USA slipper de sidste forsøgsaber fri

Det er snart helt slut med at bruge chimpanser som medicinske forsøgsdyr i USA. Forskningsinstitutionen National Institute of Health har netop besluttet sig for at sende landets sidste 50 forsøgsaber på pension.

24. november 2015 af Rachael Bale

Forsøgsdyr i grønnere omgivelser

De sidste offentligt ansatte forsøgsaber i USA kan snart trække sig tilbage, og nyde deres otium i grønne omgivelser i Louisiana.

Det amerikanske sundhedsvæsen NIH sendte i 2013 flere hundreder chimpanser på pension, og nu er turen kommet til de sidste 50. Chimpanser i fangeskab blev for nyligt erklæret truede, på lige fod med deres artsfæller i naturen.

Pensionisterne sendes til Chimp Haven i Louisiana, hvor de første 25 forventes at ankomme i december. Resten checker ind i begyndelsen af det nye år.

En video fra Chimp Haven viser chimpansernes liv efter karrieren som forsøgsdyr.

Forsøgschimpanser på pension Et kig indenfor i Chimp Haven, hjem for statens tidligere forsøgsdyr

National Geographic besøgte sidste år Chimp Haven for at lære mere om chimpansernes liv før pensionen. Og det var ikke lutter gule bananer og grønne skove.

Flere havde aldrig følt andet en beton under fødderne, mens nogle havde været isoleret fra kontakt med andre aber hele livet. Mange var endda inficeret med HIV og andre livstruende sygdomme,

Erfaringerne i Chimp Haven viser heldigvis, at de socialt handicappede chimpanser relativt hurtigt søger kontakt med andre. Endda mennesker.

På trods af sterilisering af hannerne er flere babyer blevet født i Chimp Haven. Men stedet vil ikke avle aber i fangeskab, så derfor tilsættes hunnernes frosne bananer hormoner for at forhindre graviditet.

Projektet er statens forsøg på at ende en grum æra med chimpanser som forsøgsdyr. Chimp Haven husede pr. september 2014, 208 chimpanser.

Helt lykkeligt ser det dog ikke ud, for på landsplan lever godt 900 chimpanser stadig en mere eller mindre kummerlig tilværelse som forsøgsdyr i private medicinalfirmaer, cirkusoptrædende og kæledyr.

Måske er du interesseret i ...

Læs også