 11!” råbte John Calambokidis næste morgen i walkie-talkien Vi så yderligere to blåst side om side hurtigt efter hinanden – vores første­ blåhvaler – så vi søsatte mærkningsbådene og gik i gang med det ritual, vi skulle gentage mange gange i løbet af de næste tre uger.

7. juli 2010

Da vi nåede Costa Rica Dome efter tre dages sejlads fra Acapulco, lignede havet sig selv med blå horisont og rullende dønninger. Det krævede sondering med CTD-sensoren at konstatere, at temperaturspringlaget lå bare 20 m under overfladen. Vi var fremme. “Blåst klokken 11!” råbte John Calambokidis næste morgen i walkie-talkien Vi så yderligere to blåst side om side hurtigt efter hinanden – vores første blåhvaler – så vi søsatte mærkningsbådene og gik i gang med det ritual, vi skulle gentage mange gange i løbet af de næste tre uger.

Bådene var fra kystbevogtningens overskudslager, et par dieseldrevne RHIB’er – gummibåde med stift skrog. Vi kaldte den store Hurricane (orkan) og den lille Squall (uvejr). Jeg tog som regel ud med Hurricane med Bruce Mate som kaptajn. Andenstyrmand var Mary Lou Mate, ekspeditionens videograf og Bruce Mates hustru gennem 40 år. Jeg stod for vævsprøverne. Min første opgave var at spænde armbrøsten, tage en biopsipil fra køletasken, der fungerede som ammunitionskasse, lægge pilen på strengen og fjerne sølvpapiret, der skulle hindre spidsen i at blive forurenet af fremmed dna. Når pilen blev skudt ind i hvalen, skar den en prop ud af hud og spæk. På pilen, ca. 8 cm fra spidsen, sad der en aflang kugle af gult gummi, der forhindrede den i at trænge for langt ind og fik den til at springe tilbage fra hvalen.

Det, jeg havde kunnet lugte, kom slet ikke fra vores ekspeditionsleder. Det var blåhvalernes dårlige ånde./dme:quote

På Hurricanes gummiforstavn sad et bovspryd af metal, en “prædikestol”, specialfremstillet til opgaven. Hver gang vi kom tæt på nogle hvaler, fulgte jeg professor Mate op på den smalle rist på prædikestolen. Bruce Mate trak riflen til satellitmærkning – en langløbet muskedonner af rødt metal med et skæfte af træ – ud af sit hylster: et gennemsigtigt plastrør surret fast til prædikestolens rækværk. Denne anordning, der oprindeligt var en norsk opfindelse til at skyde fiskeliner mellem skibe med, får fremdrift ved hjælp af komprimeret luft fra en dykkerflaske. Kraften kan justeres. Til blåhvaler indstiller Bruce Mate trykket til 6 kg pr. cm². Til kaskelotter, der har meget kraftig hud, sætter han trykket til 8 kg. Både Bruce Mate og jeg var iført seler, som vi spændte fast til prædikestolens rækværk. På den måde havde vi hænderne fri til at skyde.

Det første, vi så af hvalen, var næsten altid blåsten. Når vi havde solen i ryggen, så vi sommetider et strålende farvespil i den kraftige vand- og dampsøjle – en regnbue, der glitrede i nogle få millisekunder – før farven flimrede væk, og blåsten blegnede til hvidt.

Hver gang en blåhval kom op til overfladen i nærheden for at blæse, var jeg lige fascineret af blåsthullet – et par forsænkede næsebor oven på en forhøjning på hovedet, der næsten lignede en næse i hvalens nakke. Man ser den også hos andre bardehvaler, men blåhvalens er virkelig noget særligt. Denne næse var næsten romersk. Den syntes uforholdsmæssig stor selv for den største af alle hvaler. Når man så, hvor stor den var, forstod man bedre, at udåndingen frembragte så høj og hjernerystende en lyd – en eksplosion snarere end et åndedrag – og størrelsen forklarede også den 9 m høje dampstråle. Det var en vældig blåst – hurtigt efterfulgt af en vældig indånding.

Det næste, vi så af hvalen, var ryggen. Blåhvalen er “generelt lys blågrå og spættet med gråt eller gråhvidt”, som der står i en håndbog,og ryggen er faktisk ofte denne farve, men lige så ofte, afhængigt af lyset, synes ryggen at være mere sølvgrå eller lysebrun. Uanset farve har ryggen altid et glasagtigt skær. Når man er tæt på, kan man se vandet skylle ned ad den enorme ryg, først i små strømme og tove og så i et slør af vand, der løber ned mod havet i smukke, pulserende mønstre.

Hvis blåhvaler kun i bedste fald er blå over vandet, så bliver de ubestrideligt turkise under vandet. Balaenoptera musculus er en bleg hval, og set gennem havets blå filter bliver blegheden turkis eller akvamarin. Synet af denne hval gennem 5-15 m vand er det mest uforglemmelige og stemningsfyldte, jeg nogensinde har set.

