Et varsel om blåhvalens fremtid

Efter 21 dage ved Costa Rica Dome måtte vi af sted og sejlede nordpå til Acapulco. Under hjemrejsen gjorde vi status. Der havde været skuffelser: Vi ville gerne have sat sendere på flere hvaler, set flere unger og haft flere møder med blåhvaler under vandet. Vi var ærgerlige over, at vi ikke fik set hval 4172, den hvide han. Men alt i alt var vi tilfredse.

7. juli 2010

Efter 21 dage ved Costa Rica Dome måtte vi af sted og sejlede nordpå til Acapulco. Under hjemrejsen gjorde vi status. Der havde været skuffelser: Vi ville gerne have sat sendere på flere hvaler, set flere unger og haft flere møder med blåhvaler under vandet. Vi var ærgerlige over, at vi ikke fik set hval 4172, den hvide han. Men alt i alt var vi tilfredse.

På de tre uger vi havde sejlet frem og tilbage i området, var det lykkedes os at finde tre hvaler hernede, der var blevet mærket med sendere i Californien. Hver gang vi styrede mod signalerne fra en af disse hvaler, havde vi fundet den i selskab med hvaler uden sendere. Satellitmærkningen havde vist sig at være en effektiv metode til at finde koncentrationer af umærkede hvaler. Vi havde satellitmærket tre nye blåhvaler (en af senderne fungerede dog ikke), sat akustiske sendere på yderligere seks og fotoidentificeret omkring 70. 13 af de 70 kom fra Californien. Ekspeditionen viste, at Costa Rica Dome får besøg af et stort antal blåhvaler. Vi så mange af blåhvalernes romantiske trekanter, og vi oplevede megen løssluppen parringsadfærd, alt sammen tegn på, at stedet er et parringsområde. Vi påviste, at blåhvalerne med sikkerhed kom hertil efter føde om vinteren. Via sonarbøjer og akustiske sendere på hvalerne lyttede vi til blåhvalsangens A- og B-kald og de D-kald, hvalerne laver mellem måltider.

Der er altså godt nyt fra Costa Rica Dome. Det største dyr nogensinde har været jaget af vores art, den tænkende abe, indtil det var tæt på udryddelse. Der er stadig ikke mange af dem, men det var svært ikke at føle optimisme. Da jeg sad i min køje med Flip Nicklins bærbare computer og dvælede ved hans digitale portrætter af den nysgerrige kalv, syntes jeg, at den så gavtyveagtig ud i sit pudsige ansigt. Det havde en opmuntrende effekt på mig. De unge hvaler indgyder os håb.

På sejlturen hjem var der tid til eftertanke, og da gik det op for mig, hvorfor blåhvalens haleaftryk i den grad tryllebandt mig, hver gang jeg så det ved Costa Rica Dome. Den store, runde, glatte flade er artens underskrift, haleaftrykkets signatur, overdimensioneret og insisterende. Det springer i øjnene. Og det slog mig, at den forbløffende fastholdelse af aftrykket i havoverfladen trods krusningerne er et godt varsel. Når hvalerne kan ses på dette vinterfristed, må det være et tegn på, at blåhvalen trods alt nok vil modstå historiens krusning.

“Vi er her stadig!” siger haleaftrykket.

Måske er du interesseret i ...

Læs også