Donalds afgørende prøve

Hannerne hos de toppede løvhyttefugle slås også om territorier, men der dukker ingen udfordrere op ved Donalds tårn. Han sidder oppe på sin gren igen og begynder at synge hurtigere. Det er tegn på, at han har fået øje på en hun. Men det er der også andre hanner i nærheden, der har, og de begynder også at synge kærlighedssange – alle med øjnene rettet mod den enlige hun i trætoppene: Hvem vil denne hun vælge? Jeg krydser fingre for Donald.

Donald løber igennem et imponerende repertoire af fugle- og løvfrøtriller og hopper så ned på sin mosmåtte. Han lurer bag sit tårn, vender næbbet mod trætoppene og pipper sagte. Og pludselig dukker der en anden toppet løvhyttefugl op på den anden side af tårnet. Den har samme farvetegninger som Donald, men et lidt rundere hoved. En hun! Godt så, Donald kan åbenbart tiltrække en hun. Men kan han også få hende til at blive?

Donald og hunnen begynder at lege gemmeleg. Han rejser for første gang sin gulerods­farvede fjertop og farer hen imod hende med vingerne på skrå og skynder sig så i skjul igen. Fjertoppen stritter. Han står med fødderne solidt plantet i mosset og nikker og gynger og pipper og synger som en rockstjerne. Så farer han om bag sit tårn og springer igen frem mod hende, men denne gang fra den anden side. Frem og tilbage og rundt og rundt om tårnet løber de to. Donald styrter hen imod hende, mens objektet for hans begær løber om på den anden side for bedre at kunne betragte ham og hans flammende orange fjertop.

Hvis hunnen vælger Donald, vil de parre sig på mosforhøjningen, men efter ti minutter går hun ud til kanten af mosset og flyver bare væk. Hun giver åbenbart ikke Donald tegn til at følge efter hende, for han bliver ved sit tårn og kalder og kalder i et stadig stigende toneleje.

Hvad har han gjort forkert? “Måske ingenting,” siger Brett Benz. “Mit gæt er, at det ikke var første gang, hun besøgte Donald. Og jeg vil vædde på, at hun kommer igen.”

Det tror Donald måske også. Eller måske håber han på, at der vil komme en anden hun. Under alle omstændigheder er han ikke handlingslammet. Han går straks i gang med arbejdet. Han lægger festfjertoppen ned, nusser rundt for foden af tårnet og fjerner små stykker ødelagt mos og knækkede kviste. Han flytter rundt på nødderne og retter på billebunken. Og så lægger han sidste hånd på værket ved at justere guirlanderne af larveekskrementer. Han træder et skridt tilbage, tager hele konstruktionen i øjesyn og beslutter tilsyneladende, at tårnet er klar til endnu et besøg. Så hopper Donald tilbage på sin pind og begynder at synge igen. Rat-a-tat-tat, kalder han. Rat-a-tat-tat.

• Forrige Side 4 af 4