Ny tyrannosaur er familie med den mægtige T. rex

Yutyrannus huali er det største dyr med fjer nogensinde set.

Den 9 m lange, kødædende Yutyrannus huali, der er famillie med den mægtige T. rex, er den første store dinosaur, man ved har haft fjer. Navnet Yutyrannus huali er en blanding af mandarin og latin og betyder "smuk, fjeret tyran".

De tre næsten komplette fossiler af dinosauren, fundet i Kinas Liaoning-provins, er stribede af rester fra 20 cm lange filamenter – et tegn på, at det 1 ton tunge rovdyr var dækket af en dunet fjerdragt, som en overdimensioneret kylling, siger palæontolog ved det kinesiske videnskabsakademi Corwin Sullivan, som undersøger den nye art.

I modsætning til moderne fugles stive svingfjer, der er beregnet til flyvning, holdt Yutyrannus huali muligvis varmen med sine bløde dun i en køligere periode i Kridttiden for ca. 125 millioner år siden. Var det nødvendigt for store dinosaurer at have fjer for at holde varmen? Ikke ifølge moderne biologi, da store dyr holder bedre på varmen, end små dyr gør. Men fundet af Yutyrannus huali, sammen med adskillige mindre dinosaur-arter med fjer, peger i modsat retning.

"Nu har vi beviset, og det er en ret stor Tyrannosaurus, der tilsyneladende havde brug for isolation," siger Corwin Sullivan. "Det ændrer billedet."

Måske er du interesseret i ...

Læs også