Stort plantefyldt akvarium gør fisk glade

Akvariefisk er mindre aggressive jo større og fyldt med planter deres akvarium er.

David Liittschwager

Uanset om de svømmer i en simpel glasbowle eller piler omkring i et enormt, veludstyret akvarium, så har akvariefisk en særlig evne til at trække et publikum. De er stille, nysgerrige og af og til endda komiske. Men kan fiskenes omgivelser have en betydning for, hvordan de opfører sig?

Ja, helt bestemt, siger biolog Ronald Oldfield ved Case Western Reserve University i Ohio, USA.

Hans nye studier tyder nemlig på, at akvariets størrelse og dekoration har indvirkning på fiskenes adfærd. Ronald Oldfield brugte unge djævlecichlider, der er en almindelig fisk i tropiske akvarier, og fandt ud af, at de i typiske, små hjemmeakvarier bed og angreb hinanden. Angrebene aftog i et 375-liters akvarium, der var fyldt med planter og gemmesteder.

I et tomt akvarium bliver aggression et slags tidsfordriv, for der er intet andet at lave, forklarer Ronald Oldfield. Men i mere rummelige omgivelser med flere genstande, der giver variation, kan fiskene bruge energien på at udforske i stedet for at slås med deres bofæller.

Ronald Oldfield håber, at hans opdagelser vil inspirere akvarieentusiaster til nye, spændende indretninger i verdens mange akvarier.