6 fascinerende facts om klumpfisken

Klumpfisken kan blive lige så stor som et næsehorn, er vild med at solbade og hitter som computerspil i Japan. Vi bringer 6 facts om en af havets mest mærkværdige skabninger.

29. februar 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

Af havets mange mærkværdige skabninger er den kolosale klumpfisk én af de allersæreste.

Med en vægt på op til 2,3 ton og en længde på op til 3,5 meter kan klumpfisken blive lige så stort som et næsehorn, hvilket er ret imponerende taget i betragtning af, at dens kost mest består af vandmænd.

I Tyskland går klumpfisken under navnet "schwimmender kopf", som betyder svømmende hoved. Og det må siges at være en ret rammende beskrivelse af klumpfiskens aparte udseende.

Klumpfiskens små finner og kuglerunde krop får den nemlig mest af alt til at ligne et mislykket ballondyr. Og det hjælper heller ikke på førstehåndsindtrykket, at den svømmer rundt med åben mund og polypper og ligner en, der er konstant overrasket.

Vi har samlet 6 fascinerende facts om et af havets mest mærkværdige skabninger:

1. KLUMPFISK SOLBADER

Normalt holder fisk sig langt væk fra solens skarpe stråler, men ikke klumpfisken. Den lægger sig ofte fladt i havoverfladen og suger solens stråler til sig. Klumpfisken har brug for at varme sin enorme krop op, inden den begiver sig 600 meter ned i det kolde dyb for at jagte føde.

2. KLUMPFISK FÅR FLERE UNGER END NOGET ANDET DYR

Klumpfisken er en god kandidat som det mest frugtbare dyr på Jorden. Hunnen kan nemlig gyde 300 millioner æg, hvilket er rekord i dyreriget. Det lyder som mange munde at mætte, men heldigvis for moderen - og uheldigvis for afkommet - overlever kun en håndfuld af ungerne helt til voksenlivet.

Selv som baby har klumpfisken sit genkendelige, overraskede ansigtsudtryk.

3. JAPANSKE SHOGUNS TOG KLUMPFISK SOM BETALING

I 16- og 1700-tallets Japan blev klumpfisken brugt som betalingsmiddel, når de magtfulde shoguns (titlen på de japanske herskere fra 1192 til 1868) skulle opkræve skatter. I stedet for at punge ud, kunne fattige fiskere i stedet prøve lykken med snøre og line og spise de magtfulde shoguns af med den kolosale klumpfisk.

4. KLUMPFISK HITTER SOM COMPUTERSPIL

Og nu vi er ved japanerne, så er klumpfisken stadig en yderst populær fisk i Solens Rige. Den sælsomme fisk er officiel maskot i flere byer, og sidste år fik den hovedrollen i sit eget computerspil, 'Survive Mola Mola' ('mola mola' er eng. for klumpfisk, red.).

I spillet, der er downloadet over 6 millioner gange i Japan alene, skal man fodre klumpfisken, så den vokser sig stor og stærk. Men pas på, at den ikke kløjs i en reje eller en plastikpose undervejs!

5. KLUMPFISK RENSES AF MÅGER

Klumpfisken er ikke den hurtigste fisk i havet. Den klodsede kolos er ikke skabt til at svømme hurtigt, og derfor flyder den rundt i sit eget astadige tempo.

Klumpfiskens langsomme færd gør den til et yndet bytte for havets mange parasitter. Heldigvis har den store fisk indgået en alliance med mågerne. Når parasitterne bliver for irriterende svømmer klumpfisken op til overfladen og inviterer mågerne til at komme og mæske sig i de uindbudte parasitter.

6. KLUMPFISK VOKSER MED LYNETS HAST

Når en klumpfisk fødes er den ikke meget større end et knappenålshoved, men det varer ikke længe, før den får sul på kroppen. Klumpfisken er nemlig lidt af en ædedolk, og i de første 15 måneder tager den i gennemsnit 1 kilo på - om dagen!

Måske er du interesseret i ...

Læs også