Hvidhaj: Havets misforståede dræber

HVIDHAJ: Den har fået øgenavnet 'Dødens gab' og blot synet af dens finne kan jage en skræk i livet hos selv den hurtigste svømmer. Men hvidhajen er ikke blot langt bedre end sit dårlige rygte - den er også en uvurderlig brik i havets økosystem.

1. februar 2016 af Anna-Dora Maron

HVOR STOR ER ER EN HVIDHAJ?

Med en kampvægt på op til 2 ton og en makslængde på imponerende 6 meter er hvidhajen verdens største rovfisk. Men det tager sin tid, at udvikle sig til den perfekte dræbermaskine. En hvidhaj er nemlig først kønsmoden, når den bliver mellem 12 til 18 år gammel.

Se verdens største hvidhaj

HVOR MANGE TÆNDER HAR EN HVIDHAJ?

Få overlever et møde med den store hvide hajs imponerende gab, og det er der en ganske særlig grund til. En hvidhaj har nemlig mere end 300 tænder - og den ene er mere barberbladsskarp end den anden.

Det imponerende tandsæt bliver brugt til at flå sit bytte i stumper og stykker, og selvom en hvidhaj ofte mister en tand eller to under sine angreb, risikerer den aldrig at blive tandløs. Hvidhajen producerer nemlig nye tænder hele sit liv, og den kan tabe op til 30.000 tænder i hele sin levetid.

HVOR LEVER HVIDHAJEN?

Hvidhajen lever over hele verden i vande på 12-14 grader og er kendt for at migrere over lange distancer. Vil man være helt sikker på ikke at svømme ind i en hvidhaj, skal man holde sig væk fra Sydafrika, Australien og USA, da disse steder er hvidhajens foretrukne jagtmarker.

Vi skal dog ikke føle os alt for sikre, blot fordi vi lever i det kolde nord. De seneste år er der flere gange observeret en stor, hvid haj svømme rundt ud for Skotland og Englands sydkyst. Og havbiologerne afviser ikke, at der kan svømme eventyrlystne hvidhajer rundt langt mod nord.

Den blå farve viser hvidhajens levesteder. Den mørkeblå farve illustrerer, hvor der holder flest hvidhajer til.

ER HVIDHAJEN VERDENS FARLIGSTE HAJ?

Hvidhajen står for flest hajangreb mod mennesker på verdensplan, men man skal være ret uheldig for at ende øverst på hvidhajens menukort.

Ifølge organisationen The International Shark Attack File har hvidhajen siden 1876 kun dræbt 77 mennesker på verdensplan. Der er altså større risiko for at blive dræbt af en vidlfaren champagneprop (24 dødsfald årligt) end af en glubsk hvidhaj.

HVAD SPISER EN HVIDHAJ?

I store dele af verdens have er hvidhajen toppen af fødekæden og derfor har hvidhajens rolle stor betydning for økosystemet. Hvidhajen regulerer mængden af andre arter ved at udrydde de syge og svage og ved at forhindre, at en art får monopol på økosystemets ressourcer. På den måde sørger den for at holde balance i havets skrøbelige og evigt udfordret økosystem.

Hvidhajen spiser op til 11 ton mad om året. Til sammenligning spiser mennesket i gennemsnittet et halvt ton fødevarer om året. Hajens kost er varieret og den skifter derfor mellem forskellige byttedyr, så én art ikke bliver dominerende. En hvidhaj spiser hovedsageligt tun, rokker, fugle, skildpadder, sæler og søløver.

HVOR TRUET ER HVIDHAJEN?

På trods af at hvidhajen er en farlig fisk, er hvidhajen en meget truet art. Overfiskeri, ødelæggelse af levesteder og manglende føde har ført til, at bestanden af hvidhajer er mindsket gevaldigt.

I 2011 sendte alarmerende forskning foretaget ved Stanford University hvidhajen på listen over truede dyr. Forskerne mente, at der kunne være så få som 219 hvidhajer tilbage i farvandene ved Nord- og mellemamerika.

Heldigvis står det ikke så slemt til som først antaget, og efter et nyt studie i 2014 viste, at bestanden af hvidhajer i det samme område var tættere på 2-3000 eksemplarer, er hvidhajen gået fra 'truet' til 'sårbar'.

Hvidhajen i tal

En hvidhaj har mere end 300 tænder

En hvidhaj er drægtig i 12 til 18 måneder

En hvidhaj føder et kuld på 2 til 10 unger.

En hvidhaj kan svømme op til 80 kilometer om dagen.

Hvidhajen har eksisteret i mere end 400 millioner år - altså før dinosaurerne eksisterede.

En hvidhaj kan lugte blod i op til 2 kilometers afstand.

Måske er du interesseret i ...

Læs også