Hvidhaj springer op på båd

Havforskere i Sydafrika fik hænderne fulde, da en 500 kg tung hvidhaj sprang op i båden.

Chris Fallows

Havforskere, der smed fiskeaffald i havet for at lokke hajer hen i nærheden af deres fartøj ud for den sydvestlige Cape-kyst i Sydafrika, fik hænderne fulde, da en 500 kg tung hvidhaj sprang op i båden. Begivenheden indtraf i nærheden af Seal Island ud for Mossel Bay - et område, der er kendt for sine "flyvende" hajer.

“Vi sejler ud i bugten hver dag for at indsamle data om hajbestanden,” fortæller Enrico Gennari til National Geographic News Watch. Enrico Gennari er direktør for Oceans Research, en uafhængig forskningsorganisation, der samarbejder med universiteter og kører offentlige kampagner for at oplyse om hajer.

“Vores team smed fiskeaffald i vandet for at lokke hajer hen til båden, så vi kunne fotografere deres finner. Ligesom menneskers fingeraftryk er finnerne en måde at identificere enkeltindivider på,” siger Enrico Gennari. “Vi ventede fire eller fem minutter, hvor der ikke skete noget, men så lød der pludselig et kæmpeplask, og en haj landede i båden. Den kom ikke fra området omkring agterstavnen, hvorfra lokkemaden blev smidt i vandet. Den kom fra siden i stedet.”


Hvidhajen på båden. Foto: Oceans Research

Holdets første tanke var at få alle på sikker afstand af det kæmpemæssige rovdyr, der kastede sig rundt på dækket. "Alle kom i sikkerhed og vi blev derefter kaldt over radioen,” siger Enrico Gennari. Han og en kollega var fremme ved båden i løbet af få minutter. Det var umuligt at skubbe det kæmpende dyr tilbage i havet med håndkraft, og et forsøg på at trække hajen op af båden ved hjælp af et reb fastgjort til den anden båd mislykkedes også.

“Vi kaldte havnen over radioen og sagde, at vi var på vej ind, og at vi havde brug for en kran. Det tog omkring 20 minutter, og undervejs sprøjtede vi hele tiden vand på hajens gæller for at hjælpe den med at trække vejret,” siger Enrico Gennari. Inde i havnen blev der anbragt et rør i hajens mund, som pumpede vand igennem dens gæller, så den kunne holdes i live. Ved hjælp af kranen blev dyret hejst op i halen. Det er et risikabelt foretagende, fordi hajen med sin store vægt oppe af vandet kunne have beskadiget rygsøjlen og de indre organer, siger Enrico Gennari. “Men alternativet var at lade den dø på båden.”

Hajen blev sænket ned i vandet, men svømmede efterfølgende selv op på land og strandede i havneområdet. Forsøg på at skubbe den ud i vandet igen med håndkraft slog fejl, så holdet fra Oceans Research surrede dyret fast til siden af båden og sejlede det ud på havet. "Efter en halv times havsvømning med hjælpemotor så hajen ud til at komme sig og begyndte at slå kraftigt med halen", fortæller Enrico Gennari." Hajen blev sluppet fri og svømmede væk", tilføjer han.

“Vi ved ikke, om hvidhajen stadig lever. Vi håber, vi snart ser den igen,” siger Enrico Gennari. Hvidhajen er velkendt af holdet bag Oceans Research, fordi det er blevet fotograferet med jævne mellemrum og er let at kende på sin karakteristiske rygfinne.

“Det er første og forhåbentlig også sidste gang, en haj er sprunget op i vores båd,” siger Enrico Gennari. “Det var en voldsom oplevelse for alle parter - både for hajen og for folkene. Men ingen mennesker kom noget til, og hajen overlevede tilsyneladende også, så det kunne faktisk ikke være endt bedre.”

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Nyt nummer: Naturens zombier

Abonnement: Er du klar til et gys? Zombier findes ikke kun i skrækfilm. Også i naturen er der væsner, der tager kontrollen over andre og forvandler dem til levende døde.

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Bygninger.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications