Sådan lokker påfuglen hunner til

Om kærlighed og kurmageri i dyrenes verden. Påfuglehannen bruger ikke kun sin overdådige fjerdragt når han skal tillokke hunner.

7. november 2014

Påfuglehanner skriger efter en mage

En strålende fjerdragt i et overdådigt farverepertoire er evolutionens måde at hjælpe påfuglehannen med at lokke hunnerne til.

Men når der ikke er nogen hunner i sigte, har hannen endnu et kort på hånden: Han tiltrækker dem med et særligt skrig, der fortæller, at han er i gang med at parre sig – selv om det slet ikke er tilfældet.

Forsker Roslyn Dakin tilbragte fire år med at studere, hvordan påfuglehunnen udvælger en mage. På “parringsarenaen”, hvor hannerne poserer for hunnerne, vil de fleste hunner vælge at parre sig med de samme få hanner, hvis halefarver og øjepletter er særligt attraktive, siger Roslyn Dakin.

Under klimaks udsender hannerne et umiskendeligt skrig – og Roslyn Dakin var derfor overrasket, da hun hørte nogle hanner skrige, selv om der ikke var nogen hunner. Men kort efter dukkede der nogle op, og det gik op for hende, at “de måske bruger lyden for at finde vej” til de mest attraktive hanner.

For at afprøve teorien afspillede hun ægte og ikke-ægte parringsskrig, og igen tiltrak det hunner. Roslyn Dakin kan ikke sige, om “snydeskrigerne” ved, at lyden tiltrækker mager, og: “Det er heller ikke sikkert, en hun dukker op, men det virker bedre end ingenting.”

Påfugle

Oprindelige levested Indien og Sri Lanka

Status Ikke truet

Fascinerende fakta Kurtiserende hanpåfugle ryster deres halefjer med 25 vibrationer pr. sekund.

Måske er du interesseret i ...

Læs også