Eksperiment: Sonar ændrer hvalers adfærd

Forskere har gennemført verdens første sonareksperiment med en af Europas mindst kendte hvalarter, nemlig næbhvalen. Under ekspeditionen var udstyr for millioner tæt ved at gå tabt, da hvalen tog et dybt dyk og kontakten til den dermed forsvandt.

12. maj 2015 af Eirik Grønningsæter

Når hvaler strander

Blandt verdens mange hvalarter er kun omkring 20 kendt for at strande sig selv. Strandinger sker, når hvaler af en eller anden grund svømmer ind på lavt vand eller helt op på land, og har været kendt siden Aristoteles’ tid. Selv om teorierne er mange om, hvorfor hvaler går på grund, er hvalstrandinger stadig en gåde, og kun lidt er dokumenteret om årsagerne.

Desværre ender mange strandinger med døden for hvalen. Flere af massestrandingerne har drejet sig om arter, der lever på dybt vand. Obduktioner har vist, at nogle af hvalerne har lidt af skader, der mindede om dykkersyge, mens andre har haft store skader i ørekanalerne. Flere af hændelserne er desuden indtruffet samtidig med eller lige efter brug af menneskeskabte lydkilder på havet.

Militære flådeøvelser med brug af kraftig sonar og olieindustriens hyppige brug af ”seismisk skydning” – affyring af kraftige ”lydkanoner” ned mod havbunden – i nærheden af havpattedyr er derfor blevet et stadigt varmere debatemne og er blevet nævnt som sandsynlig årsag til i hvert fald nogle af de mange massestrandinger, der er sket de seneste årtier.

På sonarekspedition med de sjældne næbhvaler

Næbhvaler er en gruppe, der er stærkt repræsenteret i statistikken, men er samtidig nogle af de hvaler, forskerne har allermindst viden om. Nogle næbhvaler er så sjældne, at de kun er kendt fra ganske få individer, der er drevet i land. På grund af deres tilbagetrukne levevis, hvor de kun tilbringer meget lidt tid ved overfladen, hvor vi mennesker kan observere dem, har de indtil for nylig været næsten umulige at studere i deres naturlige omgivelser.

En af de lidet kendte arter er nordlig døgling (Hyperoodon ampullatus), som er dén nordatlantiske hvalart, forskerne ved allermindst om. Heldigvis kan forskerne drage nytte af den teknologiske udvikling.

Vi skal på ekspedition for at forsøge at mærke næbhvaler med dataloggere for på den måde at studere, hvilken virkning brugen af sonar eller ekkolod har på hvalernes adfærdsmønster i havet – noget, der aldrig tidligere er forsøgt med denne hvalart.

Sådan organiseres ekspeditionen

På kajen i Tromsø er der hektisk aktivitet. 17 forskere fra syv lande er klar til at gå i aktion. De fleste er hollændere og nordmænd, og lederen af ekspeditionen er Petter H. Kvadsheim fra Forsvarets Forskningsinstitutt (FFI) i Norge. I to år har de forsøgt at studere næbhvalen, men indtil videre uden held. Nu er taktikken ændret, og håbet om succes er tændt på ny.

Forskningsfartøjet H.U. Sverdrup II er næsten to døgn om at nå frem til farvandene omkring den afsidesliggende ø Jan Mayen – et område, som hvalfangernes dagbøger fra 1960’erne afslører, er meget vigtigt for næbhvalen. Det viser sig, at den historiske viden stadig er gældende. Med den næsten 2.300 meter høje vulkan Beerenberg på Jan Mayen synlig i horisonten rapporterer observationsholdet fra brodækket om de første grupper af næbhvaler.

Jollen bliver sat i vandet. På skibet arbejder tre hold nemlig sideløbende med hinanden. Lytteholdet sidder indenfor og følger med på computerskærme og højttalere for at opfange akustiske signaler. Bag båden hænger et langt lyttekabel, og ved hjælp af det kan man høre hvalernes egne lyde. På den måde kan forskerne somme tider lokalisere hvalerne, selv om de er under vandet og usynlige for observationsholdet, der holder udkig fra taget af skibet.

Når de har lokaliseret en hval, sendes mærkningsholdet ud i en mindre og hurtigere båd. Jollen har en styrmand, en mærker og en fotograf til at dokumentere mest muligt under arbejdet. På baggrund af billeder kan forskerne forhåbentlig i løbet af nogle år danne sig et indtryk af bestandenes størrelser. Man ved nemlig ikke, hvor mange næbhvaler der findes i verden. Der findes knap nok billeder af denne art i Europa. De tre hold koordineres fra broen, hvor ekspeditionsleder Kvadsheim har fuld kontrol og samarbejder tæt sammen med forskningsskibets øvrige besætning.

Det kræver tålmodighed at studere næbhvaler

Den nordlige døgling kan blive næsten ti meter lang og lever som regel i små grupper på mellem to og ti dyr. Det er meget udfordrende at arbejde med denne art. Ikke kun fordi den er sjælden, men også fordi den befinder sig bedst på meget dybt vand. Næbhvalen tilbringer meget lidt tid ved overfladen, hvor forskerne har mulighed for at fastgøre dataloggeren på den.

Nede i dybet jagter hvalerne stort set kun blæksprutter. De dykker gerne i 20-30 minutter ad gangen for så at tilbringe fire-fem minutter ved overfladen, før de dykker igen. Efter fire-fem dyk af denne type tager de et længere og dybere dyk, der kan vare helt op til halvanden time! Det kræver med andre ord en stor portion tålmodighed at studere disse dyr.

For at kunne gøre dataloggeren fast skal mærkningsbåden være inden for fem-seks meter af hvalen. Der går flere dage med fejlslagne forsøg og mange timer med venten, før holdene endelig har heldet med sig. For allerførste gang er en næbhval blevet mærket med datalogger i norsk farvand, og der breder sig en stor lettelse blandt forskerne, da de kan konstatere, at loggeren sidder, som den skal og sender signaler tilbage til moderskibet.

Loggeren er fastgjort med sugekopper på ryggen af dyret og er programmeret til at løsne sig efter 18 timer, hvorefter den flyder op til overfladen og sender VHF-signaler til forskningsskibet, så forskerne kan finde og bjærge loggeren, hvori alle dataene er lagret.

Sonar affyres og logger registrerer lyden

Efter at hvalen har fået lov til at vænne sig til loggeren i nogle timer, begynder forskerne at affyre sonarlyde i stil med dem, flåden bruger, ned i vandet. Eftersom der er indikationer på, at sonar af denne type kan være skadelig for hvalen, begynder forskerne med lav lydstyrke og øger derefter gradvis volumen. Derved giver de hvalen tid til at svømme væk fra lydkilden, hvis den skulle føle ubehag. Loggeren, som er fastgjort til hvalen, registrerer blandt andet, hvor kraftig den lyd er, der når frem til hvalen.

Hvaler benytter lyde til at kommunikere med

Hvaler bruger selv lyde til at kommunikere indbyrdes, både under jagt på bytte, som navigation, under parringsleg og som kontaktlyde. Nogle af de større hvalarter, som for eksempel blåhvaler og finhvaler, frembringer faktisk dyrerigets kraftigste lyde. På en meters afstand afgiver en jetmotor fra et fly og en blåhval omtrent lige kraftig lyd!

Delfiner menes at kunne identificere genstande på størrelse med en golfbold på 100 meters afstand ved hjælp af sonar eller ekkolokalisering. De store hvaler kan kommunikere med hinanden på tværs af store afstande i havet.

Lyd og hørelse er altså tydeligvis ekstremt vigtige egenskaber i hvalernes liv. Med stigende menneskelig aktivitet bliver menneskeskabt lyd også en stadig større del af lydbilledet i havet. Lyden bevæger sig cirka fem gange hurtigere i vand end i luft, og desuden vandrer lyden meget langt under vandet. Det er med til at komplicere lydbilledet i havene, og hvalerne må i stadig større grad lære at leve med denne ”støj” omkring sig. Havet bliver stadig mere lydforurenet, og derfor er det i stigende grad vigtigt at finde ud af mere om, hvordan det påvirker havets dyreliv.

Kontakten til loggeren forsvinder

H.U. Sverdrup II fortsætter ud ad sit transekt, som er den linje, dyrene optælles langs. Der affyres stadig lyde med lydkanonen. Pludselig er det blevet stille på havet. Ikke en eneste lydregistrering fra hvalen logges, og ikke en eneste hval er at se. Det er en umiddelbar og overraskende kraftig respons på forskernes lydeksperiment. Så kraftig er responsen fra hvalen, at forskerne faktisk mister kontakten med loggeren.

Spørgsmålet, som forskerne nu stiller sig selv, er, hvor langt svømmer en skræmt næbhval? Og ikke mindst, i hvilken retning? Forskerne samles til et hastemøde. De må planlægge en eftersøgning. Om 15 timer løsner loggeren sig fra hvalen, og da er det vigtigt at vide, hvor man skal lede. Batterierne i VHF-senderen holder ikke evigt, og de skal finde loggeren, inden batterierne dør, og loggeren hører op med at sende signaler.

Så kommer tågen. Sigtbarheden er kun 100 meter, og det kunne ikke indtræffe på et værre tidspunkt. Det betyder, at de ikke længere kan lede visuelt. Nu må de stole 100 procent på, at VHF-senderen virker. Tidligere erfaringer tyder på, at signalerne har en rækkevidde på ca. 16 kilometer. Ikke ligefremt langt, når man befinder sig ude på et stort hav. Det betyder også, at hvis hvalen eller dataloggeren er længere væk, bliver den umulig at finde for forskerne. Alle data er lagrede i loggeren, og det er altafgørende for ekspeditionens udfald, at forskerne opsporer loggeren. Uden logger, ingen data. Timerne går, tågen er stadig lige tæt, og man mærker tydeligt nervøsiteten brede sig hos ekspeditionsleder Kvadsheim og de andre forskere. Natten kommer, og dagen gryr. Stadig ingenting. Fortsat tåge.

Først 22 timer og 46 kilometer efter det seneste signal og efter lige så mange anspændte timer med nervøs og intens eftersøgning, høres svage signaler. Der er igen kontakt mellem logger og forskere. En forskningsindsats til flere millioner kroner afhænger af denne ene logger. Jollen sættes i vandet, og lettelsen er enorm, da loggeren igen er tilbage i forskernes hænder. Tilbage på moderskibet er vejen kort til computerne. Det viser sig, at loggeren har registreret helt enestående data og kan afsløre helt ny viden om den gådefulde næbhval.

Resultater: Sonar påvirker hval til ny verdensrekord

Et af de umiddelbare resultater er, at næbhvalen, der har båret forskernes logger, har sat ny verdensrekord. Det dybeste dyk er på hele 2400 meter, og det fandt sted samtidig med, at forskerne begyndte at bruge sonaren. Derudover ændrede hvalen fuldstændigt adfærd. Den begyndte at bevæge sig i en ret linje væk fra sonarkilden, og ikke et eneste dyk efter føde blev registreret de følgende timer, mens sonareksperimentet fandt sted. Næbhvalen gjorde tydeligvis alt, hvad den kunne, for at undgå lydene fra sonaren. Desuden gik der kun fire minutter, fra sonaren blev slået til, til hvalerne i området holdt op med at kommunikere akustisk.

Hvis man sammenligner observationer gjort indtil 24 timer før og fra 24 timer efter eksperimentet, lader der også til at være en mere langvarig effekt. Antallet af hvalobservationer gik i det pågældende tidsrum – fra før eksperimentet til efter sonaren var stoppet – ned fra 9,4 til 0,38 pr. time. Antallet af lydobservationer faldt i samme periode fra 169 til kun én. Det kunne tyde på, at den nordlige døgling definitivt er blandt de arter, der påvirkes mest af brugen af sonar i havet.

Forskerne havde ingen anelse om, hvilke resultater de ville komme hjem med fra denne ekspedition. Nu lader det til, at de har fået uvurderlig og vigtig ny viden om den gådefulde hvalart, som kun få mennesker har været så heldige at stifte bekendtskab med.

Vi har fået nogle flere svar, men endnu står mange spørgsmål tilbage, før vi forstår denne sjældne skabning.

Måske er du interesseret i ...

Læs også