Det gamle Shanghai forsvinder

Jin Qijing lader, som om hun ikke ser den rotte, der piler hen over et rør i hendes værelse. Middagen står på bordet – hongshaorou, der er en sød, fed ret med grydestegt svinekød og en favorit i Shanghaikøkkenet – og den elegante 91-årige kvinde med det opsatte grå hår vil ikke spolere familiens måltid.

Der er ingen, der behøver minde Jin Qijing om, at forholdene i hendes traditionelle Shanghaikvarter, kaldet en lilong, er blevet forringet, siden hun flyttede hertil som teenager i 1937. Dengang levede hendes lilong op til sit navn: Baoxing Cun, “rigdoms- og velstandslandsbyen”. Den var et af flere tusind lilongkvarterer i Shanghai, hvor tillempede, tætbyggede kinesiske gårdhuse er placeret langs smalle ­gader i europæisk stil. Da Jin Qijing var ung, boede der én familie i hvert hus, ofte med en stab af tjenestefolk og rickshawtrækkere.

I dag er der stuvet otte familier sammen i Jin Qijings toetagers hus, en pr. værelse. Der er ikke rindende vand. Jin Qijings køkken består af et elkomfur, der er placeret ude på en vakkelvorn balkon. Men da Jin Qijings barnebarn tilbød hende og hendes mand at flytte til et moderne lejlighedskompleks ude i forstæderne, afslog hun. “Hvor ville jeg ellers kunne finde dette sammenhold?” spørger Jin Qijing.

Shanghais gamle kvarterer er ved at forsvinde. I 1949 boede mindst tre fjerdedele af Shanghaiborgerne i lilonger; i dag er det en brøkdel. To af de lilonger, der stødte op til Baoxing Cun, er revet ned. Men de tætbefolkede gyder vækker stadig den fællesskabsfølelse, der har gjort lilong­erne til Shanghaikulturens vugge. På vej tilbage fra mar­keds­pladsen om morgenen passerer Jin Qijing butikken, der sælger shengjian bao, søde morgenboller med fyld af svinekød. Hun sludrer med en nabo, der er ved at hænge tøj til tørre på en af de stolper, der pryder gaden, mens en mand, der stadig er i pyjamas, går og vander planter. “Jeg er hjemme!” råber Jin Qi­jing, da hun går op ad den uoplyste trappe til sit værelse på anden sal. Naboerne stikker hovederne ud ad dørene for at hilse på hende.

Om eftermiddagen samles Jin Qijing og hendes ældste veninder på træstole ude i gyden – et dagligt ritual, de har fulgt i årtier. Da de indendørs arealer er så sparsomme, breder livet i lilongerne sig uden døre og forvandler gyderne til offentlige dagligstuer. Kvinderne sidder og sludrer på Shanghaidialekt, og naboer kigger forbi og lytter med, ler og indskyder en bemærkning; en gadesælger i en grå habit kommer trækkende med sin cykel, en officielt udseende dame med et emblem fra nabo-overvågnings­komiteen, der minder Jin Qijing om at vise begejstring for Expo 2010.

I dag overskygges damernes godmodige drillerier af spekulationer. “Vi hører hele tiden, at vi er de næste, der står for tur til nedrivning,” siger Jin Qijing. Hun er bange for, at hendes venner vil blive spredt til fjerne forstæder, hvis Baoxing Cun jævnes med jorden. “Hvem ved, hvor meget længere vi har tilbage?”

Shanghai har gjort mere end de fleste andre kinesiske byer for at bevare sin historiske arkitektur og har skånet hundredvis af villaer og bankbygninger fra før kommunisttiden for at blive revet ned. Alligevel er der kun få lilonger, der står på listen over bevaringsværdige områder. Ruan Yisan, der er professor i byplanlægning ved Tongji-universitet, har iværksat en kampagne for at redde disse levende levn af Shanghaikulturen. “Det er fattigdommen og ikke historien, styret burde udrydde,” siger han. “Der er ikke noget galt i at forbedre folks liv, men vi skal ikke smide vores kulturarv væk, som var det et par gamle sko.”

For ikke så længe siden var der et hold statslige arbejdere, der kom fejende ind for at give Baoxing Cun et frisk lag cremefarvet maling. En kosmetisk overhaling, der ikke formår at skjule den triste forfatning, kvarteret er i. Alligevel glæder det Jin Qijing at vide, at Baoxing Cun i hvert fald ikke vil blive revet ned før efter Expo 2010. “Her er alt som én stor familie,” siger hun, mens en nabo med bar overkrop lytter med.

• Forrige Side 3 af 4 Næste