Hvis den smukkeste farve på blåhvalen er turkis, så er den smukkeste form, den fineste skulptur, halefinnens sideflige. I den første uge af vores forsøg på at mærke hvaler var det, som om halen altid vinkede farvel.

“Hej, hej,” vinkede den. “Godt forsøgt. Bedre held næste gang.” Når en hval viste sine haleflige – når finnen rejste sig højt op i luften – indstillede vi jagten, for en løftet hale betød, at hvalen var i gang med et dybt dyk.

Men sommetider så vi halefligene lige under overfladen. De var enorme, bredere end båden, og hypnotisk betagende i bevægelse.

“Hos intet levende væsen er skønhedens linjer mere udsøgt definerede end i disse sidefliges halvmåneformede kanter,” skriver Herman Melville i Moby-Dick. Det sidste, vi så til hvalen, var dens “haleaftryk” på vandoverfladen.

Når en hval eller en delfin svømmer tæt ved overfladen, stiger turbulensen fra halen op og danner cirkulære glatte flader på havet: hvalens fodaftryk eller, rettere, haleaftryk. Blåhvalernes haleaftryk er store og fastholdes i vandoverfladen forbavsende længe. Det glatte aftryk holder, længe efter at hvalen er forsvundet.

“Det er et mål for, hvor meget energi der ligger i slaget med halen,” sagde Bruce Mate en eftermiddag, da han så mig stirre på en af disse aftegninger. Haleaftrykkets cirkel er fuldstændig glat bortset fra nogle få svage bugtninger, der markerer den fortsatte opstrømning af energi. Til sidst begynder havets krusninger at nedbryde fladen fra kanten mod midten, men kun langsomt.

Det cirkelformede haleaftryk var endnu et af de nedslående tegn, der fik os til at indstille jagten. “Hold da op!” sagde Bruce Mate en eftermiddag, da vi sejlede ind midt i et kæmpe aftryk.

Forskningsassistent Ladd Irvine, der var rorgænger, lo beundrende: “Den ser vi ikke igen det første stykke tid.”

Ude på prædikestolen stillede professoren sig op med spredte ben for at holde balancen. Mærkningsriflens kolbe hvilede på risten, og han holdt om løbet lige under mundingen, som var ladt med den tilspidsede sender. Hans hurtigttørrende kakibukser blafrede i vinden, og nu og da førte brisen en kraftig, rådden og muggen lugt med sig, der sommetider var iblandet stærkt lugtende tarmluft.

Puh, Bruce! tænkte jeg mere end én gang. Men så en dag, hvor blæsten bølgede i hans bukser, og vi nærmede os blåsten foran os, slog professoren en, der var så stor, ikke-menneskelig og ildelugtende, at det gik op for mig, at han måtte have været helt uskyldig. Det, jeg havde kunnet lugte, kom slet ikke fra vores ekspeditionsleder. Det var blåhvalernes dårlige ånde. I næsten en uge smuttede alle hvalerne ved Costa Rica Dome fra os. Men på sjettedagen havde vi endelig heldet med os. Vi så tre blåst mod sydøst om formiddagen og satte derfor straks Hurricane i vandet.

De første to hvaler drillede os som sædvanlig. De lod os komme tæt på, hvorefter de stak af. Den tredje lod os komme i perfekt position. Hvalen svømmede af sted under vandet til styrbord, og vi holdt trit med den store, turkise krop ud for halefligene. Da den kom op for at blæse, skiftede den fra turkis abstraktion til fotorealisme. Ladd Irvine satte farten op. Oppe på prædikestolen afsikrede jeg armbrøsten. Bruce Mate lagde mærkningsriflen til kinden, lænede sig ud over rækværket og rettede det lange røde løb næsten lodret ned mod hvalen, der var på vej op kun 3 m under vandet. Hvalen blæste, og dens blanke side rejste sig som en mur i en stejl kurve over havoverfladen.

Som ansvarlig for vævsprøver skulle jeg vente på knaldet fra mærkningsriflen, før jeg affyrede min armbrøst. Hvalens glatte flanke fyldte hele mit synsfelt; jeg kunne umuligt ramme ved siden af. Da jeg hørte skuddet fra riflen, trykkede jeg på aftrækkeren. Pilen forlod armbrøsten, og der aftegnede sig et lille sort hul der, hvor jeg havde sigtet. Det tog mig lige et millisekund at fatte, at det var mig, der havde lavet det, og jeg følte et stik af anger og skyldfølelse. Var det mig? tænkte jeg som en dreng, hvis bold var kommet på afveje og var gået igennem en blyindfattet rude.

Så fik jeg proportionssansen tilbage. I forhold til den enorme hval var mit hul bare et myggestik. Det var ingen forbrydelse; det var et slag for videnskaben. Bruce Mate og jeg hægtede selerne af og trykkede hinanden i hænderne.

Måske er du interesseret i ...

Læs også