Edderkopper har udviklet ekstra ben

Forskere har måske fundet ud af, hvorfor edderkopper får det til at krible og krable. De har flere ben, end de egentlig har brug for, viser en ny undersøgelse.

9. juni 2011 af Matt Kaplan, National Geographic

Forskere, der har indsamlet tusindvis af hunedderkopper i naturen, har opdaget, at over 10 % af alle spindlere mangler et eller flere af deres otte ben.

"Vi spekulerede på, om det på nogen måde var et problem for dem," siger en af ophavsmændene til undersøgelsen, Alain Pasquet fra universitetet i Nancy i Frankrig.

Forskerholdet anbragte 123 edderkopper af arten Zygiella x-notata i hver sin plastbeholder, hvor dyrene kunne lave spindelvæv. 60 af edderkopperne havde otte ben, mens 63 manglede et eller flere ben.

Alain Pasquet og hans kolleger fandt, at spind lavet af edderkopper med mindst et ben i underskud ikke adskilte sig væsentligt fra spind lavet af edderkopper med alle ben intakte.

Seksbenede edderkopper stadig gode jægere

Herefter puttede forskerne fluer ind i beholderne og opdagede, at edderkopperne med færre ben var udmærket i stand til at fange og spise insekterne.

"Det overraskede os meget. Vi havde forventet, at et manglende ben ville gå ud over edderkoppernes evne til at fange føde, men det gjorde det slet ikke," siger Alain Pasquet.

På baggrund af resultaterne mener forfatterne, at edderkopper har nogle ben, som de egentlig ikke har brug for – hvilket er en fordel, når de f.eks. skal undslippe et rovdyr, der har bidt sig fast i et ben.

Der ser dog ud til at være en grænse for, hvor mange ben en edderkop har råd til at miste. I naturen fandt holdet kun få edderkopper, der manglede flere end to ben. Og i laboratoriet lavede disse fembenede edderkopper dårligere spind.

Studiet af edderkopperne og deres ben er offentliggjort i et af de seneste numre af tidsskriftet Naturwissenschaften.

Måske er du interesseret i ...

Læs også