Hvidhajen er rykket ind i Østersøen

Der er blevet spottet hvidhajer i Østersøen, og forskere rapporterer, at de er kommet til de nordiske farvande for at blive. Den frygtede haj har altså på kort tid udvidet sit udbredelsesområde til også at omfatte Østersøen.

26. marts 2015 af Gitte Hou Olsen

APRILSNAR! Dette var en aprilsnar - snød vi dig?

Flere medier har for nylig beskrevet, hvordan hvidhajer er blevet spottet ved diverse nordiske kyster, og en ny rapport bekræfter, at hvidhajerne er kommet for at blive.

Forskere bekræfter: Menneskehajer i Østersøen

Hvidhajen er 6-7 meter lang og lever i alle oceaner i verden, men hører naturligt hjemme under varmere himmelstrøg. Der har været flere bekræftede observationer i Den Engelske Kanal i løbet af 1990'erne, men det var såkaldte strejfere, som relativt hurtigt søgte sydpå igen.

Nu tyder meget på, at den frygtede hvidhaj for alvor er i gang med at indtage de nordligere farvande.

Internationale forskere har netop offentliggjort en rapport om situationen for verdens hajer, og det mest sensationelle - set fra et nordisk synspunkt er - at hvidhajen ser ud til at have etableret en bestand i Østersøen. Havenes stigende temperaturer og et svindende fødegrundlag i Middelhavet kan være medvirkende årsager.

Det er ikke helt uventet, at hvidhajen ser ud til at trives i vores farvande. Faktisk er det mest overraskende, ifølge hajeksperter, at det ikke er sket før. Havtemperaturerne i Østersøen bør ikke skræmme hvidhajerne, og vi har masser af sæler, som er deres foretrukne føde.

Forsikringsselskaber nægter at forsikre dykkere

Hvidhajen, som også kaldes menneskehaj, er en af de tre hajarter, der er kendt for at angribe og til tider dræbe mennesker, og nu fortæller erhvervsdykkere, at de oplever problemer med at tegne en ulykkesforsikring.

“Hajer i den klasse udgør en markant større risiko, end vi hidtil har kendt til i vores farvande," siger erhvervsdykker Peter H. Jonassen fra Varde – og det kan være årsagen til forsikringsselskabernes ændrede kurs på området. Ingen forsikringsselskaber har ønsket at udtale sig i sagen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også