Farvestrålende beviser

Blåhvalens færden står skrevet på havets overflade. Der er den ægformede, glatte flade, der opstår over hovedet, lige før det bryder igennem, den lange, smalle, glatte flade skabt af ryggens krumning samt halefligenes cirkelformede aftryk. Der er de spruttende, hvide fontæner, som blåhvalen laver, hvis den blæser, før den når op over havoverfladen – en stribe af tidlige blåst. Der er bobleblåst. Jeg oplevede det for første gang lige foran bovsprydet, da der kom en stor klump bobler op af hvalens blåsthul knap 4 m nede.

7. juli 2010

Blåhvalens færden står skrevet på havets overflade. Der er den ægformede, glatte flade, der opstår over hovedet, lige før det bryder igennem, den lange, smalle, glatte flade skabt af ryggens krumning samt halefligenes cirkelformede aftryk. Der er de spruttende, hvide fontæner, som blåhvalen laver, hvis den blæser, før den når op over havoverfladen – en stribe af tidlige blåst. Der er bobleblåst. Jeg oplevede det for første gang lige foran bovsprydet, da der kom en stor klump bobler op af hvalens blåsthul knap 4 m nede. Klumpen udvidede sig på vej op mod overfladen, glasagtig og glitrende som en prismelysekrone, der faldt opad. “Bobleblåst,” bemærkede Bruce Mate.

Lige denne bobleblåst virkede som en kommentar til vores vedholdende og irriterende lille båd. Det var formentlig en hval-ed. Den steg op over hvalens hoved som en taleboble i en tegneserie. Budskabet var noget i stil med “@*#&%?!?!”

Af alle blåhvalens spor på vandet var afføringen det mest farvestrålende. Den første afføring, vi så, var fra en etårig – en lille, 15 m lang blåhval. Hvalen blæste 12 m fra os, og bag den lyste havet op i en lang, orangerød kondensstribe. “Vi har afføring,” bekendtgjorde Ladd Irvine. Dette spor, en murstensrød stribe af forarbejdede krill, mere vandig end fast, var vores første direkte bevis for, at blåhvalerne søgte føde om vinteren ved Costa Rica Dome. Da det var en af de hypoteser, ekspeditionen var draget ud for at afprøve, fik Bruce Mate travlt med at finde en lynlåspose, så han kunne tage en prøve.

Beviset for fouragering blev bekræftet i skibets laboratorium. Robyn Matteson, som er Bruce Mates studentermedhjælper og også en af hans studerende, overvågede ekkoloddet og koncentrationerne af krill på en computerskærm. Krillene var mere pletvis fordelt end ventet, men der var også tætte stimer af de små krebsdyr. På den anden side af bordet sad John Calambokidis og Erin Oleson fra havforskningsinstituttet Scripps Institution of Oceanography ved hver deres computer og studerede hvalernes dykkeprofiler. De blev registreret ved hjælp af akustiske sendere, som det var lykkedes at anbringe på flere hvaler. Senderne bliver anbragt med en stang og sat fast med en sugekop. De sidder på hvalen i nogle timer og ikke måneder som satellitsenderne, der er skudt ind. Her ved Costa Rica Dome viste sendernes dybdemålere dyk på over 240 m. Når den lodrette linje, der markerer en dykning, nåede det dybeste punkt, kunne man se en siksakbevægelse i et mønster, der er karakteristisk for blåhvaler, der kaster sig over krill.

Det var sværere at finde beviser for, at der blev født unger ved Costa Rica Dome, men efter mange frugtesløse dage skete det omsider i form af en mor og hendes unge ved styrbords side. De to bevægede sig langsomt og tilbragte meget tid ved overfladen. Moderen overraskede os ved at lade sin kalv dreje hen mod Pacific Storm. En hvalmor anbringer sig ofte mellem sin unge og en potentiel fare, men denne mor lod ubekymret sit barn udforske omgivelserne.

John Calambokidis sejlede ud med Squall for at tage billeder ved overfladen til fotoidentifikation. Flip Nicklin og kameramand Ernie Kovacs greb deres grej og tog med. Da de nærmede sig hvalerne, tog de svømmefødder på og gled ned i vandet. Først kunne de ikke se andet end blåt gennem dykkermaskerne. Eric Kovacs kiggede efter ungen, og pludselig overraskede den ham ved at passere forbi ham ca. 2 m under hans svømmefødder. Hvalen var kun en baby, men alligevel var det, som om dens blå ryg fortsatte under ham i en uendelighed. Da ungen gled forbi Flip Nicklin, roterede den lidt for at vende et øje mod ham. Den stirrede ind i kamerahusets frontlinse, og Flip Nicklins lukker kvitterede med et blink tilbage.

Måske er du interesseret i ...

Læs også