DNA bekræfter evolutionen

Dna bekræfter ikke blot, at evolution er en realitet; det viser også, hvordan evolutionen omformer levende væsener på et helt grundlæggende plan. Arhat Abzhanov fra Harvard Uni­versity og Cliff Tabin fra Harvard Medical School i USA har for nylig fundet de særlige gener­, der har betydning for nogle af finkernes næbformer. Gener er sekvenser af dna-bog­staver, der danner et bestemt protein, når de aktiveres af cellen. Arhat Abzhanov og Cliff Tabin­ opdagede, at når genet for et protein ved navn BMP4 aktiveres i det voksende næb på et finkefoster, gør det næbbet dybere og bredere.

Dette gen kommer stærkest til udtryk hos den store Darwin-finke, Geospiza magnirostris, der bruger sit robuste næb til at knække store frø og nødder. Hos andre finker danner et gen et protein ved navn calmodulin, der gør næbbet langt og tyndt. Dette gen er mest aktivt hos den store kaktusfinke, Geospiza conirostris, der bruger sit aflange næb til at bore efter frø i kaktusfrugter.

På en anden øgruppe ud for Florida har Oldfield-mus lysere pels end deres artsfæller på fastlandet. Det camouflerer dem bedre i det lyse sand, hvor de lever: Ugler, høge og hejrer æder flere af de dårligt camouflerede mus, mens de lyse får større chancer for at yngle. Harvard-forskeren Hopi Hoekstra og hendes kolleger har sporet farveforskellen til en ændring af et enkelt bogstav i et enkelt gen, som formindsker produktionen­ af pigment i pelsen.

Mutationen er sket, efter at øerne blev dannet for mindre end 6000 år siden. Darwins vigtigste teori var, at den variation af træk, man ser blandt beslægtede arter, stort set skyldes naturlig udvælgelse. Nu kan vi rent faktisk se den naturlige udvælgelse i aktion – hvordan den former og modificerer dna’et i generne og i deres udtryk for at tilpasse organismen til dens omgivelser.

• Forrige Side 2 af 6 Næste