Sarah pulveriserer Usain Bolts rekord

Geparden Sarah har udraderet verdensrekorden i 100 m-løb med en tid på 5,95 sekunder, som får Usain Bolts verdensrekord på 9,58 sekunder til at ligne en magelig spadseretur.

Sarah, en gepard fra Cincinnati Zoo i USA, løb et rekordhurtigt 100 m-løb den 20. juni i år.
Ken Geiger, National Geographic
Sarah, en gepard fra Cincinnati Zoo i USA, løb et rekordhurtigt 100 m-løb den 20. juni i år.

Hvis du troede, at den olympiske guldmedaljevinder i 100 m-løb, Usain Bolt, var hurtig, kan du godt tro om igen. Cincinnati Zoos 11 år gamle gepard, Sarah, har sat ny verdensrekord med tiden 5,95 sekunder.

Første gang, hungeparden Sarah gjorde sig fortjent til titlen som verdens hurtigste landpattedyr, var i 2009, da den tilbagelagde 100 m på 6,13 sekunder og slog den tidligere rekord, der var sat af en sydafrikansk hangepard ved navn Nyana i 2001.

Sarah udraderede alle 100 m-tider, da den tidligere i år blev noteret for 5,95 sekunder. Dens 100 m-løb var næsten fire sekunder hurtigere end den olympiske 100 m-mester, Usain Bolt fra Jamaica, hvis hurtigste tid på samme distance er 9,58 sekunder. Sarahs topfart blev målt til 98 km/t.

Jagter "hare" over 100 m

Kameraer filmede rekordløbet, som Sarah gennemførte i første forsøg, mens den jagtede en "hare" i form af en lådden tøjhund på en specialkonstrueret bane, der er godkendt af et kontrolorgan under USA's atletikforbund.

Video: Sarah sætter ny 100 m-rekord

"I Cincinnati Zoo er det vores mål hver eneste dag at give hver besøgende en oplevelse af naturens dyreliv, og intet giver en større oplevelse end at se en gepard strække helt ud i vores Cheetah Encounter. Vi er meget stolte af Sarah, vores verdensrekordholder, fordi hun er en fremragende ambassadør for sine gepardslægtninge ude i naturen," siger Thane Maynard, der er chef for Cincinnati Zoo & Botanical Garden i USA.

"Cincinnati Zoo har støttet bevaringen af geparder i Afrika i over 20 år, og heldigvis er geparden den art, der har en mulighed for at løbe fra sin egen udryddelse."

Sarah og de fire andre geparder i Cincinnati Zoo, der indgår i projektet Cat Ambassador Program, var på besøg i den zoologiske haves regionale gepard-yngleanlæg som led i et projekt, der vil blive beskrevet i en artikel i novembernummeret af magasinet National Geographic, hvor man også vil kunne se banebrydende højhastigheds fotooptagelser af geparder i bevægelse.

Geparder er byggede til fart. Takket være den smidige rygsøjle kan deres forben strækkes langt frem for hvert skridt, hvilket gør dem i stand til at tilbagelægge mellem 6,1 og 6,7 m pr. skridt, omtrent samme distance som for en væddeløbshest. Geparder svæver over jorden i over halvdelen af den tid, de løber. Deres kløer er hårde og skarpe som knopper, og det giver dem et fremragende fodfæste, når de løber.

Geparder er truede, og den samlede bestand i verden er skrumpet fra omkring 100.000 i 1900 til anslået 9000 til 12.000 geparder i dag. Cincinnati Zoo er blevet døbt "verdens gepardhovedstad" på grund af dens bevaringsindsats ved hjælp af undervisning, offentlig formidling og yngleprojektet for geparder i fangenskab. I alt er der født 64 gepardunger i Cincinnati.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Aften- og nattebilleder.

Nyt blad: Roms gale kejser

Abonnement: I blad nr. 9 / 2014 kan du læse om Kejser Nero, der dræbte to af sine koner og muligvis sin egen mor. Men var han virkelig så slem?

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications