VIDEO: Far og datter genforenet med gorillaer efter 12 år

Efter 12 års adskillelse rejste englænderne Tansy og Damian Aspinall i 2014 dybt ind i den afrikanske jungle for at blive genforenet med to gorillaer, der voksede op i familiens dyrepark i England.

2. marts 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

Gorillaerne Djalta og Bims er født så langt væk fra den vestafrikanske jungle, som man næsten kan komme. Nærmere bestemt i den engelske by Kent, der ligger en times kørsel fra hovedstaden London.

De to gorillaer voksede op i Howletts Wild Animal Park, der bestyres af Damian Aspinall.

En rigmand med omkring 200 millioner kr. på bankbogen, der har viet sit liv til at rehabilitere gorillaer født i fangenskab, så de igen kan vende tilbage til naturen.

Gorillaerne var som familiemedlemmer

Damian Aspinalls datter Tansy var blot en lille pige, da de to nye gæster flyttede ind i rigmandsfamiliens dyrepark, og hver dag hjalp hun sin far med at passe og pleje de to truede primater.

Tansy Aspinall har været omgivet af gorillaer siden hun var helt lille. Billedet her skabte stor debat i England, da det blev offentliggjort i pressen for nogle år siden

Gennem hele sin barndom var Tansy Aspinalls omringet af gorillaer. Men som hun selv siger det til avisen The Daily Mail, så betød Djalta og Bims noget helt særligt for hende.

"Min søster og jeg legede ofte med Djalta og Bims i vores have, og nogle gange gik vi ind i burene til de andre gorillaer. Jeg holdt meget af at være sammen med dem allesammen, men de to var noget helt specielt. De var som familiemedlemmer."

Tansy Aspinall, der i dag er 27 år og arbejder som smykkedesigner, så sine to behårede venner for sidste gang i 2002, da de blev sat fri i et naturreservat i det lille afrikanske land Gabon. Hun var 13 år gammel på det tidspunkt.

LÆS MERE: Truet bjerggorilla i fremgang

I 2014 besluttede Tansy Aspinall og hendes far at rejse til den afrikanske jungle i Gabon for at blive genforenet med Djalta og Bims.

Og som videoen øverst i artiklen slår fast, var kærligheden mellem Tansy og hendes barndomskammerater stadig intakt.

80 gorillaer sat ud i det fri

Siden Aspinall-familiens rehabiliteringscenter blev grundlagt i slutningen af 1990'erne, har mere end 80 gorillaer skiftet et liv med fangenskab ud med naturlige, grønne omgivelser i Gabon.

Flere videnskabsfolk har kritiseret familiens metoder, fordi de mener, at gorillaerne ikke formår at tilpasse sig et liv i det fri.

Men den kritik afviser Damian Aspinall.

"Djalta og Bims så sunde og raske ud og var faldet godt til. Det er ren og skær vås, når videnskabsfolk påstår, at de har mistet deres vilde instinkter. De her dyr har ret til at vende hjem. Ingen kan overbevise mig om, at de ikke hører til her," siger han til The Daily Mail.

Meget tyder da også på, at Damian Aspinall har ret. De to gorillaer Djalta og Bims har i hvert fald formået at tage springet fra fangenskab til frihed, og lever nu på 14. år i Gabons vilde jungle.

Måske er du interesseret i ...

Læs også