Sejlivede suler

De akrobatiske havfugle bringer godt nyt: Efter 100 års beskyttelse stortrives bestanden i kolonier omkring Nordatlanten.

19. september 2014 af Jeremy Berlin

15 meter over Nordsøens stormrørte bølger har en sky af fugle samlet sig. Da skybruddet kommer, er det som lyn fra en klar himmel. De styrtdykker, en sværm af hvide treforke, der spidder bølgerne med klask og plask.

Et øjeblik senere dukker de op på overfladen med en fisk i halsen. De ryster hovedet, stiger op fra vandet på 2 m brede vingefang og svæver, elegante som svaner, til deres hjem højt oppe på klippehylderne. Dér lander de klodset og skændes højlydt.

Sulen: en fugl af modsætninger

Sulen (Morus bassanus) er en vidtberejst søfarer, der på bestemte årstider ligger for anker ved overfyldte kolonier, og som ligner en krydsning mellem en måge og en albatros. Den er lige så elegant i luften, som den er kluntet på landjorden, på skift grov og graciøs, aggresiv og amourøs, dramatisk og komisk. Den er, som den skotske naturforsker Kenny Taylor tørt beskrev det: “en fugl af modsætninger”.

I 1913 havde århundreders jagt udtyndet bestanden, der engang var, gud ved hvor stor, til måske 100.000 fugle og færre end 20 kolonier. Efter 100 års beskyttelse er sulerne en af naturbevaringens store succeshistorier. I dag findes der godt 40 ynglesteder omkring Nordatlanten, som er havn for ca. 400.000 ynglende par plus titusindvis af unge og ikke-ynglende fugle.

Koloni på toppen af Shetlandsøerne

Der findes en stor koloni ved Hermaness, som er et naturreservat på toppen af Shetlandsøerne. Dette er det nordligste punkt i Storbritannien – verdens kant. Her falder de 150 m høje gnejsklipper lodret ned i tidevandsoprørte heksekedler, hist og her brudt af skærgårdens klippebuer. Stedet, der bugner af folkesagn, er opkaldt efter kæmpen Herma, som elskede en havfrue. Når man når dertil efter at have trampet gennem mange kilometer gennemvædet mose, falder jorden væk i en afgrund mellem himmel og hav, hvor vinden og bølgerne vrider sig og brøler.

Sulerne begyndte at yngle her i 1917, og når de fælder om sommeren, fylder deres fjer luften som festøv. Kolonien er et mylder af fugle, der skræpper, flagrer og skubber. De bedste redepladser er i midten, så kostbare og sjældne som billige herskabslejligheder midt i København. Får man først fat i én, forsvares den med savtakket næb og kløer. Enlige fugle lurer på randen på udkig efter en partner og deres egen rede.

For at få fat i en redeplads kæmper hannerne to og to ved at låse næb og stikke efter hinandens hoveder i en times tid. Når sammenstødet ender, forlader en sule stedet; en anden har et hjem. “Fuglen er trofast mod pladsen, når den først bebor den,” fortæller skotten Stuart Murray, der har studeret Storbritanniens havfugle i fire årtier. “De tiltrækker en mage, hun lægger et æg, og så tænker de: Bingo! Jeg gjorde det!”

Hård kamp for overlevelse

En sæson er lig med et æg, enkelt og hvidt som gåsens. Forældrene skiftes til at ruge og, efter seks uger, fodre det, der kommer ud – en indskrumpet, nøgen, sort lille ting. I løbet af tre måneder udvikler den sig til en dunet hvid pudderkvast, derpå til en ungfugl med gråsorte fjer. To måltider om dagen får den til at udvikle sig hurtigt, og dens rytmiske vingeflapperi toner musklerne.

Når en unge er klar til at forlade reden, plasker den ned i havet. “Først duver den bare forvirret rundt på bølgerne,” siger Stuart Murray. “Men sulten driver den til at svømme og dykke. Så lærer den, hvad den skal gøre, ved at observere andre suler.” Det er hårdt og farligt at vokse op. Mindre end halvdelen af dem vil opleve deres treårs fødselsdag.

Hvis suler har et særligt kendetegn, er det deres evne til at styrtdykke. Når man ser dem skyde hovedkulds ned i de iskolde dybder for at fravriste føde fra havet, forstår man, hvorfor fiskere længe har forladt sig på dem som spejdere. Faktisk går forholdet mellem mennesker og suler langt tilbage i tiden. Engang blev smeltet sulefedt brugt til alt fra gigtbalsam til smøremiddel. John Daniels, der fotograferede Wrightbrødrenes første flyvetur, sagde, at de to brødre “kiggede på sulerne og efterlignede bevægelserne af deres vinger med deres arme og hoveder”. Med få naturlige fjender og rigeligt med fødekilder har sulerne i dag gode chancer for at trives. Alligevel, som for de fleste havfugle, er deres liv en daglig kamp mod vind og vejr. Selv i disse dage, siger Stuart Murray, “er det en stresset tilværelse at være sule”.

Måske er du interesseret i ...

Læs også