Hollandsk politi indsætter rovfugle i tjeneste

Frygten for fjendtlige droner har fået hollandsk politi til at tage et usædvanligt våben i brug. Det er alt andet end højteknologisk - men meget effektivt.

21. september 2016 af Tobias Hjortkjær Schultz; Illustreret Videnskab

Hollandsk politi har offentliggjort en video, hvor en specialtrænet ørn fanger og uskadeliggør en fingeret terrordrone.

Dermed har mange måneders træning af såvel fugle som mænd båret frugt. Hollandsk politi er nu klar til at indsætte ørne i kampen mod fjendtlige droner.

Videoen er ganske vist kun en øvelse, men virkeligheden truer, for det er ikke kun højteknologiske hærenheder, der kan bruge droner. Sikkerhedseksperter forudser, at droner vil kunne bruges som våben af terrorister og kriminelle.

Angreb fra oven

Derfor er sikkerhedstjenester verden over i færd med at ruste sig mod droneangreb, men den hollandske løsningsmodel er så afgjort den mest lavteknologiske.

I første omgang kommer de specialtrænede rovfugle fra firmaet Guard From Above, der har udviklet konceptet.

100 ørneførere

Ordensmagten i Holland købte dog for fem måneder siden fire egne amerikanske ørneunger, som er ved at blive trænet.

De fire ørneunger synes i øvrigt blot at være begyndelsen. Hollandsk politi planlægger at uddanne 100 betjente som ørne-førere.

Dyrerettighedsforkæmpere har rejst kritik af projektet og stillet spørgsmålstegn ved, om dronernes propeller ville skade ørnenes klør.

Det har dog vist sig, at det ikke er et problem med de relativt små droner, der er almindelige i handlen.

Ørnenes klør er fra naturens hånd beskyttet af et kraftig skællignende lag hud. Ikke desto mindre har man udviklet en særlig klobeskytter, så heller ikke større droner vil kunne skade dem.

Måske er du interesseret i ...

Læs også