Det store spørgsmål

Men diskussionen stikker dybere end til fiskene: For hvad skal naturmindesmærket i det hele taget bruges til? Det er det store spørgsmål.

Hvis de to årtier siden udbruddet har været naturmindesmærkets fremgangstid – fem besøgscentre, flere hundrede kilometer vejnet, millioner af turister – ser det i dag ud til at have nået lavpunktet. Det største center, Coldwater Ridge, hvor udstillingen primært fokuserede på den biologisk genopretning, lukkede i 2007 på grund af faldende indtægter.

Den vestlige del af vulkanområdet har kun to fuldtidsansatte naturvejledere, og den sydlige og østlige del har kun én. Naturmindesmærket holdes i live af sæson­arbejdere, turnusansatte og frivillige fra den almennyttige organisation Mount St. Helens Institute. Selv om det er småt med statistik – endnu en følge af det faldende budget – er naturmindesmærkets ansatte og forretningsdrivende som Mark Smith enige om, at besøgstallet er dalet drastisk siden velmagts­dagene i 1980’­erne og 90’erne.

En fjerdedel af de nuværende gæster er udenlandske turister, der camperer eller overnatter i hytter. Amerikanerne tager for det meste på dagture, hvor de kører op ad ­Spirit Lake Memorial Highway, forbi det nu tilskoddede Coldwater-besøgscenter til et udsigtspunkt og tilbage til hovedvej 5.

Nogle håber, at området vil ende med at blive udpeget til nationalpark og dermed få adgang til statsstøtte, hytter og flere midler til forskning. De, der har gennemtrasket udbrudszonen i tre årtier, ser udviklingen som begyndelsen på en gennemgribende proces. Der er færre epokegørende fremskridt, og når en plante bryder frem af asken, er det ikke længere et mirakel. Men forandringerne sker hurtigere og hurtigere, og de bliver mere og mere omsiggribende. I stedet for aha-oplevelser nærmer det sig nu snarere en slags visdom.

“Lige nu er Pumice Plain som en hest, der løber løbsk. Små jordstykker kan ikke fortælle hele evolutionens historie,” siger Charlie Crisafulli. Han har planer om at kortlægge området via satellit og fly – værktøjer, der kan se det store billede, efterhånden som antallet af pixels bliver fyldt ud. Vi bevæger os op på biogeografi på højt plan,” siger han. “Det er den næste ukendte grænse.”

Endnu en solrig dag vandrer jeg hen over Pumice Plain, denne gang for at slutte mig til tre unge forskere, som Charlie Crisafulli har hyret til at kortlægge Spirit Lake. Målet er at skabe det første kort over vandmiljøets økosystem – områder med planteliv, jord, der er gledet ned i søen fra toppen af vulkanen, fisk i vandsøjlen. Med et ekkolod fastgjort til styrbords side af båden og motoren i tomgang kryber vi fremad, mens vi holder øje med tømmerflåden af træstammer, der kan afskære os fra den anden side af søen, hvis det blæser.

Forskerne sejler mig hen til et område med lavere vand. St. Helens-vulkanen, eller det, der er tilbage af den, fylder hele horisonten. Tre årtier efter udbruddet er bjerget roligt, og søen levende. Jeg kigger ned i søens klare vand – og ser det, Mark Smith også så: den forstenede skov på søens bund.

• Forrige Side 3 af 3