Flagermus med supertunge filmet i HD

For første gang er en sjælden flagermus med en tunge, der er næsten dobbelt så lang som dens krop, blevet indfanget af kameraet.

Flagermusen Anoura fistulata.
NGT
Flagermusen Anoura fistulata.

For første gang nogen sinde er det lykkedes at optage billeder i HD af en sjælden flagermus, mens den bruger sin rekordlange tunge til at slubre nektar i sig fra en blomst, der har form som et langt rør.

Flagermusen, der bærer artsnavnet Anoura fistulata og første gang blev opdaget i Ecuador i 2005, har den længste tunge i forhold til kropslængden blandt alle de pattedyr, man kender til.

Video: Flagermus i HD

Den sjældne flagermus er kun omkring fem cm langt, men dets tunge er næsten ni cm lang.

Når den ikke indsamler nektar fra blomsten Centropogon nigricans, er flagermusens tunge trukket tilbage og gemt i dyrets brystkasse.

Den nye video i høj opløsning viser flagermusen, mens den flyvende optager føde.

"Disse flagermus kan stå stille i luften," siger biolog Nathan Muchhala, der har været med til at opdage arten i en tågeskov i Andesbjergene. "I den henseende er de ligesom kolibrier."

På et nærbillede glider dyrets tunge som en slange ned i blomstens lange hals. Når tungen når ned til forrådet af sød nektar på bunden, forvandler spidsen sig og bliver pludselig pigget, idet nogle hårlignende fremspring, der kaldes papiller, vendes udad.

"Lige før flagermusen trækker tungen til sig igen, stikker [papillerne] lige ud til siderne," siger Nathan Muchhala fra University of Nebraska i USA. "Det maksimerer overfladearealet og gør, at den kan fungere ligesom en svaber og suge så meget nektar op som muligt."

Systemet lader til at fungere, og det er måske ikke så overraskende. Tunge og blomst menes at have udviklet sig sammen gennem tusinder af år i en sådan grad, at C. nigricans kun kan bestøves af A. fistulata.

Mens den pelsklædte flagermus optager føde, opsamler dens vippende hoved et støvlag af pollen, som derefter bliver afsat på den næste blomst, flagermusen besøger.

"Det viser sig, at længere rør får en flagermus til at løfte hovedet hyppigere under et besøg", hvilket igen får en større mængde pollen til at aflejre sig på dyrets hoved, siger Nathan Muchhala, der har en teori om, at arterne er fastlåst i et "samevolutionært længdekapløb".

Heldigvis lader flagermusen sig tilsyneladende ikke afskrække det mindste af blomstens moskusagtige lugt.

"Den er ikke så kraftig som et stinkdyr, men det er lidt derhenad," siger Nathan Muchhala, hvis arbejde med A. fistulata til dels er finansieret gennem National Geographics komité til forskning og opdagelse.

Tricket bag flagermus-optagelsen

For at få optagelser af supertungen, fløj National Geographics filmfolk til Ecuador, hvor Nathan Muchhala og hans hold ventede med en flagermus, de havde indfanget i forvejen.

Optagelserne fandt sted i et særligt telt, hvor flagermusen frit kunne flyve rundt og optage føde. For at gøre tungen synlig for kameraet blev der skåret et lille hul ved blomstens fod.

"De anbragte kameraet lige ud for hullet og fik de fantastiske nærbilleder," siger Nathan Muchhala.

Til at begynde med blev flagermusene forstyrret af menneskene og det skarpe lys i teltet og ville ikke nærme sig blomsterne for at optage føde, men efterhånden vænnede de sig til det.

"Faktisk vænnede de sig så meget til det, at efter et stykke tid," siger Nathan Muchhala, "kunne man komme ind i teltet, hvorpå de kom hen til en og landede på hånden for at søge efter nektar."

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • Underholdende videoer
  • De nyeste artikler
  • Ugens galleri

NYT BLAD: Genteknologi giver os ny magt

Genteknologien har gjort enorme fremskridt, og vi er nu i stand til at genredigere i en grad, vi aldrig troede mulig.

Fotokonkurrence: Læsernes Pletskud

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Der er et nyt tema hver måned.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications